De gule & de hvide

Vær den du har lyst til at være, og vær stolt af det. Det virker som om du leder efter en accept og at du er utilfreds med hvem du er. Når du så voldsomt kridter banen op og derefter skarpt deler holdene efter hudfarver, er du netop racistisk. Det behøver du ikke, du er velkommen uanset farve og kultur. Du kommer dog desværre aldrig til at bestemme hvad andre skal tænke når de møder dig.
Jeg er af den overbevisning at diversitet og tolerance skaber det bedste samfund. Efter at have læst dit indlæg fornemmer jeg en længsel efter en kulturel-tilhørelse og måske kan du finde den ved isolation med dine egne. Jeg håber du finder det du søger, og at du derefter vil bruge det til at skabe integration mellem kulturerne fremfor øget splittelse og frygt for at stille forkerte spørgsmål. 
Kun ved at stille alle de spørgsmål som du skriver, kan fordomme formanes. Selvfølgeligt er det dårlig stil at tale om andres særlige kønsorgan relaterede evner uden at kende personen godt, men denne type mennesker forstiller jeg mig at det er forholdsvis let at vende ryggen, uden at føle et tab (min fordom).

Tolerance og integration skal belønnes. Belønningen findes i selve handlingen. Integration har fået et dårligt ry, mange tænker på danskhedstest og ghettobander, men det har intet med integration at gøre. Integration betyder evner til at tilpasse sine egne kulturelle og genetiske særheder ind i samfundet på en hensigtsmæssig måde. Man skal som et minimum ønske at være en del af samfundet. At være en del af samfundet betyder ikke at man skal give afkald på alle sine værdier og hele sin kultur. At være en del af samfundet betyder at man respekterer alle andre, som også vil være en del af samfundet, og samarbejder om at forbedre samfundet.  

Det var et spændende indlæg, og jeg håber du finder hvad du søger. Jeg vil tilslutte mig koret, som siger at du i det skrevne fremstår racistisk men det er også tilladt.

Det er underligt med pengene både hvor de kommer fra og hvor de forsvinder hen. Jeg tror ikke at nogen har adopteret for at være onde mod barn, original familien eller samfundet. Man undres over at systemet ikke er bedre end det er. Og det kunne være spændende hvis DR laver en opdatering af det gamle tv indslag. 

"Tolerance og integration skal belønnes. Belønningen findes i selve handlingen. Integration har fået et dårligt ry, mange tænker på danskhedstest og ghettobander, men det har intet med integration at gøre. Integration betyder evner til at tilpasse sine egne kulturelle og genetiske særheder ind i samfundet på en hensigtsmæssig måde. Man skal som et minimum ønske at være en del af samfundet. "

Hvem bestemmer hvad "integration" er? Hvem bestemmer, hvornår ens tilpasning er hensigtsmæssig? Hvilket samfund er det man skal ønske sig at være en del af? Findes der kun ét samfund, og i så fald, hvem definerer, at det er et samfund?

På hvis præmisser skal integrationen foregå? Hvilken belønning får man, når man er blevet integreret, og af hvem bliver man belønnet?

undskyld mand, måske er det mig der er retarderet men det lyder som en seriøs personlighedsspaltning du har rodet dig ud i der. Kan du ikke bare være dig selv ? Jeg mener fuck, hvis du holder fast i at hudfarven har en betydning for den måde du opføre dig på så fastholder du selv nogle ret flippede og dødsyge holdninger.

"Hvor kan man finde en familie bestående af mørke adoptivforældre fra for eksempel Eritrea og en lille pige med lyst hår for eksempel 1 1/2 år gammel for eksempel født i Køge?" 

Det spørgsmål forklarer vist præcist, hvorfor international adoption er så massivt omgærdet af tabu. Ingen har lyst til at sige højt, at det da er synd for de små børn, hvis de skal bo i Afrika(!). Ej heller har nogen lyst til at sige hvorfor det er synd for de små børn.

Seneste blev tabuet tydeligt i forbindelse med Politikens fokus på 12-14 årige Amy, der ikke måtte bo hos sine plejeforældre efter at hendes adoption fra Etiopien til en dansk familie i Næstved gik helt skævt. 'Man må ikke bare tage nogen andres barn,' udtalte Amys adoptivforældre til Politiken. Udsagnet blev til en overskrift i avisen, men ingen journalist eller debatør fandt anledning til kritisk at spørge, hvordan det udsagn hænger sammen med at Amy og hendes lillesøsters syge mor og øvrige familie jo faktisk går lyslevende - og ludfattige - rundt i Etiopien. Ingen tør spørge, hvorfor der ikke er nogen der hjælper Amys familie så de igen kan tage sig forsvarligt af hende og lillesøsteren. Eller hvorfor Amys mors breve til sin datter i det fjerne land ligger utilgængelige for Amy på det danske adoptionskontor? De spørgsmål er eksplosive, når tusindvis af håbefulde adoptanter står på venteliste for en dag at opnå familielykken i form af et lille brunt, sort eller gult barn, hvis hudfarve alle bedyrer, at de skam opfatter som 'hvid'.

Jeg forstår det godt, tabuet. Jeg har mere end en gang fået tårer i øjnene, når jeg i fjernsynet har set optagelser af forældre, der for første gang får deres længe ventede lille barn i armene i lufthavnen - eller på et børnehjem et sted langt væk fra Danmark. Endelig - efter alle de år og al den sorg, usikkerhed og længsel!

Hvem har lyst til at spolere den lykke?

@Solvind: Det er lidt mærkeligt, at når én påpeger racisme (som altså rammer folk som 'har' bestemte racer og ikke tilfældigt), så er vedkommende racist.

Jeg vil definere racisme, som en struktur, som skaber ulighed, som udgrænser en eller flere grupper af mennesker. En struktur, som har styrket kapitalismen og de dominerende historisk og aktuelt. Når denne struktur (altså racismen) skal retfærdiggøres, så peger man på racer (altså påstanden om, at nogle folk f.eks. er anderledes genetisk, evolutionært eller lignende). Således skaber racisme racer og ikke omvendt. Racerne bliver så at sige til når man skal 'retfærdiggøre' eller muliggøre ulighedskabende og udbyttende systemer (typisk forklaret som slaveri, kolonisering, apartheid). 

Sålænge der er racisme er der racer og racismen forsvinde ikke ved at vi tier stille.

Men racismen er ikke kun tilstede i de mest ekstreme versioner, som slaveri, kolonisering, apartheid. I denne tekst af Joan Rang, synes jeg at forfatteren viser, hvordan racismen føles, mærkes og skabes i et samfund, hvor hvidhed ikke ses, mens andre racer italesættes, problematiseres, eksosiseres, feticheres osv. osv. 

På den måde er det ret tragisk-komisk, at du kalder forfatteren for racistisk. Når forfatteren i teksten prøver at påpege hvordan racismen virker. Det er en, tror jeg, typisk privilegeret måde at affærdige spørgsmål om racisme på: Argumentet bliver noget a'la "Hvis du nævner, hvordan racismen virker, så er du racist. Hvis du ikke snakker om racisme, så forsvinder racismen".

Men hvis vi ikke snakker om det, så forsvinder racismen altså kun fra dem, som ikke mærker racismen (de hvide), mens de andre blot bliver frataget deres sprog for at tale om urimeligheder og udgrænsning (som altså virker på rigtig mange måder - hvilket teksterne af Joan Rang og Maja Lee Langvad er stærke beretninger om).

I den neoliberale fortælling om, at vi bare kan tage os sammen, så kan vi blive alt er stærk. Hvis du bare vil, så kan du integreres. Jeg er ret sikker på, at det kun er os hvide, der ikke mærker hvordan racisme virker (og hvordan ordet integration i en dansk sammenhæng er nærmest en til en med neoracisme (=racisme, som påstår ikke at være racisme, fordi den fornægter race og hænger racismen op på kultur, religion eller lignende)), der har luksusen at tro på den fortælling om "fri vilje". Hvis du går ned at Nørrebrogade med en krop, som ikke bliver set som en hvid krop, så kan du mærke racismen, når politiet stopper dig og tjekker dig for våben eller stoffer. 

Når du bliver råbt efter på gaden fordi folk forventer en bestemt opførsel eller noget fra dig, på grund af den race du bliver tilskrevet, så er det racisme. Når jeg ikke bliver kropsvisisteret, råbt af eller på anden måde mærke min race når jeg er til fest eller når jeg går på gaden, så er det fordi jeg har det nemmere som hvid.

Eller når jeg kan tænde for tv, gå i biografen og se nyheder, og de ting faktisk handler om mig - at det er mennesker der ligner mig, har haft den samme opvækst som mig, har det samme sprog som mig, har den samme slægtskabsstruktur som jeg, og jeg kun behøver at se de andre, når det er som problemer, som eksostisk spændende, som nogen jeg skal redde eller foragte, så er det faktisk en af måderne hvorpå racisme virker. (Men det kan være svært at se, når det hele ligner mig selv.)

Jeg synes faktisk, at Joan Rangs tekst viser den struktur ret godt i den sidste del,  hvor jeget i teksten ender med at trøste de hvide. Så, Solvind, prøv lige at læse teksten én gang til, no?

Og så alt det pjat med integretion og Nørrebro Bypark. Ikke fordi jeg vil negligere eller på anden måde sige noget som helst skidt om alt det fede arbejde, der gøres af frivillige og ansatte rundt omkring f.eks. på Nørrebro. Men hey, racismen bekæmpes ikke ved at de hvide og de brune og de gule holder hinanden i hånden og smiler og leger lykkelige multikulturelle gode medborgere, som kommunen kan reportere til statens racistiske apparat om.

Racismen fungerer også ved netop konstant at udpege bestemte byområder og bestemte grupper som problematiske og i brug for kærlige omfavnelser. Sålænge vi ikke er villige til udpege og tage ansvar (lave reelle forandringer) i hvidhedsprivilegier, så ændrer vi ikke noget. 

En start kunne være at læse de erfaringer, som generøst gives af folk som mærker racismens virkemåder. Og tage det alvorligt og reagere på dem.

Angrebene på Joan Rang Christensens tekst og person er desværre anskuelsesundervisning i hvor præcis hendes analyse er. Til fx Lupus's kommentarer om "personlighedsspaltning" etc og lignende patologiseringer af kritikken og kritikkerens person, kan man f.eks. dårligt sige det bedre end ved Joan Rang allerede har gjort:

"Nogle af de hvide nægtede at det var sådan som jeg sagde og
de mente at hvis de gule havde haft nogle
ubehagelige oplevelser med de hvide var der stor sandsynlighed for
at det havde været de gules egen skyld 

Da jeg begyndte at tale om de gule med de hvide
sagde nogle af de hvide til mig:

1. At de i hvert fald ikke var racister
2. At jeg var racistisk
3. At jeg var paranoid
4. At jeg overreagerede
5. At jeg skulle nøjes med at tale med de gule om det hvis jeg følte de forstod mig bedre
6. At jeg skulle passe på med ikke at blive for fokuseret på ‘det’
7. At det nok ville være godt for mig selv, hvis jeg ikke beskæftigede mig så meget med ‘det’
8. At ‘det’ jo nok var et personligt problem men ikke et generelt problem i samfundet
9. At det var rigtig synd for mig, og at jeg da skulle have lov til at tale om ‘det’ også selvom det var kedeligt/svært for dem at høre om.
 At de ønskede det snart gik over og jeg blev normal, så vi kunne tale om noget andet."

Hvor gennemført racismen er, synes jeg bliver tydelig netop i manglen på interesse for transnational adoption - eller rettere sagt - det indsnævrede fokus i denne debat. Her er Amydebatten præcis et super eksempel. Jeg synes i den sammenhæng, at denne kronik fortjener et link.

Hvordan den offentlige debat omkring det her emne - eller manglen på samme - skal tolkes, kan der være mange bud på. Et bud kan være, at dette er tegn på, at den del af middelklassen, som har råd til at adoptere (og som nødigt føler skyld i den forbindelse), dominerer mediernes billede af, hvem "vi" er og hvad "vi" skal bekymre os om.

Et andet bud kunne være, at dette er tegn på, at selv de humanitære organisationer, som ellers er rigtig gode til at råbe medierne op (jvf. kronikken fra linket ovenfor) har aktier i denne interesse - og derfor spiller med på den. Når humanitære organisationer lever af donationer, lever de også af den type gennemmytologiserede fortællinger, som passer perfekt til kampagnemateriale. Fortællinger om at der findes perfekte ofre ude i den store verden, som netop kommer til at fremstå så perfekte, fordi de fremstilles som objekter uden historier og uden sociale relationer. De kan tilsyneladende "reddes" med et enkelt greb, der kan omsættes til et bestemt beløb. En adoption. Eller en simpel militær indgriben. Eller en indbetaling via sms.

Being American, I can fully understand much of what Joan is saying. it's not the severe racial/ethnic strife that you see in America (especially in the past), Rwanda/Burundi or Israel, it's the subtle white priviledge and stereotyping of a person that can be terribly damaging to one's psyche.  I started out in the United States Virgin Islands where Blacks I knew were middle class with large homes, multi-hued and well educated. When I returned Stateside I realized we were not ALL the same-mostly because everyone kept reminding me.  I believe the reminders for Joan were not as obvious as a cop letting me know he could kill me with impunity or little old ladies clutching their purses as I walked by with my goofy taped-up glasses and bag full of comic books, but it was definatley made obvious to her REGULARLY throughout her life.  A combination of being absent on TV, in the streets isn't quite enough to evoke negative feelings, but thinking her pussy is for sale simply because she is East Asian would not be an issue-if it only happened once. 

Being American, I can fully understand much of what Joan is saying. it's not the severe racial/ethnic strife that you see in America (especially in the past), Rwanda/Burundi or Israel, it's the subtle white priviledge and stereotyping of a person that can be terribly damaging to one's psyche.  I started out in the United States Virgin Islands where Blacks I knew were middle class with large homes, multi-hued and well educated. When I returned Stateside I realized we were not ALL the same-mostly because everyone kept reminding me.  I believe the reminders for Joan were not as obvious as a cop letting me know he could kill me with impunity or little old ladies clutching their purses as I walked by with my goofy taped-up glasses and bag full of comic books, but it was definatley made obvious to her REGULARLY throughout her life.  A combination of being absent on TV, in the streets isn't quite enough to evoke negative feelings, but thinking her pussy is for sale simply because she is East Asian would not be an issue-if it only happened once.