Annonce

5. januar 2015 - 17:44

Markedet tænker ikke på klimaet

I den sidste tid har jeg mødt flere mennesker, som spørger hvorfor jeg ikke længere blogger og skriver indlæg i den offentlige debat. Det gør jeg skam, men tiden har hovedsageligt været brugt på en række kommentarer i Dagbladet Information sammen med medlemmer af Selskabet for Kritisk Samfundsforskning (www.selskabet.info). Jeg har derfor valgt bringe kommentarerne her på bloggen også - én hver uge.

Kommentaren blev bragt i Information d. 14. april 2014 og er skrevet sammen med Lasse Folke Henriksen og Nils Wiese.

Den største trussel mod en bæredygtig fremtid for natur og mennesker er troen på, at markedsmekanismer kan løse klima- og miljøproblemerne. Målrettet og stærk politisk regulering er den eneste vej uden om katastrofen

Alt imens politikere flittigt diskuterer, hvordan vi kan genskabe væksten efter krisen, pumper menneskeheden mere og mere CO2 ud i atmosfæren år for år. De entydige advarsler fra blandt andre FN’s klimapanel, IPCC – senest i den tredje, store delrapport, der udkom i weekenden – har ikke resulteret i passende politiske svar. I stedet står vi i en situation, hvor klimabelastningen overstiger naturens evne til at genskabe økologisk og klimatisk balance, med store og ubehagelige konsekvenser.

Den største trussel er en udbredt tro på, at markedsmekanismer kan løse klima- og miljøproblemerne. Det er på ingen måde tilfældet. Stort set al politisk innovation på området tager udgangspunkt i, hvad vi kan regulere med markedet som koordinerende mekanisme. Dette er netop en af de største forhindringer for de radikale løsninger, som er nødvendige. Det kræver målrettet og stærk politisk regulering, hvis vi skal undgå katastrofen.

Naive væksttanker

Det er en udbredt idé, at teknologiske fremskridt mere eller mindre automatisk vil skabe en så energieffektiv produktion, at klima- og miljøproblemerne forsvinder. Der tales om at afkoble økonomisk vækst fra klimabelastning. En forestilling om, at vi kan skabe vækst uden at belaste klima og miljø yderligere.

Men den tankegang er i bedste fald naiv. For ser man på udviklingen indtil nu, er det ganske enkelt ikke lykkedes nogen steder i verdenen at afkoble økonomisk vækst fra naturødelæggelse.

Man kan ganske vist se, at energiforbruget pr. produceret enhed falder i takt med, at BNP stiger. Men den såkaldte energieffektivitet stiger langt fra nok til, at man kan tale om afkobling.

Den eneste løsning er derfor en ligevægtsøkonomi, hvor den eksisterende energieffektivisering suppleres af tiltag, der sigter mod at begrænse væksten – særligt inden for industrier, hvor miljøpåvirkningen er særligt intens. Grundlæggende handler en sådan økonomi om en balance mellem forbrug og naturlige og menneskelige ressourcer. Det betyder, at økonomien ikke kan vokse sig større, end hvad naturen og miljøet kan understøtte.

I stedet for at stile mod at afkoble klimabelastning fra økonomisk vækst, skal vi altså arbejde for en tilkobling. Vi skal koble klima- og miljøudvikling tættere sammen med den økonomiske udvikling og på den måde samtænke dem i et gensidigt hensyn. Hvordan en sådan tilkobling kan udmøntes politisk, har vi to konkrete bud på:

For det første er det nødvendigt med en CO2-skat, som i det store hele begrænser vækst gennem en betydelig fordyrelse af klimaskadelig produktion. For det andet skal miljø- og klimacertificeringerne, som på nuværende tidspunkt sigter mod at integrere produkters miljøpåvirkning i prisreguleringen, ikke styres efter markedsmekanismer, men underlægges en stærk politisk regulering.

Kunstigt lavet priser

I en markedsøkonomisk tilgang til klima- og miljøødelæggelse er fremtidige omkostninger, som er forbundet med nutidens ødelæggelse af miljøet og klimaet, ikke afspejlet i prisen på varerne. Prisen på de ting, vi køber, er med andre ord kunstigt lavet.

Når man eksempelvis lægger en bøf på 200 gram på sin tallerken, har den belastet klimaet med så mange drivhusgasser, at det svarer til at køre mere end 50 km. i bil. Der er dog intet i konkurrencen mellem forskellige bøfproducenter, som får dem til at indregne omkostninger til fremtidens oversvømmelser, tyfoner, skovbrande og hedebølger i prisen på bøffen.

Derfor skal der systemiske ændringer til, hvis den globale markedsøkonomi ikke skal ødelægge sit eget naturgrundlag. Man kan ikke ændre markedsøkonomien med markedsøkonomiske midler, så enhver løsning må være politisk og med udgangspunkt i civilsamfundet.

EU’s kvotesystem er et forsøg på sådan en løsning. Men det har, for at sige det lige ud, vist sig at være dybt utilstrækkeligt. Det ville være langt bedre at indføre en CO2-skat. Ved at beskatte leverandørerne af fossile brændstoffer fordeles udgiften til alle sektorer i samfundet.

Producenterne tvinges nemlig til at tage højde for de fremtidige omkostninger, som klimaforandringer ville medføre, når de fastsætter prisen på eksempelvis deres bøffer.

Dermed vil prisen på en vare bedre afspejle den klimabelastning, som produktionen af varen er skyld i, hvis skatten vel at mærke sættes tilstrækkeligt højt.

Indfases CO2-skatten på mellemlang sigt, f.eks. over 20 år, så kan virksomhederne nå at omstille produktionen til den nye skat.

Indtægterne bør bruges globalt til at forhindre yderligere klimaforandringer og til at afbøde konsekvenserne af de nuværende forandringer, ligesom de på nationalt niveau skal sikre, at skatten på CO2 ikke bliver en uoverstigelig økonomisk byrde for dem med lav indkomst.

I Danmark kunne dele af indtægterne bruges til en lettelse af det skattefrie bundfradrag. Men der skal også betydelige tiltag til for at løse de ulighedsskabende mekanismer på globalt niveau, da udviklingslande ellers vil gå glip af den store velstandsforøgelse, som de industrialiserede lande har haft gavn af.

Miljøet er et politisk projekt

Der findes også mere decentrale løsninger, som kan bidrage til at få forbruget på miljøbelastende produkter til at falde og i sidste ende måske også ændre virksomhedernes måde at producere på. Det fordrer en mere miljøvenlig (forbruger)adfærd, for langt det meste – hvis ikke al – klimabelastning stammer fra forbrug. Men det kræver også, at miljøorganisationer og andre civilsamfundsspillere handler politisk.

I samspil med forbrugere og politikere kan organisationerne udvikle certificeringer, der tager hensyn til et produkts miljøpåvirkning. For at sætte folk i stand til at handle forbrugerpolitisk er der allerede indført forskellige certificeringer, så forbrugeren kan vælge den – miljøpolitisk set – bedste vare. Det danske røde Ø-mærke er et eksempel på en sådan ordning.

I en markedsøkonomi er virksomheder dog kun interesserede i certificeringer, der kan betale sig. Politikerne har derfor et stort ansvar for at skabe et marked for bæredygtige produkter.

Dette kan ske gennem lovgivning, der til dels opstiller nedre grænser for, hvor store andele af bæredygtige produkter, der importeres og produceres i landene og hermed sikrer en vis stabilitet i efterspørgslen. Dels skal lovgivningen også sætte nogle rammebetingelser for strengheden af de pågældende certificeringer for at forhindre, at billigere og dårligere certificeringer udkonkurrerer gode og strenge, som vi i nogen grad har set det med blandt andet skovcertificeringer.

Risikoen med certificeringer, der ikke bakkes op fra politisk hold, er altså, at forskellige certificeringer risikerer at konkurrere om markedsandele, hvilket kan medføre, at de udvandes i et ’ræs mod bunden’, hvis den kritiske forbrugerbevidsthed ikke følger med og dermed skaber et opadgående socialt pres på den miljømæssige standard.

Pointen er, at vi i dag lever med et marked, der grundlæggende ikke er i stand til at løse de store miljø- og klimaudfordringer, vi står overfor. De tiltag, vi har skitseret ovenfor, kan indføres mere eller mindre med det samme. Men det er langt fra nok. Der er brug for et nyt paradigme, hvor miljø- og klimapolitiske strategier tænkes i tæt samspil med den økonomiske udvikling, et paradigme, hvor hensynet til naturen sættes før økonomien. Vi bliver nødt til at arbejde for en tilkobling i stedet for den urealistiske drøm om afkobling. Den seneste rapport fra FN’s klimapanel illustrerer med al tydelighed, at tiden er ved at rinde ud.

Lasse Folke Henrisken er postdoc ved CBS og Nils Wiese er sociolog. Selskabet for Kritisk Samfundsforskning er et netværk af unge akademikere, der ønsker at bruge samfundsforskningen til at sætte spørgsmålstegn ved det aktuelle samfund og dets udvikling. Selskabet skriver for Information hver fredag og ved andre særlige lejligheder.

Læs alle Selskabets indlæg i pressen på www.selskabet.info

Annonce