Annonce

30. maj 2012 - 14:14

Ødelæggelsen af udviklingsprojekter i Palæstina

EU og danske udviklingsprojekter i de besatte palæstinensiske områder til en værdi af mindst 370 mio. kroner er ifølge en ny opgørelse blevet ødelagt af den israelske hær - og ikke mindst danske objekter har stået for skud.

Dagbladet Information har sidste tirsdag beskæftiget sig med ødelæggelserne. Det er ubegribeligt, at EU og Danmark ikke for længe siden har slået alarm.

Hærværket har ramt palæstinenserne meget hårdt. Det handler om støtteprojekter i Gaza og på Vestbredden, især skolebyggeri, hospitaler, vandrensningsanlæg, brønde, landbrugsprojekter og en påbegyndt lufthavn i Rafeh, som skulle bringe palæstinenserne ud af isolationen.

Det ser ud til, at Israel vil gøre det palæstinensiske område permanent afhængigt af nødhjælp, men det må Danmark og EU ikke tillade. Man skulle i stedet iværksætte sanktioner mod Israel for dets umenneskelige handlinger mod et lidende folk.

Også beduiner i Negev-ørknen er ramt af de israelske ødelæggelser, specielt brønde og klinikker. Uden hjælpeprojekter kan beduiner ikke overleve i disse områder, hvor Israel har bygget atomprojekter og kemiske fabrikker. Man har længe hørt, at Israel planlægger at fordrive beduiner fra Negev-ørkenen, for at bosætter kan oprette landbrugslandsbyer områderne.

Desværre findes der højrekræfter i EU, som eksempelvis Dansk Folkepartis europaparlamentsmedlem Morten Messerschmidt, som klapper i hænderne over Israels ødelæggelsespolitik.

»Man bør tage hatten af for, at den israelske hær forsvarer landet på den måde. Den israelske ledelse burde indstilles til Nobels Fredspris«, har han sagt til Information.

Det er rystende.

Det er på tide, at EU og Danmark gør en indsats for at sikre fred i området, og at der bliver oprettet en selvstændig palæstinensisk stat  på et levedygtigt grundlag ved siden den israelske stat.

Annonce