KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
anmeldelse
1. juni 2012 - 15:00

Terry Eagletons Marx

"Why Marx Was Right" fortjener læsere, som ikke går af vejen for at arbejde kritisk med en givende tekst.

Terry Eagleton (født 1943, opvokset i et arbejderhjem) er med sine religiøse rødder og sit filosofiske udsyn en af dagens førende britiske litteraturteoretikere og -analytikere; samtidig er han en af de toneangivende socialistiske stemmer i Storbritannien.

Han erklærer selv, med et let forbehold, at han finder det rimeligt at kalde sig marxist.

Eagletons tohovedede projekt

Med Why Marx Was Right har Eagleton begået en ejendommelig bog, der prøver at sætte sig mellem to stole. Den skriver sig ind i den apologetiske tradition, der går ud på at tilbagevise angreb på en bestemt lære eller forestillingsverden, her altså den marxske.

Men han skelner ikke eksplicit mellem den og de senere marxismer, som beror på tolkninger af Marx, ligesom der ikke tydeligt sondres mellem Marx og Engels. Bogen er ahistorisk. Man får ingen fornemmelse af Marx i hans samtid (som var ret forskellig fra vores!), ligesom kronologi ikke interesserer Eagleton.

Derved skabes et indtryk af en udflydende samtidighed mellem udsagn fra flere forskellige tekster: dels de marxske og dels de efter-marx’ske i den marxistiske tradition samt tekster fra den øvrige europæiske kulturtradition.

For litteraten Eagleton er der ligefrem tale om en sammenhængende stor-tekst. Af den øser han sit apologetiske arbejde.        

Eagleton forsvarer Marx ved at konstruere ti forskellige aktuelle indvendinger, som hver især danner oplæg til bogens ti kapitler, hvor han prøver at gendrive dem en for en.

Af de ti indvendinger (at marx(ismen) er forældet, utopisk, materialistisk, voldelig, undertrykkende, tyrannisk, etc., etc.) rettes kun en mod Marx selv, de øvrige ni mod marxismen.

Udover at ville levere forsvar mod de konstruerede indvendinger mod Marx har bogen tillige et andet formål, nemlig – som også kundgjort i forordet – at give en klar, tilgængelig indføring i hans tænkning, beregnet for læsere, der ikke er fortrolige med den.

Denne dobbelte hensigt – dels at ville gendrive de indvendinger Eagleton selv har konstrueret, dels at ville levere en sammenhængende introduktion til de store og stærke linjer i Marx's forskelligartede ytringer – er ved at få bogen til at knække.

Hvem har Eagleton egentlig i tankerne: modstanderne, der skal overbevises, eller den interesserede, der skal indføres i emnet?

Hvad Eagleton udelader, og hvad der er med, er ikke bestemt af hensynet til den læser, der søger elementær oplysning, men af gendrivelsens argumentation, der henter sit stof fra hist og pist – og udelader, hvad der ikke passer ind.

Selvom det ikke er ualmindeligt, at økonomien underspilles i bøger om Marx, står det her ligefrem sådan til, at Marx's ufuldendte hovedværk ”Das Kapital” ikke får nogen samlet behandling, ligesom der ikke redegøres ordentligt for så centrale begreber som vare, værdi, merværdi (profit).

At den lovede indføring lider overlast i Eagletons tohovedede projekt, betyder imidlertid ikke, at han har skrevet en dårlig bog.

Eagletons Marx – Eagletons marxisme

Eagleton ser hverken Kapitalen, Bibelen eller nogen anden tekst som hellig. Enhver kan vælge, hvad der forekommer plausibelt. Selv befrier han diskret Marx fra en del efterfølgende marxisme, inklusive Engels' forsøg på at gøre hans tanker til en altomfattende filosofi, der spænder fra generel livsanskuelse over videnskabsteori til historieopfattelse. Dermed kan der måske ryge noget Marx af panden; men det skaber en vis klarhed.

Hos Eagleton ses Marx's tankegang nemlig hverken som den store teori om altings sammenhæng eller som en drøm om et fuldkomment samfund uden lidelse og sorg.

Den handler om menneskelige vilkår: tilværelsens fundamentale væsen og muligheden for en radikal ændring af de forhold, hvorunder mennesker lever og handler, en omvæltning, der strækker sig over længere tid.  

Eagleton ser naturligvis, at Marx's kant mod den hidtidige europæiske materialistiske teori er lige så tydelig, som den afstand, han har lagt til den idealistiske filosofi.

For Marx postulerer ikke at beskæftige sig med hele virkeligheden og alle dens sammenhænge, som altså ”i virkeligheden” skulle være af stoflig art.

En sådan metafysisk materialisme interesserer ham ikke nær så meget som en anden. Marx nøjes nemlig ikke, som Feuerbach, med at betragte materien udefra. Det materielle, og lad os tilføje, naturen, er interessant i forbindelse med menneskene og deres virke for at tilfredsstille deres elementære behov.

Det aktivt handlende menneske skaber ved forarbejdning af naturen sine fornødenheder (føde, beskyttelse), og det sker i samvirke med andre mennesker. Derved knyttes forbindelsen til den sociale dimension.

Det er en tilbagevendende figur hos Eagleton, at Marx forstår den fundamentale menneskelige situation ved hjælp af en materialisme, der inkluderer det handlende, arbejdende, og under lykkeligere omstændigheder, skabende eller legende menneske.  

Som Marx og Eagleton ser det, er problemet, at samvirket mellem menneskene i historisk tid altid har fungeret hierarkisk, sådan at menneskehedens historie går fra den ene form for undertrykkelse til den næste – ledsaget af ulidelige materielle afsavn, frygt og tyngende ufrihed for de mange.

Marx kan gå så vidt som til at sige, at menneskenes historie endnu ikke er begyndt: Vi befinder os stadig i menneskehedens forhistorie, hvor det undertrykte og udbyttede menneske nu er gjort fremmed for sig selv. Marx befandt sig, som nu vi, i denne forhistories sidste fase, den kapitalistiske.

Som bekendt kom allerede i Marx's egen tid modstanden mod tanken om en socialistisk revolution fra to sider, naturligvis fra 1800-tallets kapitalistiske magthavere, men også fra selve den socialistiske arbejderbevægelse.

Men efter sejren over den tyske reformist Ferdinand Lasalle har Marx næppe kunnet forestille sig den betydning, som ikke-revolutionære socialdemokrater trekvart århundrede senere skulle få i dele af Europa.

Næsten uden at berøre samfundets økonomiske basis og med fastholdelse af det borgerlige demokratis styreform har de været med til at gøre det uaktuelt, som vi almindeligvis forstår ved revolution. Det må dog indskydes, at vilkårene for deres indflydelse sættes af det kapitalistiske marked.

Men hvordan foregår nu overgangen fra en produktionsmåde (og dermed skift fra en historisk epoke til den næste), eksempelvis fra kapitalisme til socialisme?  Sker det med en naturlovs nødvendighed, eller skabes de afgørende ændringer af menneskene selv?

Eagleton finder, at det kan være vanskeligt at fastslå Marx's holdning til en sådan determinisme, men at der i sidste instans ingen tvivl er om Marx's svar.

For efter en interessant argumentation – hvor han nok skærer Marx til efter en common sense model, der næppe passer til den intellektuelle vildbasse – finder han, at for Marx styres historien ikke af metafysiske love; menneskene skaber selv deres historie, men – siger Eagleton, belært af historien – udfaldet er ikke givet på forhånd.

For Eagleton falder dermed en vigtig del af den materialistiske historieopfattelse, nemlig den tanke, at udviklingen i produktivkræfterne (arbejdskraft, redskaber, maskiner, viden) nødvendigvis lægger et sådant pres på produktionsforholdene (de samfundsmæssige, specielt ejendomsmæssige forhold), at disse ændres, med en ny produktionsmåde som en nødvendig følge.

Det rokker naturligvis ikke ved, at for marxisten er menneskenes uafrystelige placering i deres materielle vilkår historiens grundlag, og at historiens drivkraft er striden om produktions­overskuddet og produktionsmidlerne, altså klassekampen.

Med bortfaldet af den historiske udviklings naturlovsnødvendighed problematiseres muligheden for at erkende den revolutionære situation – altså den situation, der er nødvendig for en revolutions heldige gennemførelse.

Efter sin teori så Marx en høj industriel kapitalistisk udvikling som en nødvendig forudsætning for den sidste revolution, den, hvor det store flertal, proletariatet, gør en ende på kapitalismen, indfører et socialistisk selvstyre kaldet proletariatets diktatur, som vil udvikle sig til et kommunistisk samfund.

Eagleton viser, at Marx lægger vægt på en særlig forudsætning for den vellykkede socialistiske revolution i et kapitalistisk samfund, nemlig at ikke blot dette samfunds rigdomme, men også dets demokratiske reformer og landvindinger overføres til det nye samfund.

Begrebet reform, fremhæver Eagleton, spillede i det hele taget en betydelig rolle i Marx's tænkning. Selvom Marx så befolkningens oprør og selvorganisering i Pariserkommunen (1871) som indbegrebet af proletariatets fredelige diktatur, var han klar over, at tiden efter et flertals socialistiske magtovertagelse ville blive overordentlig vanskelig.

Det er der, der vil blive brug for, ikke blot forsvar mod indenlandske og udenlandske modrevolutionære kræfter, men også for de reformer og den ”pædagogiske virksomhed,” der vil være nødvendig for at ændre samfundet.  

Eagleton bruger en del energi på at forklare de fejlslagne socialistiske revolutioner, der blev en stor del af det 20. århundredes blodige historie.

Men efter inddragelse af tidligere statsdannelsers og kapitalismens glemte og oversete ofre ender litteraturforskeren med en Adorno-inspireret henvisning til ”tragedien i den menneskelige historie.”

Sat på spidsen, og set i sin konsekvens, kunne Eagletons Marx – og hans marxisme – tage sig sådan ud: Ingen altomfattende teori om altings ”mening”; intet utopisk håb; ingen naturlovmæssig historieteori, hvor epoke med nødvendighed afløser epoke. Altså nærmest et opgør med systembyggeren Marx.

Men for Eagleton, som for Marx, er det afgørende en omvæltning af de vilkår, hvorunder mennesker lever og virker. – En Marx, for hvem teoriens abstraktioner, med hans egne ord, (blot) var ledetråde i hans studier?  En reduceret eller en koncentreret marxisme? En illusionsløs marxisme?  

Bogens essayistik: Hvad den gør, hvad den kan, og hvad den ikke kan

Når man læser Eagletons bog, vil man opleve en usædvanlig omfattende viden i en let causerende form. Enkelte steder kan den udvikle sig til pædagogisk snakkesalighed, ligesom argumentation kan kamme over i agitation.

Den slags skønhedspletter synes ikke at have forstyrret bogens euforiske engelsksprogede anmeldere, men kan irritere læsere fra en lidt anden kultur som vores kontinentale eller nordiske.

Alt i alt er Eagleton dog en elegant og engageret skribent, der ikke er mere bange for de store ord, end at han tør bruge ordet "kærlighed”.  

Han skriver med på det marxistiske projekt og når vidt omkring. Han vil vise, at Marx samler mange tråde, og som den første fremanalyserer sammenhængene mellem produktivkræfter og ejerskab (klassekamp), den herskende klasse og staten (som han ikke var nogen tilhænger af).

Han åbner Marx, hvis tanker perspektiveres og forankres bredt i den europæiske tankeverden ved at blive sammenholdt med filosofiens store, mere eller mindre kendte, navne.

Læseren skal forstå, at Marx var et tolerant og højt kultiveret menneske, der citerede Dante og kunne sin Shakespeare på fingrene.

Bogens væsentlige mangel er allerede fremhævet: fraværet af en blot nogenlunde adækvat behandling af Marx som den store, banebrydende analytiker af fundament og sammenhænge i det kapitalistiske samfund.

Det ville have hørt med til den indføring i Marx's tanker, som bogen lover, men ikke leverer – og læseren må derfor søge andre steder. 

En begyndelse kunne være Christian Groths og Morten Things artikler i Den Store Danske Encyklopædi. Det vil i øvrigt være praktisk at have dem ved hånden, når man læser Terry Eagletons bog.

Når alt er sagt, fortjener Why Marx Was Right læsere, som ikke går af vejen for at arbejde kritisk med en krævende og givende tekst.

Niels Jørgen Skydsgaard er cand. mag i engelsk og historie, pens. universitetslektor i engelsk litteratur.

Artiklen er oprindeligt bragt i tidsskriftet Det Ny Clarté nr. 19

Terry Eagleton: Why Marx Was Right. 2011. New Haven and London: Yale University Press, 264 ss., ca. 200 kr.     



[1] Fra ordet apologi: forsvarstale.

[2] Theodor W. Adorno, en af grundlæggerne af den Marx-inspirerede Frankfurter-skole, hvis hovederfaring var nazismen.

Redaktion: 

Kommentarer

Uden at ville gå nærmere i en nærmere diskussion af denne i sin konklusion positive anmeldelse - idet vi kun kan  erklære os enige i, at "når alt er sagt, fortjener "Why Marx Was Right" læsere, som ikke går af vejen for at arbejde kritisk med en krævende og givende tekst" - kan vi oplyse, at vi er gang med at oversætte den til dansk og at den efter planen udkommer til efteråret.

Forbilledlig anmeldelse.

@Mogens 

Er der stadig planer om at oversætte bogen til dansk? Og hvilket forlag el.lign. repræsenterer du? 

Jeg synes, at det lyder som en rigtig god idé, da jeg tror bogen har et stort potentiale for at nå bredt ud.