QueerKraftVenstrefløjens politik og praksis ud fra queerperspektiver, -identiteter og -praksisser
Adoptionskritik II
2. juli 2012 - 9:57

De gule & de hvide

Joan Rang Christensen sætter ord på begrebet race i denne tekst, som er en del af QueerKrafts tema om kritik af transnational adoption.

1: ØVELSEN

Dokumentarfilmen Adopted, som er instrueret af Barb Lee (Point Made Films, 2008), ledsages af et 2 timer langt ekstramateriale med titlen “We can do better”. I dette materiale besøger filmens producer Nancy Kim Parson The Children’s Home Society i Minnesota. Her møder hun Peg Studaker, som har specialiseret sig i transracial adoption, og de udfører en øvelse, som Peg har udviklet til kommende adoptivforældre med det formål at hjælpe dem til at se livet fra deres barns ‘point of view’.

Peg (kaukasisk) og Nancy Kim (asiatisk) sidder over for hinanden ved et bord. På bordet står en æske med hvide, gule, sorte og brune perler og ved siden af en tom kop. 

                                        PEG:
Jeg vil nu stille dig en række spørgsmål og for hvert spørgsmål, vil jeg bede dig vælge en perle og putte den op i koppen.

                                        NANCY KIM:
Okay.

                                        PEG:
Så; du er - “jeg er” - hvilken farve perle vil du vælge til at repræsentere dig selv?

                                        NANCY KIM:
Well... Jeg er gul.

                                        PEG:
“Min nære familie er...” og du må putte forskellige perler i koppen for hver person i din nære familie.

                                        NANCY KIM:
(Svarer ikke. Putter fire hvide perler i koppen.)

                                        PEG:
“Min bedste ven er” - put en perle i koppen...

                                        NANCY KIM:
(Putter en hvid perle i koppen.)

                                        PEG:
Klart... Okay... Hvad med din tandlæge, hvilken farve er din tandlæge?

                                        NANCY KIM:
(Putter en hvid perle i koppen.)

                                        PEG:
Hvad med din læge?

                                        NANCY KIM:
(Putter endnu hvid perle i koppen.) 

Klip til lidt senere. Peg og Nancy Kim kigger ned i koppen.

                                        PEG:
En hel hvid kop med én gul perle, kan du forholde dig til det? 

                                        NANCY KIM:
Ja.

                                        PEG:
Var det sådan, du havde det, da du voksede op?

                                        NANCY KIM:
Ja. 


2. ØVELSEN - GENTAGET

København, juni 2012.

Jeg beslutter mig for at gentage Nancy Kim og Peg Studakers øvelse to gange. Én gang som min verden så ud i 1983, da jeg var 7 år gammel, og en gang som den ser ud i dag.

Her er resultatet.

 

1983

Billedredigering: Trine Mee Sook  Perlerne i skålen repræsenterer:

Mig
Min storesøster
Mine forældre
Mine bedsteforældre
Mine 17 klassekammerater
Mine lærere
Vores læge
Vores tandlæge
Min optiker og hans kone
Min danselærer
Mine dansekammerater
Mine onkler, tanter, fætre og kusiner på både min mors og fars side
Mine forældres 10 bedste venner og deres børn
Min spillelærer
Dem der bor på vores vej
Vores buschauffør
Dem fra klassens forældre og deres søskene
Dem der bestyrer biografen
Dem oppe i Brugsen
Dem fra Tøjeksperten
Vores frisør

 

2012

Billedredigering: Trine Mee Sook  Perlerne i skålen repræsenterer: 

Mig
Min storesøster
Mine forældre
Mine veninder
Mine venner
Mine læger
Min tandlæge
Min psykoterapeut
Min optiker og alle hans ansatte
Mine 16 klassekammerater på min deltidsuddannelse
Mine lærere
Mine dramatikerkollegaer
Min kioskmand
De ansatte på mine 3 nærmeste kaffebarer
Mine kollegaer på radioen
Mine klienter
Dem fra mit pizzaria
Dem fra min yndlings-shawarmabar
Mine fem seneste kærester
Den øvrige del af min familie
Mine første 50 venner på facebook


3. DE GULE & DE HVIDE 

ADOPTION:
At få bevilget forældremyndigheden over et barn, som ikke er ens eget, biologiske barn. At tage noget til sig, at optage noget. En person, som er adopteret, betegnes som et adoptivbarn. Også selvom vedkommende er langt over 40.

Man kan ikke være ‘adopteret’ i følge nudansk ordbog. Og den må jo vide det.

 

*

 

Kineser. Skævøje. Risgnasker. Hvad koster du? Hvad koster det at kneppe dig? Jeg så et tv-program om thailandske ludere i går. En af dem stak en slange op i fissen. Kan du også stikke en slange op i fissen? Kan du skrive mit navn med fissen? Heller ikke hvis jeg skriver det med blokbogstaver først? Jeg har engang været kæreste med sådan en som dig. Der fandt jeg ud af, at I er nogle rigtig søde nogen. Der fandt jeg ud af, at I er rigtig gode at kneppe, fordi I er ‘so fucking tight’ Fik jeg sagt det rigtigt? So fucking tight blev der sagt. Nu vil jeg gerne prøve en hvid, jeg sagde: Nu vil jeg gerne prøve en hvid. Det er jo meget bedre her, end dernede hvor du kommer fra. I har sådan noget mærkeligt hår dernede, hvor du kommer fra. I er jo mere brune i det dernede, hvor du kommer fra. I bliver jo ikke solskoldede dernede, hvor du kommer fra. Hvordan var det egentlig at gå nøgen rundt i det land, du kommer fra? Hvorfor svarer du ikke? Forstår du ikke dansk?!

Hvert spørgsmål starter en lavine indeni.
På hvert spørgsmål er der tusindvis af svar.
Hvor meget må man spørge en adopteret om?

Og hvor meget må en adopteret spørge om?
Må en adopteret for eksempel stille følgende spørgsmål:

Hvordan går pengestrømmen i en adoptionsproces?
Hvem betaler for hvad?
Hvem betaler hvad?
Hvad betaler for eksempel adoptivforældrene for?
Hvad betaler staten?
Hvem betaler staten til?

- Det er jo ikke interessant, synes du virkelig, det er interessant?

Hvorfor adopteres der kun fra fattige lande til rige lande og ikke omvendt?
Og kun så længe de fattige lande er fattige?
Hvorfor adopterer Vesten ikke børn til fx. Afrika eller Asien?
Hvor kan man finde en familie bestående af mørke adoptivforældre fra for eksempel Eritrea og en lille pige med lyst hår for eksempel 1 1/2 år gammel for eksempel født i Køge?

- Åh gud, nej, hvor synd! Og så i Afrika!

Hvis jeg køber en taske og elsker min taske, er det så stadig et køb?
Hvis jeg får en hund, og jeg betaler 700 kroner for at få den bragt fra Jylland til Sjælland, men ikke betaler for selve hunden, vil man så alligevel sige om mig, at jeg har købt hund?
Hvis jeg sælger oksekød og for at få det solgt, siger, at det er en uge gammelt, selvom det i virkeligheden er 3 måneder ældre, er det så urimeligt over for oksekødet?
Må en adopteret spørge:

- Nu synes jeg ærlig talt, du strammer den. Jeg synes ærlig talt ikke, at det er fair at sammeligne adoption af børn med køb af tasker og hunde og oksekød! Det er jo ikke fordi, vi køber TING; at vi tror, det er EN TING, vi har købt, der er jo ikke tale om et køb, du kan jo ikke sammeligne det med ET KØB!

Hvorfor kan Holt Adoption Services åbne et nyt projekt i Sydkorea næsten hvert år, men ikke have råd til at ansætte mere end 6 personer til at betjene godt 150.000 adopterede i postadoption service?

Hvorfor har Holt Adoption Services i flere tilfælde ændret fødselsdatoerne på børn, der skulle bortadopteres, så de fremstod yngre og dermed kom til at passe ind i den eftertragtede kategori: 0 - 1 år?
Hvorfor har Holt Adoption Services lavet fejl i næsten alle deres journaler?

- Du virker meget vred nu, synes jeg. Meget vred. Men jeg synes, du spiller en offerrolle. Og jeg kan faktisk ikke se, at det er relevant. Adoption er i langt de fleste tilfælde en rigtig god løsning; forældre der ikke har børn, og børn der ikke har forældre bliver parret, og der opstår nye familier. Og forældrene er endda i stand til at elske børnene, selvom der ikke er deres egne, biologiske børn. Og hvis jeg må sige det ærligt, så virker det mere som om, du selv har et problem, et personligt problem. Og jeg tror, det kunne være godt for dig at gøre noget ved det problem i stedet for. Og det tror jeg også, du selv ville blive glad for i længden.

Må en adopteret spørge:
Hvorfor tales der ikke offentligt om konsekvenserne af transnational adoption i Danmark?
Hvorfor lukkes ethvert forsøg på debat om transnational adoption ned efter 1 kronik og to læserbreve i Danmark?
Hvorfor er det så vanskeligt at få offentligheden til at interessere sig for transnational adoption i Danmark?
Hvorfor er det så problematisk at tale om de økonomiske aspekter ved transnational adoption i Danmark?
Hvorfor og hvorhen forsvandt de danske adoptionsselskabers enorme egenkapital på flercifrede millionbeløb, som DR Dokumentar påviste eksistensen af i 1997 i Danmark?
Hvorfor er der så mange børn adopteret fra Sydkorea i Danmark?
Har danskerne haft ualmindelig lav fertilitet i 70‘erne og 80‘erne, eller er man tilhænger af menneskehandel i Danmark?
Må en adopteret spørge:
Hvem betaler hvad til hvem og hvorfor?
Hvem betaler i sidste ende prisen?

Tudefjæs!


*

 

Jeg beklager 

Jeg ved godt at det kan gøre ondt på de hvide
det er ikke fordi jeg hader de hvide
at jeg taler om noget der kan gøre ondt på de hvide
men hvis ingen taler om det bliver det ved med at
gøre ondt på de brune og de gule og de sorte 

Der var engang hvor jeg aldrig talte om de gule med de hvide
jeg var gul med de gule og hvid med de hvide
jeg opdagede ved et tilfælde at det havde givet de hvide
et helt forkert billede af mig
De troede jeg var hvid med de hvide men også hvid med de gule
Da besluttede jeg mig for at være gul med de hvide også 

Dengang jeg begyndte at tale om de gule med de hvide
blev mange af de hvide først forskrækkede
nogle af de hvide havde anset mig for at være helt igennem hvid
og det gjorde dem meget kede af det at jeg nu tilsyneladende anså mig selv
for ikke at være hvid
de oplevede det som en pludselig distancering hvor jeg
ikke længere ville høre til dem og det blev de kede af
de syntes jo at os hvide hørte sammen 

Nogle af de hvide blev vrede på mig fordi de følte
at jeg talte om noget man ikke burde tale om - eller som var irrelevant -
fordi kærligheden er farveløs
og de følte at jeg anfægtede kærligheden ved at tale om noget
som var irrelevant at tale om
Nogle af de hvide blev vrede på mig fordi de følte
at jeg ved at tale om de gules vilkår anklagede dem, de hvide
Nogle af de hvide blev vrede på mig fordi de følte
at jeg ved at tale om de gules problemer gjorde de hvide til de skyldige
hvad de naturligvis også var
- men på et meget subtilt plan 

Nogle af de hvide blev kede af at høre om
hvordan de gule havde det og de syntes det var så synd for de gule
og de græd og de græd så det endte med at jeg måtte
trøste de hvide fordi de var kede af at de gule havde det så vanskeligt 

Nogle af de hvide nægtede at det var sådan som jeg sagde og
de mente at hvis de gule havde haft nogle
ubehagelige oplevelser med de hvide var der stor sandsynlighed for
at det havde været de gules egen skyld 

Da jeg begyndte at tale om de gule med de hvide
sagde nogle af de hvide til mig:

1. At de i hvert fald ikke var racister
2. At jeg var racistisk
3. At jeg var paranoid
4. At jeg overreagerede
5. At jeg skulle nøjes med at tale med de gule om det hvis jeg følte de forstod mig bedre
6. At jeg skulle passe på med ikke at blive for fokuseret på ‘det’
7. At det nok ville være godt for mig selv, hvis jeg ikke beskæftigede mig så meget med ‘det’
8. At ‘det’ jo nok var et personligt problem men ikke et generelt problem i samfundet
9. At det var rigtig synd for mig, og at jeg da skulle have lov til at tale om ‘det’ også selvom det var kedeligt/svært for dem at høre om.
 At de ønskede det snart gik over og jeg blev normal, så vi kunne tale om noget andet.

Dengang jeg besluttede mig til at tale om de gule med de hvide
gjorde jeg det fordi jeg troede det ville gøre mit liv nemmere
Jeg tænkte at i stedet for at være både gul og hvid
kunne jeg nøjes med at være gul
det ville gøre det nemmere for alle hvis jeg kun var én farve
og det ville fremfor alt gøre det nemmere for mig selv 

Jeg var jo ikke hvid - det må vi ikke glemme
Jeg synes derfor at det var fjollet at leve mit liv som hvid
når jeg nu ikke var det
og det forekom mig faktisk også at være selvbedragerisk 

Men jeg vil da godt indrømme
at hvis jeg havde vidst hvor lang tid det tog at tale
med de hvide om de gule så kan det godt være
at jeg var startet noget før for så kan det være jeg havde
været færdig. Nu. 

  

Foto og tekst af Joan Rang Christensen, f. 1976 i Sydkorea.
Hun er
 dramatiker og har fået produceret en lang række teater- og radioteaterstykker på bl.a. Det Kongelige Teater, Holbæk Teater, Østre Gasværk, Teater Grob og DR Radiodrama, senest forestillingerne “Den Hvide Mand” (2011) og Jazz, Love & Henderson (2012). 


Andre bidrag til QueerKrafts tema om kritik af international adoption:

Læs introduktionen til temaet og hør Maja Lee Langvad læse op fra sin kommende bog

Redaktion: 

Kommentarer

Vær den du har lyst til at være, og vær stolt af det. Det virker som om du leder efter en accept og at du er utilfreds med hvem du er. Når du så voldsomt kridter banen op og derefter skarpt deler holdene efter hudfarver, er du netop racistisk. Det behøver du ikke, du er velkommen uanset farve og kultur. Du kommer dog desværre aldrig til at bestemme hvad andre skal tænke når de møder dig.
Jeg er af den overbevisning at diversitet og tolerance skaber det bedste samfund. Efter at have læst dit indlæg fornemmer jeg en længsel efter en kulturel-tilhørelse og måske kan du finde den ved isolation med dine egne. Jeg håber du finder det du søger, og at du derefter vil bruge det til at skabe integration mellem kulturerne fremfor øget splittelse og frygt for at stille forkerte spørgsmål. 
Kun ved at stille alle de spørgsmål som du skriver, kan fordomme formanes. Selvfølgeligt er det dårlig stil at tale om andres særlige kønsorgan relaterede evner uden at kende personen godt, men denne type mennesker forstiller jeg mig at det er forholdsvis let at vende ryggen, uden at føle et tab (min fordom).

Tolerance og integration skal belønnes. Belønningen findes i selve handlingen. Integration har fået et dårligt ry, mange tænker på danskhedstest og ghettobander, men det har intet med integration at gøre. Integration betyder evner til at tilpasse sine egne kulturelle og genetiske særheder ind i samfundet på en hensigtsmæssig måde. Man skal som et minimum ønske at være en del af samfundet. At være en del af samfundet betyder ikke at man skal give afkald på alle sine værdier og hele sin kultur. At være en del af samfundet betyder at man respekterer alle andre, som også vil være en del af samfundet, og samarbejder om at forbedre samfundet.  

Det var et spændende indlæg, og jeg håber du finder hvad du søger. Jeg vil tilslutte mig koret, som siger at du i det skrevne fremstår racistisk men det er også tilladt.

Det er underligt med pengene både hvor de kommer fra og hvor de forsvinder hen. Jeg tror ikke at nogen har adopteret for at være onde mod barn, original familien eller samfundet. Man undres over at systemet ikke er bedre end det er. Og det kunne være spændende hvis DR laver en opdatering af det gamle tv indslag. 

"Tolerance og integration skal belønnes. Belønningen findes i selve handlingen. Integration har fået et dårligt ry, mange tænker på danskhedstest og ghettobander, men det har intet med integration at gøre. Integration betyder evner til at tilpasse sine egne kulturelle og genetiske særheder ind i samfundet på en hensigtsmæssig måde. Man skal som et minimum ønske at være en del af samfundet. "

Hvem bestemmer hvad "integration" er? Hvem bestemmer, hvornår ens tilpasning er hensigtsmæssig? Hvilket samfund er det man skal ønske sig at være en del af? Findes der kun ét samfund, og i så fald, hvem definerer, at det er et samfund?

På hvis præmisser skal integrationen foregå? Hvilken belønning får man, når man er blevet integreret, og af hvem bliver man belønnet?

Jeg har skrevet min definition på integration så klart, som jeg synes det kan skrives, men jeg kommer gerne med et eksempel. Du skal som minimum have lyst til at være en del af samfundet. Har du ikke lyst til at være med i samfundet er integration ikke relevant. Alle, uden undtagelse, kan bidrage til samfundet, og jeg tænker ikke på økonomisk bidrag eller på at skubbe til en bautasten. Jeg mener at alle kan bidrage til at skabe et samfund, som er levende og kulturelt udfordrende og stimulerende. Hvis du som ordblind, gul og pukkelrygget ikke mener at du kan bidrage, så er du blev fejl informeret. Du må reflektere over hvad, du synes samfundet mangler som du kan bidrage med. Det kan være at det er en gul, pukkelrykket mand som spiller mølle i parken, der mangler eller en ivrig debattør i fiskebutikken. Du kunne spørge din nabo om han har brug for hjælp til at lappe en cykel eller yde frivillig lektiehjælp på biblioteket. Det er komplet ligegyldigt hvad du fortager dig i integrationens navn, så længe at du respekterer andre, som også forsøger at skabe et samfund. Eksempelvis byhaven i Nørrebroparken. Fantastisk ide, de virker glade, dem som arbejder der. Hvis jeg mener at jeg gerne vil deltage kan jeg deltage, men hvis jeg ønsker mere beton i byen og en masse skate-ramper, bør jeg finde et andet sted end lige i byhaven, til at arbejde for mit samfundsforbedrende projekt med beton i byen.

Ok, det blev måske ikke mere klart, men budskabet er at det ikke er monetær værdig vi skal skabe, men glæden ved i fællesskab et bygge utopia vi skal nyde. 

Hvilken belønning? Det er den bedste løn i universet. Ved succesfuld integration og tolerance vinder man ligeværdigt selskab.

undskyld mand, måske er det mig der er retarderet men det lyder som en seriøs personlighedsspaltning du har rodet dig ud i der. Kan du ikke bare være dig selv ? Jeg mener fuck, hvis du holder fast i at hudfarven har en betydning for den måde du opføre dig på så fastholder du selv nogle ret flippede og dødsyge holdninger.

"Hvor kan man finde en familie bestående af mørke adoptivforældre fra for eksempel Eritrea og en lille pige med lyst hår for eksempel 1 1/2 år gammel for eksempel født i Køge?" 

Det spørgsmål forklarer vist præcist, hvorfor international adoption er så massivt omgærdet af tabu. Ingen har lyst til at sige højt, at det da er synd for de små børn, hvis de skal bo i Afrika(!). Ej heller har nogen lyst til at sige hvorfor det er synd for de små børn.

Seneste blev tabuet tydeligt i forbindelse med Politikens fokus på 12-14 årige Amy, der ikke måtte bo hos sine plejeforældre efter at hendes adoption fra Etiopien til en dansk familie i Næstved gik helt skævt. 'Man må ikke bare tage nogen andres barn,' udtalte Amys adoptivforældre til Politiken. Udsagnet blev til en overskrift i avisen, men ingen journalist eller debatør fandt anledning til kritisk at spørge, hvordan det udsagn hænger sammen med at Amy og hendes lillesøsters syge mor og øvrige familie jo faktisk går lyslevende - og ludfattige - rundt i Etiopien. Ingen tør spørge, hvorfor der ikke er nogen der hjælper Amys familie så de igen kan tage sig forsvarligt af hende og lillesøsteren. Eller hvorfor Amys mors breve til sin datter i det fjerne land ligger utilgængelige for Amy på det danske adoptionskontor? De spørgsmål er eksplosive, når tusindvis af håbefulde adoptanter står på venteliste for en dag at opnå familielykken i form af et lille brunt, sort eller gult barn, hvis hudfarve alle bedyrer, at de skam opfatter som 'hvid'.

Jeg forstår det godt, tabuet. Jeg har mere end en gang fået tårer i øjnene, når jeg i fjernsynet har set optagelser af forældre, der for første gang får deres længe ventede lille barn i armene i lufthavnen - eller på et børnehjem et sted langt væk fra Danmark. Endelig - efter alle de år og al den sorg, usikkerhed og længsel!

Hvem har lyst til at spolere den lykke?

@Solvind: Det er lidt mærkeligt, at når én påpeger racisme (som altså rammer folk som 'har' bestemte racer og ikke tilfældigt), så er vedkommende racist.

Jeg vil definere racisme, som en struktur, som skaber ulighed, som udgrænser en eller flere grupper af mennesker. En struktur, som har styrket kapitalismen og de dominerende historisk og aktuelt. Når denne struktur (altså racismen) skal retfærdiggøres, så peger man på racer (altså påstanden om, at nogle folk f.eks. er anderledes genetisk, evolutionært eller lignende). Således skaber racisme racer og ikke omvendt. Racerne bliver så at sige til når man skal 'retfærdiggøre' eller muliggøre ulighedskabende og udbyttende systemer (typisk forklaret som slaveri, kolonisering, apartheid). 

Sålænge der er racisme er der racer og racismen forsvinde ikke ved at vi tier stille.

Men racismen er ikke kun tilstede i de mest ekstreme versioner, som slaveri, kolonisering, apartheid. I denne tekst af Joan Rang, synes jeg at forfatteren viser, hvordan racismen føles, mærkes og skabes i et samfund, hvor hvidhed ikke ses, mens andre racer italesættes, problematiseres, eksosiseres, feticheres osv. osv. 

På den måde er det ret tragisk-komisk, at du kalder forfatteren for racistisk. Når forfatteren i teksten prøver at påpege hvordan racismen virker. Det er en, tror jeg, typisk privilegeret måde at affærdige spørgsmål om racisme på: Argumentet bliver noget a'la "Hvis du nævner, hvordan racismen virker, så er du racist. Hvis du ikke snakker om racisme, så forsvinder racismen".

Men hvis vi ikke snakker om det, så forsvinder racismen altså kun fra dem, som ikke mærker racismen (de hvide), mens de andre blot bliver frataget deres sprog for at tale om urimeligheder og udgrænsning (som altså virker på rigtig mange måder - hvilket teksterne af Joan Rang og Maja Lee Langvad er stærke beretninger om).

I den neoliberale fortælling om, at vi bare kan tage os sammen, så kan vi blive alt er stærk. Hvis du bare vil, så kan du integreres. Jeg er ret sikker på, at det kun er os hvide, der ikke mærker hvordan racisme virker (og hvordan ordet integration i en dansk sammenhæng er nærmest en til en med neoracisme (=racisme, som påstår ikke at være racisme, fordi den fornægter race og hænger racismen op på kultur, religion eller lignende)), der har luksusen at tro på den fortælling om "fri vilje". Hvis du går ned at Nørrebrogade med en krop, som ikke bliver set som en hvid krop, så kan du mærke racismen, når politiet stopper dig og tjekker dig for våben eller stoffer. 

Når du bliver råbt efter på gaden fordi folk forventer en bestemt opførsel eller noget fra dig, på grund af den race du bliver tilskrevet, så er det racisme. Når jeg ikke bliver kropsvisisteret, råbt af eller på anden måde mærke min race når jeg er til fest eller når jeg går på gaden, så er det fordi jeg har det nemmere som hvid.

Eller når jeg kan tænde for tv, gå i biografen og se nyheder, og de ting faktisk handler om mig - at det er mennesker der ligner mig, har haft den samme opvækst som mig, har det samme sprog som mig, har den samme slægtskabsstruktur som jeg, og jeg kun behøver at se de andre, når det er som problemer, som eksostisk spændende, som nogen jeg skal redde eller foragte, så er det faktisk en af måderne hvorpå racisme virker. (Men det kan være svært at se, når det hele ligner mig selv.)

Jeg synes faktisk, at Joan Rangs tekst viser den struktur ret godt i den sidste del,  hvor jeget i teksten ender med at trøste de hvide. Så, Solvind, prøv lige at læse teksten én gang til, no?

Og så alt det pjat med integretion og Nørrebro Bypark. Ikke fordi jeg vil negligere eller på anden måde sige noget som helst skidt om alt det fede arbejde, der gøres af frivillige og ansatte rundt omkring f.eks. på Nørrebro. Men hey, racismen bekæmpes ikke ved at de hvide og de brune og de gule holder hinanden i hånden og smiler og leger lykkelige multikulturelle gode medborgere, som kommunen kan reportere til statens racistiske apparat om.

Racismen fungerer også ved netop konstant at udpege bestemte byområder og bestemte grupper som problematiske og i brug for kærlige omfavnelser. Sålænge vi ikke er villige til udpege og tage ansvar (lave reelle forandringer) i hvidhedsprivilegier, så ændrer vi ikke noget. 

En start kunne være at læse de erfaringer, som generøst gives af folk som mærker racismens virkemåder. Og tage det alvorligt og reagere på dem.

Angrebene på Joan Rang Christensens tekst og person er desværre anskuelsesundervisning i hvor præcis hendes analyse er. Til fx Lupus's kommentarer om "personlighedsspaltning" etc og lignende patologiseringer af kritikken og kritikkerens person, kan man f.eks. dårligt sige det bedre end ved Joan Rang allerede har gjort:

"Nogle af de hvide nægtede at det var sådan som jeg sagde og
de mente at hvis de gule havde haft nogle
ubehagelige oplevelser med de hvide var der stor sandsynlighed for
at det havde været de gules egen skyld 

Da jeg begyndte at tale om de gule med de hvide
sagde nogle af de hvide til mig:

1. At de i hvert fald ikke var racister
2. At jeg var racistisk
3. At jeg var paranoid
4. At jeg overreagerede
5. At jeg skulle nøjes med at tale med de gule om det hvis jeg følte de forstod mig bedre
6. At jeg skulle passe på med ikke at blive for fokuseret på ‘det’
7. At det nok ville være godt for mig selv, hvis jeg ikke beskæftigede mig så meget med ‘det’
8. At ‘det’ jo nok var et personligt problem men ikke et generelt problem i samfundet
9. At det var rigtig synd for mig, og at jeg da skulle have lov til at tale om ‘det’ også selvom det var kedeligt/svært for dem at høre om.
 At de ønskede det snart gik over og jeg blev normal, så vi kunne tale om noget andet."

Well pointen var sådan set at hvis du selv begynder at opføre dig anderledes alt efter hvilken hudfarve folk har så bliver du ligeså meget en katalysator for racisme. Så acceptere du jo at hudfarven har betydning. Så bær du din egne forventining er og fordomme med dig ind i alle nye realtioner osv. 

Det er min erfaring som mand i et typisk kvindefag, jeg er pædagog og jeg har haft sorte, brune, gule og hvide kollegaer og venner af begge køn. Det nemmeste og bedst du kan gøre er bare at være dig selv. Det med at have forskellige facader alt efter hvem man er sammen med bliver sq opslidende i længden både for dig selv og dine omgivelser der strengt taget ikke ved hvor faen de har dig. 

Det her er også meget abstrakt lad os dog få nogle konkrete eksempler på bordet, hvad er det man kun kan tale med folk man deler hudfarve med om ?

Til Lupus:

"Så accepterer du jo at hudfarven har betydning", skriver du. Men hudfarve har betydning! Ikke på den måde, at sorte og hvide fødes med forskellige egenskaber. Men sorte og hvide behandles forskelligt i samfundet - det kaldes også for racisme. At benægte dette medvirker til at opretholde racismen som struktur, fremfor at afskaffe den.

Som minoritet kan det føles vigtigt og nødvendigt at være sammen med andre, som man deler minoritetskategori med. Måske for at dele erfaringer om den konkrete racisme, man konfronteres med som ikke-hvid i et hvidt samfund. Og måske fordi, at man i et sådant fællesskab får en mulighed for at ikke at føle sig 'anderledes' - som i forkert, ikke-troet på, offer-agtig, fortsæt selv listen.

Joan Rang har skrevet en kunstnerisk tekst, som formidler nogle af de erfaringer, man kan have som ikke-hvid i dette samfund. Hvorfor ikke lytte og lære af, hvad hun har at sige i stedet for at gå til modangreb?

Hvor gennemført racismen er, synes jeg bliver tydelig netop i manglen på interesse for transnational adoption - eller rettere sagt - det indsnævrede fokus i denne debat. Her er Amydebatten præcis et super eksempel. Jeg synes i den sammenhæng, at denne kronik fortjener et link.

Hvordan den offentlige debat omkring det her emne - eller manglen på samme - skal tolkes, kan der være mange bud på. Et bud kan være, at dette er tegn på, at den del af middelklassen, som har råd til at adoptere (og som nødigt føler skyld i den forbindelse), dominerer mediernes billede af, hvem "vi" er og hvad "vi" skal bekymre os om.

Et andet bud kunne være, at dette er tegn på, at selv de humanitære organisationer, som ellers er rigtig gode til at råbe medierne op (jvf. kronikken fra linket ovenfor) har aktier i denne interesse - og derfor spiller med på den. Når humanitære organisationer lever af donationer, lever de også af den type gennemmytologiserede fortællinger, som passer perfekt til kampagnemateriale. Fortællinger om at der findes perfekte ofre ude i den store verden, som netop kommer til at fremstå så perfekte, fordi de fremstilles som objekter uden historier og uden sociale relationer. De kan tilsyneladende "reddes" med et enkelt greb, der kan omsættes til et bestemt beløb. En adoption. Eller en simpel militær indgriben. Eller en indbetaling via sms.

 

Being American, I can fully understand much of what Joan is saying. it's not the severe racial/ethnic strife that you see in America (especially in the past), Rwanda/Burundi or Israel, it's the subtle white priviledge and stereotyping of a person that can be terribly damaging to one's psyche.  I started out in the United States Virgin Islands where Blacks I knew were middle class with large homes, multi-hued and well educated. When I returned Stateside I realized we were not ALL the same-mostly because everyone kept reminding me.  I believe the reminders for Joan were not as obvious as a cop letting me know he could kill me with impunity or little old ladies clutching their purses as I walked by with my goofy taped-up glasses and bag full of comic books, but it was definatley made obvious to her REGULARLY throughout her life.  A combination of being absent on TV, in the streets isn't quite enough to evoke negative feelings, but thinking her pussy is for sale simply because she is East Asian would not be an issue-if it only happened once. 

 

Being American, I can fully understand much of what Joan is saying. it's not the severe racial/ethnic strife that you see in America (especially in the past), Rwanda/Burundi or Israel, it's the subtle white priviledge and stereotyping of a person that can be terribly damaging to one's psyche.  I started out in the United States Virgin Islands where Blacks I knew were middle class with large homes, multi-hued and well educated. When I returned Stateside I realized we were not ALL the same-mostly because everyone kept reminding me.  I believe the reminders for Joan were not as obvious as a cop letting me know he could kill me with impunity or little old ladies clutching their purses as I walked by with my goofy taped-up glasses and bag full of comic books, but it was definatley made obvious to her REGULARLY throughout her life.  A combination of being absent on TV, in the streets isn't quite enough to evoke negative feelings, but thinking her pussy is for sale simply because she is East Asian would not be an issue-if it only happened once. 

 

Annonce