Annonce
Om Ole Birk Olesens fornemmelse for skat
Selskabsskatten er ikke en udgift, men betales af profitten. LA's Ole Birk Olesen vil gerne have det til at se ud som om, den er en omkostning, der hindrer investeringer. Men det holder hverken teoretisk eller i praksis, når man kigger på den danske selskabsskat.
Liberal Alliances folketingsmedlem Ole Birk Olesen og SF’eren fra EU-parlamentet Emilie Turunen diskuterede forleden nye arbejdspladser i EU (DR P1 Debat vist i en tidlig Deadline udsendelse (Del 1-2, se podcasten http://www.youtube.com/watch?v=u_0AJ9Kfywk).
Hurtigt drejede vor liberale helt Ole Birk Olesen (OBO) debatten ind på det høje omkostningsniveau hertillands. Den bedste måde at sænke det på sker iflg. ham og hans parti ved at nedsætte skatterne.
Skatten er nemlig ifølge OBO en udgift eller omkostning - det svinger lidt - for det private erhvervsliv.
Så spørgsmålet er, om det er skatten, der er en omkostning, eller statens skattefinansierede udgifter, der i sidste ende pålægges den private sektor.
Mere korrekt er det at sige, at disse udgifter til dels afholdes af profitten og derfor ikke er en omkostning, men en omfordeling. Derudover består langt den største del af statens indtægter af moms, indkomstskatter, grønne afgifter og - heldigvis til en vis grad - af Nordsøoliebeskatningen, der hovedsagelig er en royalty, dvs. betaling for udnyttelse af en ressource ejet af staten.
OBO kommer med den mærkværdige påstand, at Danmark var rigere for 50 år siden, da skattetrykket var halvt så højt som i dag.
Tal fra Danmarks Statistik viser, at skattetrykket i 1965 var på 29,5%, mens det i dag er på 46,7%. Det var altså 63% af det nuværende skattetryk dengang for 47 år siden.
Selskabsskatterne udgør i dag 3,2% af BNP mod 4,4% i 2006, så med OBOs formidable logik ville man vel kunne sige, at de er faldet med 27% i forhold til BNP på blot 6 år.
De 3,2% af BNP stammer altså fra de 25% (sat ned fra 28% i 2007), som virksomhederne skal betale i selskabsskat af deres overskud. Men er det en byrde for virksomhederne?
Et lille kursus i, hvordan virksomhedsskatten beregnes, ville være nyttigt for OBO og mange andre.
Virksomhederne stræber mod at få så højt EBIT (’earnings before interest and taxes’) som muligt. De skal helst hente over 20% hjem, ellers bliver børsen skuffet.
EBIT, det primære driftsresultat på dansk, fremkommer, efter alle omkostninger plus skattemæssige afskrivninger er trukket fra. Imidlertid står firmaerne i den suppedas, at EBIT på den ene side helst skal være høj, for så ser driften profitabel ud, men den skal også helst være lav, for der skal betales virksomhedsskat af driftsoverskuddet, dog først efter yderligere fradrag af renter og ekstraordinære udgifter.
Store virksomheder løser dilemmaet ved at ændre på deres struktur og fordeling af omkostningerne mellem forskellige lande.
De største omkostninger plantes dér, hvor der er den højeste efter-EBIT skatteprocent. Dette motiverer til skabelse af transnationale virksomheder, der kombinerer direkte outsourcing af produktionen til lavtlønsområder med fastholdelse af højtlønnede funktioner i moderlandet.
Men der skal noget tredje til. Bedst er det at indregistrere koncernen i et caribisk skatteparadis eller på den engelske kanalø Jersey, så profitten fra outsourcingen af produktionen kan lægges dér, mens omkostningerne til de højere lønninger, husleje, renter og afskrivninger så vidt muligt afholdes af datterselskaber i lande som Danmark, således at driftsresultatet dér falder til 0. Så er den cirkels kvadratur løst.
Den danske virksomhedsskat er heller ingen hindring for investeringer, da slet ikke for firmaer, der helst ikke vil have et overskud hertillands, for afskrivninger trækkes jo fra for at finde EBIT.
Det er en del af 2012 skattereformen, at 115% af anskaffelsessummen til nye driftsmidler kan afskrives over en fireårig periode. Tilbuddet gælder for nye investeringer inden udgangen af 2013. Man kan nemt forestille sig forsøg på at få lavet nogle lokumsaftaler om, hvad prisen lige er på de nye maskiner osv.
Men mange multinationale, der opererer her i landet, har allerede investeret pænt iflg. deres regnskaber, kun mærkeligt, at det ikke giver sig udtryk i en bedre økonomi.
Her kunne OBO måske indvende, at hvis selskabsskattesatsen lå på 12,5% som foreslået af Liberal Alliance (LA), ville ovennævnte form for skatteflugt mindskes.
Det er absolut ikke sikkert, for de kreative koncernstrukturer skal jo helst føre til betaling af 0%. Pudsigt nok hører man aldrig fra LA toner om, at de højerelønnedes indtægter er for høje, det kunne ellers være næste skridt i tankegangen om at skabe arbejdspladser i Danmark. Nej, her lyder altid kun melodien om at tiltrække talenter, og topskatten skal helst helt fjernes.
Makroaspektet af skatter er, at de er med til at finansiere den velfærd, uden hvilken flertallet ville leve miserable liv.
Hvis man f.eks. går over til sundhedsforsikringer i stedet for skattefinansierede sundhedsudgifter, ville virksomhederne være nødt til at gå ind og (med)finansiere dem, som man så i den ekspansive epoke i USA (tænk på General Motors og Ford), noget de nu prøver at vikle sig ud af.
Og det omendskønt forsikringerne er fradragsberettigede omkostninger. Obamas sundhedsreform er et svagt skridt i retning af større statsstøtte til sygeforsikringer, også til dem uden for arbejdsmarkedet.
Det er svært at se OBOs forslag om lavere skat på profit og relativt lavere statslige udgifter som andet end et ønske om at tage ydelserne fra folk, som de er flest, selvom det naturligvis hedder sig, at det drejer sig om arbejdspladser.
Desværre ser man altså allerede nu megahøje koncernprofitter uden investeringer i hjemlige arbejdspladser – med eller uden betaling af høj selskabsskat.
Emilie Turunen trådte vande over for OBOs argumenter. En skam, hun ikke har lært de her almindelige regnskabslektier. At Ole Birk Olesen ikke har, er ikke så mærkeligt: han har jo slet ingen interesse i ikke at rode rundt i begreberne.
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Annonce
Debat
Annonce
Annonce
Kommentarer
Hej Karen
Det er en del af 2012 skattereformen, at 115% af anskaffelsessummen til nye driftsmidler kan afskrives over en fireårig periode. Tilbuddet gælder for nye investeringer inden udgangen af 2013. Man kan nemt forestille sig forsøg på at få lavet nogle lokumsaftaler om, hvad prisen lige er på de nye maskiner osv.
Ja, helt enig. Der er et indbygget incitament til at snyde. (jeg medtager ikke denne ordning nedenfor)
Det er svært at se OBOs forslag om lavere skat på profit og relativt lavere statslige udgifter som andet end et ønske om at tage ydelserne fra folk, som de er flest, selvom det naturligvis hedder sig, at det drejer sig om arbejdspladser.
Du fokuserer meget på virksomhedsskatten, men den er ikke så relevant. Som du selv skriver beregnes fra overskuddet og jeg går ud fra du selv ved du er lidt polemisk, når du sammenholder andelen af BNP mellem et kriseår og et højkonjunktursår :-)
Din pointe synes at være, at skat kun betales af overskud, så derfor er det ikke en fordyrrende omkostning for virksomheder, men det er det på flere niveauer.
Hvis en virksomhed investerer 5 millioner med henblik på at kunne tjene 1 million, så er risikoen den samme uanset om skatten er høj eller lav. Ved høj skat bliver afkastet/gevinsten lavere i tilfælde af succes. Ligeledes vil der fære færre penge at geninvestere.
Du vil så hævde at skatteaktiver kan modregnes, men det hjælper jo ikke hvis man ikke tjener penge på andre aktiviteter.
Personskatten fordyrrer leveomkostninger og dermed lønninger og dermed produktionspriser. Det virker på alle niveauer og gør Danmark til et af verdens dyreste lande.
Danske virksomheder skal betale højere løn, fordi deres ansatte betaler højere skat og de ansatte skal betale mere for deres varer, fordi deres varer produceres af ansatte der ligeledes skal tjene mere qua høj skat. Det kunne måske virke i et lukket kredsløb, men danske virksomheder er i konkurrence udlandet, hvor konkurrenten kan have lavere lønomkostninger mens deres ansatte stadig har samme købekraft.
Når du skriver at det bare handler om at tage ydelser fra folk, så synes jeg du underkender at overførselsindkomsters størrelse naturligvis sætter en grænse for hvilke jobs folk kan/vil tage.
Så jeg er altså helt enig med OBO - og det havde jeg stadig været selvom han var i et andet parti en LA :-)
@Jesper G, Tak for dit modindlæg holdt i en pæn tone.
Min fokusering på virksomhedsskatten stammer fra OBO, selvom han ikke er så klar i mælet. Og LA har jo vitterlig lavet det her forslag om at nedsætte virksomhedsskatten fra 25% til 12,5% og lader til at mene, det er vigtigt.
Men til dit centrale argument: hvis en virksomhed investerer 5 million for at tjene 1 million, men ikke gør det. Til det er der at sige, at det kun er, hvis der er et overskud, der betales virksomhedsskat. Fremkommer de 1 million eller et andet beløb ikke, er der intet at betale i skat. Formentlig mener du også 1 million om året, dvs. at de 5 million tjener sig ind over 5 år (der er selvfølgelig mange mellemregninger). Profit er ikke en risikopræmie (selvom borgerlige økonomer gerne vil have det til at se sådan ud), den er en del af realiseringen af det, der er produceres, og som giver et overskud i forhold til omkostningerne. Det er ikke et nulsumsspil, hvor nogle modige blot skal have lidt mere af samme kage.
Tilbage til virkeligheden, som den tegner sig for vore aktører: virksomheder investerer normalt kun, når de er sikre på profit. Både solide og ærlige virksomheder og fupvirksomheder, der kan låne og finansiere sig selv fantasifuldt og skyde riskoen over på andre. Konkursryttere og selskabstømmere f.eks. Pointen er, at alt hvad der kan løbe og gå trækkes fra - og det for alle virksomheder, før de betaler en procentsats, altså en proportion af overskuddet. Du kan synes, at det er en heroisk gerning at investere, men det drejer sig om kolde fakta. Det er en del af vores system, ligesom det i vor kapitalistiske tidsalder har været gængs, at virksomhederne ud af profitten - eller merværdien for at tale marxsk - skulle dele lidt ud til renter (som de jo nu så oven i købet kan trække fra i skat) og jordleje.
Så kommer spørgsmålet om arbejdskraftens reproduktionsomkostninger. Hvis staten er med til at varetage uddannelse, er det vel kun rimeligt, at den produktivitetsgevinst også medfinansieres af virksomhederne, der nyder godt af den. Preben Wilhjelm har skrevet - djævlens advokatagtigt vel nok - om brugerbetaling på ingeniører. "Hvis en ingeniøruddannelse efter 9. klasse har kostet det offentlige 600.000 kr., bliver den årige afgift på en ingeniør 20.000 kr. i faste priser. Man vil igen himle op om, at det svækker konkurrenceevnen; men hvis liberalisterne selv tror på deres forgudede markedsmekanisme, vil afgiften naturligvis medføre, at ingeniørens løn falder tilsvarende. Det offentlige mister skat fra ingeniøren, men får til gengæld afgiften...." (Krisen og den udblevne systemkritik, s. 58). Det mener PW naturligvis er absurd og noget videre administrationskrævende, kan man tilføje. Pointen er jo, at der er ting og menneskelige udgifter, der skal bekostes, når man bor i et højtudviklet samfund. Pølse for, pølse bag.
Nedsættelse af lønomkostningerne vil også have som følge, at vi bliver mindre produktive, for så er der noget af niveauet, der forsvinder. Det med at de ansatte skal betale mere for varerne med de høje lønninger passer jo ikke: vi lever jo nu engang i en globaliseret verden, og relativt ser er mange priser faldet i de forløbne år. Derfor er reallønningerne heller ikke faldet så meget, som det ser ud til, for vi får i grunden mere for de samme penge, tænk billigt tøj. Det er services, der har en tilbøjelighed til at stige i pris, ja og landbrug og energi. Og det er ikke produktionsomkostningerne, der regerer her.
Der var en overgang for et par år siden økonomer, der blev helt bekymrede over deflation. Dette fald i internationale priser, kunne man sige, har været med til at gøre produktion hertillands ukonkurrencedygtig. Men de store danske virksomheder henter nu enorme profitter hjem på den måde de opererer på - der er flere produktionsarbejdere i danske virksomheder i udlandet end her. Så realiteten er, at danske (og andre højtudviklede landes) virksomheder producerer uhyre meget, det er blot ikke i deres hjemlande. Vores interesse er at hæve niveauet for alle på globalt plan i stedet for et 'race to the bottom'.
En anden pointe er jo, at de sandt rige dejlig nemt kan tage til Jersey og leve fyrsteligt dér for de her profitter, der helst går ubeskattede derhjemme, men hulk, nu skal de af med 20% i indkomstskat.
Lad mig lige tilføje, at små virksomheder har svært ved at investere 5 millioner: de kan ikke låne dem, risikovurderingen er nådesløs. Så det er de store, der kan. For nogle år siden også landbruget. Hvis du gerne vil gavne risikotagningen skal det vel være via lånegarantier for småvirksomheder og ikke via en skat, der kun kommer, når der er succes.
En lille skatteteknisk pointe skal lige nævnes. En formentlig utilsigtet konsekvens af den lave virksomhedsskat for små virksomheder, de bittesmå. De kan også komme ind under virksomhedsskatteordningen for det overskud, de ikke forbruger. Dvs. i stedet for personskattesatsen på 42% (f.eks.), kan de nøjes med at betale 25%, altså kun af overskuddet, og så oven i købet komme ned på en lavere personskattesats. Men når de så senere bliver nødt til at trække de opsparede beløb ud til konsum, skal de beskattes til indkomstskattesatsen. Se, det er da synd, ikke? Og intet af det her har noget med investeringer at gøre.
Da jeg studerede på AaU's SamfBasis, var det almen viden, at selskabsskatten reelt var meget lavere, end den trækprocent, der blev brugt fra de borgerlige debattører og kronokøres side, da der jo er fradrag for alverdens investeringer i fremtidige projekter, udflytninger til u-lande og for opsparing på diverse konti.
I lærerbøgerne stod der at læse, at sådan var det bere, og at det reelle skattetryk lå tættere på de 18 % end på 27 %... (Man kan tjekke den slags fakta gennem Danmarks Statistik og og EuroStat...)
I de sidste par år, hvor vi har haft krise, er der sket noget besynderligt. Opsparingsgraderne for de enkelte virksomheder er generelt steget. På et seminar i enhedsliste-regi, blev denne udvikling gennemgået (af bl.a. MF Chr. Juhl, m.fl.) og diskuteret, for udviklingen synes at minde om et paradoks i forhold til den evindelige borgerlige glammen og jamren fra Radikale og videre ud mod V, K og LA. I en tid med krise, sparer de største danske virksomheder omkring 16 % af EBIT op. Tallet er fra 2010, og noget tydede på, at tallene for 2011 og 2012 vil være op imod 20 % af EBIT. Dette skal ses i forhold til normaltilstanden, hvor der regnes med høj opsparingsgrad, når denne ligger på 2-4 %... Og her taler man under højkonjunktur og ikke som nu, hvor vi har recession og krise... Så hvor fanden kommer alle de penge fra? Og hvorfor er de ikke drevet ind i statskassen? Det borgerlige mantra er jo, at der ikke er penge nok, men der er jo for pokker mange milliarder lagt til side på diverse opsparinger i de største virksomheder. Det drejer sig om så mange penge, at det ligner skattespekulation og -undragelse.