Et besøg langt væk fra Nørrebro

Afgang Nørrebros runddel kl.8.34 bus 18 ud af Jagtvej og bus 43 mod Værebroparken, ankomst 9.34.

Bare tanken om at sidde i en bus helt ud til Bagsværd en mandag morgen gør mig træt. Jeg skal besøge en skole og overvejer om jeg ikke bare skal ringe og snakke i telefon med dem i stedet, det føles som uendelig langt væk.

Værebroparken – jeg har hørt om det før, måske har jeg læst om det i mit bysociologiske kursus på RUC, er det ikke noget med noget ghetto, forfaldent 60´er byggeri eller hvordan var det nu det var? Midt i alt det skulle altså så ligge en skole og den er jeg på vej ud til. For mig kunne jeg lige så godt være på vej til Ruds Vedby, Kerteminde eller Sønderborg, jeg har ingen anelse om hvor langt der er, hvor det ligger eller hvordan der ser ud.

Jeg er i god tid, spørger i det lokale supermarked, som også her hedder Super Brugsen og til forveksling ligner mit eget på Nørrebrogade. Den unge dreng bag disken fortæller, at jeg bare skal følge pergolaen gennem Værebroparken og så kommer jeg til skolen.

Pergolaen er en lang overdækket gang, som fører mig ind gennem et klassisk 60´er byggeri. Store ens boligblokke, som er blevet frisket op med panggrønne, lyserøde og blå vinduer og facader. Ens legepladser og smalle stisystemer.

Jeg kommer ind i en skolegård, hvor nogle børn løber rundt og spiller fodbold og finder efter lidt søgen indgang B, som til forveksling ligner indgang A, D, E og F.

Her lugter af min barndoms skole, den velkendte duft af tandlæge, som alle der gik med bøjle og havde elastikker på tænderne kan huske. Kliniske og rent. Jeg husker fornemmelsen af kolde hænder og dårlig tandlægeånde og er for et øjeblik sat tilbage til min egen tid i folkeskolen.

Jeg står lidt i forgangen og tænker over skolen. Meget lidt indbydende, lavt byggeri, ensformige lange gange og beskidt gråt linoleums gulv. Efter kort tid i forgangen bliver jeg budt inden for af skolebestyrelsesforkvinden og jeg er sikker på, at hun kan se forbavselsen nærmest bøjet i neon over mit hoved, da vi træder ind.

Jeg møder en skole, hvor intet er standard, ensformigt eller linoliumsgråt. Her er masser af farver, liv, et drivhus midt i den overdækkede gård, bløde møbler på gangene og børneudstillinger på alle vægge. Her leves, læres og leges på en gang.

Forkvinden for bestyrelsen, Sanne fortæller at hun selv startede på skolen i 1968 og alle hendes tre børn har gået eller går på skolen. Faktisk arbejder hendes ældste søn, som lærervikar her på andet år inden han skal starte på lærerseminariet.

Vi går rundt på skolen og jeg oplever skolens teaterafdeling med stor teatersal, vises rundt i køkkenet, hvor skolen har valgt at ansætte en professionel kok – hun har tidligere arbejdet på D´angleterre , fortæller Sanne stolt.

Nu laver hun sund og billig mad med skolen elever hver dag. En lille salat for 6 kroner, en stor 12 kroner og dagens ret for 20 kroner – mine tanker går hjem til Københavns Eat ordning, som koster 30 kroner og skal bestilles tre dage i forvejen over nettet.

Men Sanne fortæller også, at skolen har store udfordringer og kæmper med at fastholde elever – en kamp, som primært kæmpes mod Bagsværd privatskole. På et arrangement for nye elever har Sanne fået fortalt, at privatskolen meddelte forældrene at: Her betaler man jo for at slippe for de socialt belastede elever.

Derfor har Værebro skolen indført, at de hvert år går rundt til alle forældre til nye skolebørn og ringer på og fortæller om skolen. Skolen bruger meget energi på at få gode historier i pressen og de forsøger at tiltrække medlemmer til teaterforeningen, så flere kommer indenfor og får samme positive oplevelse, som jeg i dag har fået.

Men det er en kamp op ad bakke, villaforældrene tør simpelthen ikke vælge en skole med mange to- sprogede og med socialt belastede elever, men vælger hellere privatskolen allerede når barnet bliver født, fortæller Sanne.

Pludselig er der slet ikke så langt til Bagsværd, pludselig ser jeg min egen kamp på Nørrebro og på Bispebjerg for mangfoldige skoler fuldstændig klart og tydeligt tegnet op.

Hvor er det synd, at der er børn i Danmark, som andre ikke vil gå i skole med, hvilken følelse mon de vokser op med, mon det føler sig velkomne, betydningsfuld og værdsatte?

Men hvor er det dejligt, at der findes folk som Sanne, der kæmper sin egen lille kamp for en rummelig skole, for at alle børn skal have en chance, for integration og for at få folk til at tænke sig om en ekstra gang før de vælger den private ghetto skole.