Annonce
En Trist Fødselsdag?
Som man kan læse andetsteds på dette site, har Occupy Wall Street-bevægelsen, startet en stor fødselsdag-protest i anledning af bevægelsens et-års jubilæum. Omstændighederne omkring anholdelserne, samt links til en masse borgerlig mediefars om bevægelsens problemer kan findes der, så det skal jeg ikke sige mere om.
Hvad der er interessant er debatten blandt Occupy Wall Street-aktivister, og visse af deres kritikere*. Både internt og eksternt er der en række klagepunkter over bevægelsens form sidste år, der går igen:
- "Bevægelsen har en masse crustere, freaks og klovner der skræmmer middelklassen væk, og lejrene tiltrækker junkier og forbrydere".
- "Bevægelsen gik bort fra at have en klar besked og en klar sag, og nu er mængden af budskaber såsom gældsfrihed, lukning af fængsler, feminisme og basisdemokrati, det der ødelægger vores chance for at forandre tingene."
- "Bevægelsen er til grin fordi den ikke var forberedt på den massive politirespons", ofte fulgt op af "Civil Rights-bevægelsen brugte politiets brutalitet som våben i deres kamp, hvorfor kan Occupy ikke? etc."
- "Bevægelsen mangler karismatiske ledere, og konsensus-demokratiet forhindrer effektiv koordination af bevægelsen."
Hvad angår klager over deltagerne, så virker det ikke som om der er meget at komme efter. Demonstrationerne havde skjorte- eller uniformsklædte veteraner fra 2. Verdenskrig, Vietnam og Irak tilstede (en af dem blev ret kendt efter politiet skød og nær dræbte ham under besættelserne), og under alle omstændigheder er det groft fornærmende mod både demonstranter og andre at klage over deltagendes udseende.
Det siges at man ikke fik bragt ud til befolkningen at besættelser er en taktik, og ikke budskabet. Mange steder gav camps sig til at hjælpe de hjemløse der kom med, og dette ødelagde overskuddet til at skabe politiske aktioner og resultater. Den slags synes jeg nu selv en given camp må beslutte.
Der er straks mere kød på diskussionen om budskab: Eksterne kritikere eller folk der kun var involveret kort, mener at "tosser" infiltrerede bevægelsen hurtigt, og fyldte lejrene med uvæsentlige emner - her menes alt der ikke var "put bankfolk i fængsel, og reformer den føderale økonomi", så selv bevægelsens form og metoder blev kritiseret på denne måde.
Her mener jeg at præfiguravitet er vigtist, at man ikke kan skabe et frit samfund med ufrie midler. At vælge nogle repræsentanter på at de ikke kan lide deres egen bevægelse, og betragter køns-, seksualitets- og antiracistisk kamp som uvæsentligt for en massebevægelse (især i USA hvor arbejderklassen og underklassen består af sorte og meksikanere, og kvinder, homoeseksuelle og transpersoner er i stor fare), kan kun lede i en retning.
Så er det straks mere gyldigt med kritikken om at lejre og generalforsamlinger blev fyldt med decideret saboterende 'emnebevægelser' mod vaccinationer, mod forsamling, og for at bevise at jøderne hælder flour udover os med flymotorer, eller at Barack Obama i virkeligheden er et øglemenneske fra det ydre rum. Selv Occupy Denmark gruppen kammede over af den slags langt ude sammensværgelser, og det tænder nu engang potentielt gode kræfter af.
At bevægelsen ikke var forberedt på politirepression er til gengæld for dumt. Ikke blot indeholder OWS en del veteraner fra tidligere sociale bevægelser (inklusive selvsamme Civil Rights Movement der bliver brugt til at slå dem i hovedet med!), og der blev gjort omfattende forberedelser på at stå imod politiets vold, censur og ytringskrænkelse. Kæmpe bødebanker, retshjælp, taktikworkshops, foredag fra tidligere bevægelser, you name it.
Hvad bevægelsen ikke var forberedt på, eller ikke kunne forberede sig på, er det amerikanske politis beføjelser anno 2012. Firma-ejede mediegiganter fik ordre til at miskreditere Occupy på enhver måde de kunne, og kastede sig over opgaven med stor ildhu. Hele kæmpebyer blev lukket ned af politiet, og ekstra mandskab, og højteknologiske riot-control systemer, blev trommet ud hver eneste gang man følte sig blot lidt truet, og den altomsiggribende propaganda-maskine fik selv massiv social kontrol til at ligne en mindre politiaktion.
Hertil kommer, at politiet tilsyneladende koordinerede repressionen mod Occupy-bevægelsen på nationalt plan. De mere skingre kritikere i og udenfor bevægelsen selv siger at selv en sådan kampagne skulle bevægelsen have været forberedt på, men forslag til hvordan det så skal gøres er mere eller mindre fraværende. Politiet selv har en skidt organisationskultur, og kun få betjente har nægtet ordre eller sluttet sig til bevægelsen siden.
Sådan er bevægelsens egen debat her et år efter den først eksploderede i modstand, og det skal blive spændende at se hvad de 99% giver sig til i den kommende tid. Desværre er meget af den lammet af uenighed om hvor de svage led er, og af nye angreb udefra, og det kan vise sig at blive en trist fødselsdag. Herfra skal lyde et håb om at det ikke sker!
* Jeg linker altid så vidt jeg kan grudigt for mine påstande, og man har gjort mig opmærksom på at jeg ikke linker ved nogle af de 4 emner jeg opstiller som vigtige dele af debatten. Det skyldes at jeg har det fra personlige samtaler med OWS-aktivister og andre på internettet, og ikke fra egentlige nyheder eller talspersoner, da Occupy-bevægelsens interne udvikling som regel foregår, ja, internt.
Man må altså selv om man vil tro på det jeg skriver eller ej, men jeg formoder at der kan findes bekræftelse på i hvert fald nogen af dem ved at google en påstand eller kontakte amerikanske Occupy-grupper.
- Matias Jensen's blog
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Annonce
Annonce
Top debatter
Matias Jensen
Er 28 år, arbejdsløs psykiatrisk patient, og op til over begge ører i det frivillige.
Startede ud i REBEL, ungdomshuse, punk og folkekøkkener, nu stifter og medlem af føderationen Libertære Socialister og aktiv i en række andre sammenhænge på den udenomsparlamentariske venstrefløj og det københavnske undergrundsmiljø.
I min fritid spiller jeg rollespil og spiser snacks.
Jeg vil en anden verden, hvor arbejdere, akademikere, landfolk og alle andre, frit og ligeværdigt styrer samfundet, direkte-demokratisk og uden indblanding fra stater eller andre undertrykkere bestemmer over ting der ikke tilhører dem.
Midlerne må være faglig og social solidaritet, international modstand og direkte aktion. I et Danmark hvor alle partier står for det samme og fagbevægelsen er lammet, er der meget der skal gøres, og jeg var født klar.
Annonce
Kommentarer
jeg syns du har ret i meget og især den del med rationele del af bevægelsen, men jev vil sige at vi venstre radikale sal feje for ejen dør, fordi Occpy eller den spanske variation og andre bevægelse ikke har samme ideologiske perspektiv, men det gør at de kan give et fresk perspektiv på det at leve "politik". Det giver også et inblik på hvad dem er ikke er skolet tænker. Måske var det forkert at forvente det store bevæelse hare en chance i DK nu, men det interesente er at mange venstreraidkale ikke deltog, fordi disse ikke fik deres perspektiver igennem. De ene gang partier detog ende med at disse styrede sjovet og det er også ikke meningen. Måske er det godt sådan, fordi ikke alle tænker i klasse, antifacisme, feminisme eller queer. Det at folk ikke tænker sådan betyder ikke at disse ikke over tænker eller er imod dette. Relevenanse af disse emner er bare ikke så vigtigt i ders hver dag. Jeg syns det interessente var at de venstradikale var ikke istant til at komme med ders eget bud og formulere noget der kunne give et mod nud mod de tosser du snakker om. Jeg har indtrykket at venstreradikale ofter har et skema om hvad der bør snakkes om men meget lidt forstand på hvardagens emner eller sprog der kan inspirere.
Occupy i usa var førs og fremmest et forum. Det vare første gang i mange år et ønske om at skabe alliancer på tværs af social gruppe. noget der virkeligt mangler i Denmark; men der var også mere end et forum, en idee om man kan lave ting sammen på trods af alt hierarki og mangel af recuser. Der findes ingen fælles venstrefløjs projekt og overhoved ikke i bland de venstreradikale, og især ikke et ønsker om alliancer med grupper og mennsker disse ellers ikke har mulighed for at møde i deres lukkede miljøer. Jeg taler ikke om På-trods-af-alt-fællesskabet. Midt indtryk er at de fleste venstreradikale forsvand da disse fandt ud af at a) det var for meget arbejde og b) at de var menensker som ikke med det samme ville over tage ders perspektiv. At der altid findes tosser, sociale problemer og et folk har deres kephæste og monologer til møder det vil du altid møde i begyndelse af en bevægele. Jeg tror bare den udenomsparlamentariske venstrefløj måske selv er umoden og mangler evnerne til at være detagende i sådanne initativer og at hjælp dem med at vokser og faktisk evner mere.
Som bevægelse er occupy en død sild. Sorry mand men det er sandheden. Sålænge ventstre fløjen ikke selv skaber levedygtige alternativer til det samfund de ønsker at omstyrte kommer der ikke til at ske en skid.
Stort set uden undtagelse er samtlige af de såkaldte rebeller, deres organisationer og partier hvor kritiske og højtråbende de end er HÅBLØST afhængige af det samfund de vil omstyrte, revolutionere eller reformere.
Hvis bankerne, Wallstreet og alle de andre forbistrede kapitalister lukkede biksen i morgen og gik på ``strejke´´ ville oprøret dø ud ca. samtidig med at hylderne i supermarkedet blev tomme. Det faktum og den magt ubalance kan man ikke ændre ved at sove i telt midt i en storby.
Man skal godt nok være rigtig kringlet oppe i hovedet for at få praksis og mål til at stemme overens i occupy bevægelsen og måske er det derfor occupy lejrene tiltrækker tosser og skæve eksistenser. Det er blevet et mode fænomen for folk der har behov for at stive deres aktivistiske ego af på en relativt ufarlig måde hvor det bliver set og de aldrig rigtig behøver at få sved på panden eller hænderne op af lommen.
Hvis alle de mennesker istedet sagde fuck det pis nu bruger vi tiden på at skrabe lidt ussel mamon sammen, køber en klat jord og forvandler det til legmeliggørelsen af det samfund vi gerne vil skabe, så kunne man lave praktiske eksperimenter og reelle alternativer. Hvis det fungerede og det virklig var bedre og feder end det konventionelle samfund så ville ideerne vokse og spredes.
``A little less conversation, a little more action please´´
for nu at citere Elvis
Tak for dit indlæg. Jeg er langt fra selv stor fan af Occupy-bevægelsen, men jeg værdsætter dens originale budskab og hensigt. Derfor synes jeg også der er nogle ting du har galt fat i, ligemeget hvor problemfyldt Occupy er i dag:
Jeg er for det første ikke sikker på at bevægelsen er "afhængig af systemet". Om noget er den den mest vidtgående kapitalismekritik med opbakning i det amerikanske samfund siden Roosevelts Trust-Busts eller de socialistiske fagbevægelser før det. Er de så stadig afhængige af systemet? Det tror jeg ikke de kan siges at være mere eller mindre end andre.
Jeg er ked af hvis det synes som om jeg dukker spørgsmålet, men jeg tror ikke at nogen revolutionære kan svæve, ubesmittet, over deres samfund og ikke blive påvirket af hvad der er i det - for det inkluderer velsagtens alle andre! Om noget fik lejrene fundraiset massivt, og kunne holde friskoler, aktionsworkshops, generalforsamlinger osv. kørende uafhængig af staten i meget lang tid, i de større byer.
Occupy -har- uomstødeligt handlet, og de har skabt resultater. Hvis man ser bort fra mere legemløse ting som at bringe firmaernes vold og bankproblemerne ind i den nationale politiske debat, så er der af ting jeg kan huske på stående fod:
1) at have fået en række byer til at skifte byøkonomi fra JP Morgan til lokale banker.
2) de tvang bolighajer til at tænde for varmen igen hos fattige lejere.
3) forhindrede en rækker tvangsauktioner.
4) Pressede på, så en lov mod de mest socialt ulige tvangsauktioner blev standset, samt fik introduceret en forfatningstilføjelse der begrænser firmagrådighed.
Nej, det er ikke revolutionen der blev sparket igang, men det er konkrete reformer skabt via direkte aktion og udenom den amerikanske to-partistat: Reformer der, på grund af deres selvstyrende og effektivt anti-kapitalistiske form, kan opmuntre nye kræfter til at komme ind i kampen.
Derudover er jeg meget skeptisk omkring "befriede/autonome zoner" som strategi. Disse steder kan isoleres og knuses af staterne hvis deres tilstedeværelse begynder at inspirere baglandet, og det er vel netop det de skal gøre?
Kh,
Matias.
Afhængigheden af systemet er i mine øjne netop det der forhindre en virklig revolution eller grundlæggende forandring af samfundet. Man bider ikke den hånd der fodre en og når man bor i en lejer midt i byen så er det kapitalisme og hele den kapitalistiske infrastruktur der sørger for man ikke sulter og tørster ihjel.
hvis man ville ændre noget kunne man putte nogle penge i en fælles pulje og købe jord og starte fra bunden af. Jeg taler ikke om befriede autonome zoner der skal svæve ubesmittet over samfundet. Jeg taler om at udnytte de muligheder samfundet faktisk giver for at bygge paralle alternativer op. Man kan købe områder bygninger osv. inden for de almindelige rammer istedet for at befri og besætte. For derefter at lade dem indgå i fælles sociale og økonmiske eksperimenter. Sålænge man ikke direkte går ud og kæfter op til det omgivende samfund og påkalder sig uheldig opmærksomhed eller på anden måde angriber og driver direkte politisk missionær virksomhed kan man faktisk opnår ret høj grad af frihed og selvbestemmelse. Det er heller ikke meningen at man skal svæve ubesmittet over det kapitalistiske samfund man skal bare opnå en sådan grad af frihed at man kan vælge kapitalismen til og fra som man har lyst og moral til. I det øjeblik der er alternativer til kapitalismen som er fede og levedygtige vil kapitalismen pludslig have konkurrence og derfor et ægte incitatment til at forbedtre sit blakkede rygte.