2. juli 2012 - 13:19

Flere røde tal! – en fælles opgave

Vil man skabe et mere ”økonomisk ansvarligt” skattesystem, hvor skat flyttes fra værdiskabende arbejde, står nu tilbage at beskatte andre arbejdsfri indkomster end bolig. Det må betyde, at øget skat på arv, formue og aktier bør komme i spil – der er jo ingen binding, der forhindrer det.
Her ligger der en lige strækning at finde fælles fodslag på for landets røde partier, trods forskellene i farvetoningen. Og skulle de radikale være imod, vil de få svært ved at forsvare det, nu de har droppet boligskatten.
På samme måde må vi på andre dele af den økonomiske politik lægge os hårdere i selen for at stå sammen om at sikre en rødere politik, så opgørelsen over regeringens resultater skrives med røde tal – i politisk, og ikke regnskabsmæssig forstand.

Efter tre uger, jeg bedst kan betegne som politisk hæsblæsende og ret hæslige, står den danske venstrefløj forslået tilbage. To store forlig er indgået, hvor vægten er lagt til højre i stedet for til venstre.

Førtids- og fleksreformen var forligsstof med de borgerlige, så det kom ikke som nogen overraskelse, at det skulle indgås med dem. SF kunne her sætte et aftryk, men ikke sikre en rød reform. Så meget desto værre, at skatteaftalen ikke blev rød. Man må, trods sin frustration, bare konstatere, at stærke kræfter i regeringen ønskede forliget til højre og at vi til venstre ikke var stærke nok til at forhindre det.

Enhedslistens forhandlere kunne måske have givet tilsagn tydeligere eller tidligere – måske så sent som om formiddagen fredag, da folketingsgruppen havde godkendt aftaleskitsen.  I stedet fik vi den blå aftale samme aften. Processen med at give tilsagn, for så senere at få aftalen godkendt i hovedbestyrelsen, er jo ikke ukendt. Det var den fremgangsmåde, finanslovsaftalen blev lavet efter.

SF’s forhandler kunne på vores side måske nok  have sat foden hårdere ned – også allerede da regeringens udspil kom. Et udspil, der nok gjorde en blå aftale lettere end en rød. Vi var mange SF’ere, der holdt tand for tunge i håb om at en aftale med Enhedslisten ville fjerne nedreguleringen af overførselsindkomsterne. I en situation, hvor dagpengenes dækningsgrad på 30 år er styrtdykket – næsten halveret for nogle faggrupper – er det svært at bære, at skatteaftalen udhuler dagpengene yderligere. Kontanthjælpen er bestemt heller ikke for høj i forvejen. Derfor har jeg - også i medierne - ærgret mig over det element og at aftalen ikke blev lavet til venstre, men med Venstre. Jeg tror, at mange røde danskere havde brug for at se, at den opfattelse også var i SF.

Vi får ikke meget mere ud af at se tilbage på det, der er gået skævt. ”Lad os nu se fremad”, ville Fogh have sagt: Hvad er perspektiverne for rød omfordeling nu?

En finesse, som de færreste har hæftet sig ved omkring skatteaftalen er, hvilken status den har, rent Chritiansborg-teknisk. Den er udformet som en minimalt bindende stemmeaftale, hvor partierne kun har forpligtet hinanden på  at stemme for elementerne, når de kommer i Folketingssalen. Undtagen lige når det gælder fastfrysning af boligskattestoppet de næste ti år og vist også nedreguleringen af overførslerne. De to elementer, som vi i SF’s landsledelses vedtagelse har betegnet som ”ikke i overensstemmelse med SF’s politik”, er nu forligsbelagt og kan dermed kun ændres, hvis alle aftaleparter indvilliger, eller hvis det opsiges før et valg, hvilket der dog ikke er meget tradition for. Det eneste realpolitiske argument for et bredt forlig er, at det normalt fremtidssikrer resultatet. Det argument hænger ikke sammen i denne skatteaftale.

Er glasset halv tomt, har vi altså trods det brede forlig ingen sikring for at aftalen består efter et valg, undtagen boligskattestoppet – og måske også nedreguleringen af overførslerne. Nu har Venstre og konservative vetoret over det. De andre elementer i skatteaftalen ser Løkke gerne ændret på, hvis han får flertal.

Er glasset halvt fyldt kan man sige, at regeringen står frit til at lave nye tiltag - og måske endda omgøre dem, der er i den indgåede aftale – i et rødt flertal med Enhedslisten. Det ser vi allerede et spædt tilløb til, i forsøget på at fjerne sukker- og fedtafgiften.

Jeg er af natur optimistisk anlagt. Mit glas er oftest halvt fyldt, men jeg kan mærke, at det kræver kreativt  mentalt arbejde at bevare optimismen over denne situation.

Det bedste svar, der kan gives på om glasset er halvt fyldt eller halvt tomt er nu engang, at det afhænger af hvilken side af glasset man er i. For Løkke ser det – som oftest – halvt fyldt ud, men for os andre er udsigten mindre festlig.

Dels er vi bundet til en stigende ulighed og et boligskattestop, som er det nærmeste, man kommer et fælles hadeobjekt for økonomer. De radikale har da også (teater)tordnet mod det og deres latterlige ”Vi lytter. Også til økonomer.” klinger pivfalskt, efter at de med vold og magt fik hevet V og K ind i aftalen og velvilligt, faktisk på grænsen til det vellystne, støbte boligskattestoppet i beton.

Deres hjemmeside siger ellers, at: ”Radikale Venstre vil lette skatten på arbejde for alle. Det vil øge beskæftigelsen betragteligt, fordi mange vil arbejde mere. Finansieringen skal ske gennem flere grønne afgifter for private og erhverv og ved bl.a. at reducere rentefradraget for de rigeste husejere, som spekulerer i skattereglerne.”

Og dels viser det, at de radikale har en hed flirt kørende med de borgerlige, som de holder døren på klem for. Som i ethvert forhold skaber det mistillid og mistrivsel – også i en regering, hvis overlevelse nu er langt fra sikker.

Vil man skabe et mere ”økonomisk ansvarligt” skattesystem, hvor skat flyttes fra værdiskabende arbejde, står nu tilbage at beskatte andre arbejdsfri indkomster end bolig. Det må betyde, at øget skat på arv, formue og aktier bør komme i spil – der er jo ingen binding, der forhindrer det.

Her ligger der en lige strækning at finde fælles fodslag på for landets røde partier, trods forskellene i farvetoningen. Og skulle de radikale være imod, vil de få svært ved at forsvare det, nu de har droppet boligskatten.

På samme måde må vi på andre dele af den økonomiske politik lægge os hårdere i selen for at stå sammen om at sikre en rødere politik, så opgørelsen over regeringens resultater skrives med røde tal – i politisk, og ikke regnskabsmæssig forstand.

Enhedslistens frustration og modstand mod de to indgåede reformer er helt fair og forståelig. Så længe den ikke fører til at hive tæppet væk under regeringen – uanset at det fra Enhedslistens vinkel kan synes som om regeringen er godt i gang med at gøre det selv, oven på de sidste par uger.

Det er en gravalvorlig situation for regeringen, men også for hele venstrefløjen – ikke kun SF. Som sagerne står nu, er jeg af den opfattelse, at det vil være skadeligt for muligheden for en rødere politik, hvis venstrefløjen - Enhedslisten eller SF - vælter regeringen.

Vores opgave som venstrefløj i og uden for regering må være at holde sammen og presse på for så socialistisk en politik som muligt. Et pres, vi ved også skal komme fra neden, hvis vi skal gøre os håb om et folkeligt forandringspotentiale, og som partierne ikke skal patentere! Dermed lettes regeringsdeltagelsens ”ansvarets åg”  fra vores skuldre. Så må de radikale påtage sig det, hvis de ikke jubler over at være i en regering, der hviler på tre røde partier og følgelig vil føre (lyse)rød politik.

Jeg vil slutte af med at citere en anden og sikkert mere indsigtsfuld PW på den danske venstrefløj. I Information skrev Preben Wilhjelm denne appel til Enhedslisten for en uge siden:

”Hvis de borgerlige spiller på EL’s mytologisering af finansloven, sådan som de tydeligvis lægger op til, skal man selvfølgelig ikke gøre sig til deres nyttige idiot. Man stemmer ikke imod, fordi den indeholder elementer, som man har gjort, hvad man kunne for at forhindre og således ikke har ansvar for. Og man stemmer ikke for, fordi man i slutforhandlingerne opnår nogle indrømmelser (som jo aldrig vil komme på højde med tilbagetrækningsreformen og andre forringelser). Man har klargjort sin stilling til hvert enkelt element og kan evt. tydeliggøre det ved at kræve enkeltposter til afstemning. Så er det klart, hvad man har ansvar for, og hvad man ikke har ansvar for. Og afstemningen om det samlede katalog gælder det simple spørgsmål: Foretrækker man alt i alt, at regeringen bliver siddende eller går?”

Kommentarer

Analysen bygger på den antagelse at der er forskelle i den økonomiske politik de tre regeringspartier vil føre. Men hvis man kiger på fair løsning, leverpostejmadder og hvad de ellers har kaldt det, så er det meget svært at se andet, end alle tre partier vil fører neoliberalistisk politik.

Hej Peter,

Jeg synes, at ideen om "at kigge fremad" måske er lige forhastet nok. Specielt forhastet bliver det, hvis vi (som venstrefløj) vil lade regeringen blive siddende, og fortsætte ad samme spor. At tro at regeringen pludselig vil begynde at føre en socialistisk politik er alt for langt væk fra virkeligheden, man må jo tage i betragtning, at der lige nu i folketinget er mandat til en neoliberal økonomisk politik, og at samtlige partier (bortset fra Enhedslisten) faktisk fører eller ønsker at føre sådan en politik. I sådan en situation giver det ikke megen mening at danne en "rød" regering, tværtimod. Devisen om at man i det mindste kan gøre tingene lidt mindre slemme end de ellers ville have været, bliver jo modsagt af, at VK regeringen ikke engang kunne føre en så blå politik igennem, som SFSR regeringen har gjort (med hjælp fra de borgerlige selvfølgelig). Derimod må læren være, at denne regering har rykket grænserne for, hvor borgerlig politik en senere regering bestående af borgerlige partier vil kunne føre. Også på den front har denne regering kun gjort alting værre end de ellers ville have været. Herudover er det meget mere demoraliserende når en såkaldt "rød" regering gennemfører borgerlig politik. Ikke nok med at det at flytter grænserne til det værre for hvor borgerlig en politik der i det hele taget kan føres, så umuliggør det også enhver fremtidig opposition herimod fra de "røde" regeringspartiers side. Kun Enhedslisten står tilbage som reel opposition til neoliberal politik.

Det værste er dog, at denne regering er i gang med fuldstændigt at smadre den danske venstrefløj og arbejderbevægelse (og i arbejderbevægelsen er topledelsen også selv igang med at afmontere deres egen eksistensberettigelse). Det der har været resultatet indtil nu er jo, at to gamle venstrefløjs partier (SF og S) har mistet al tillid blandt befolkningen, og har dermed også oplevet et markant fald i vælgeropbakningen. Sagt på en anden måde, så har SF definitivt meldt sig ud af den socialistiske venstrefløj ved at føre direkte neoliberal politik, og muligheden for at opbygge SF igen som et genuint socialistisk parti, dvs. et parti som faktisk fører socialistisk politik, vil klinge alt for hult og har derfor meget lange udsigter. Pointen er, at disse udsigter vil blive endnu længere desto længere tid denne regering fortsætter, og desto mere borgerlig politik den fører.

Derfor mener jeg, at det mest skadelige for venstrefløjen ville være, hvis denne regering fortsætter. Det har været konsekvensen indtil nu, hvorfor skulle det ikke fortsætte? Det må da være den logiske konklusion. At fortsætte ad samme spor med den samme regering, som har skadet venstrefløjen så meget, er om noget ulogisk. I forlængelse af denne konklusion må den eneste løsning der kan redde den danske venstrefløj derfor være, at denne regering vælter, og Enhedslisten stiller sig i spidsen for genopbygningen af en venstrefløj, som bygger på de tendenser til et nyt venstre, som netop ny blomster op i Europa med f.eks. Front de Gauche i Frankrig og Syriza i Grækenland.

Mvh. Esben

Hej Peter

Tak fordi du deltager i debatten her på Modkraft, det er blevet lidt småt med SFere og socialdemokrater på det seneste :-)

17 mod 60?
Jeg er fuldstændig enig i at det er et pres nedefra som skal til for at vende skuden og jer, som er medlemmer af S og SF, har en speciel opgave, i skal presse internt i jeres partier. Skillelinjen mellem de blå og de røde i regeringen går nemlig ikke mellem de radikales 17 mandater og S+SFs 60 mandater. Det kan man se med al tydelighed når S+SF ministre taler for et øget arbejdsudbud (se mere i mit svar til Line) Der er noget skævt i toppen, noget der trænger til at skiftes ud!

 

 Hej stigolar, Esben og Rasmus,

Tak for jeres kommentarer.

Lad mig svare stigolar og Esben først.

Jeg chokerer jer næppe ved at skrive, at jeg ikke er enig i, at SF har forladt socialismen til fordel for neoliberalismen. Det, jeg skriver, er at vi har en situation, hvor regeringen har indgået forlig til højre, fordi vi til venstre ikke har været stærke nok til at forhindre det. Det betyder, at alle gode kræfter i de røde partier må kæmpe hårdere og koordinere bedre for at vi kan rykke politikken til venstre. Det er en opgave, der påhviler S, SF og EL, såvel som den udenomparlamentariske venstrefløj, fagbevægelsens medlemmer og andre organiserede kræfter, der kan rykke fra neden.

Når det gælder regeringsspørgsmålet, er jeg mere enig med Preben Wilhjelm end jer. Venstrefløjen skal ikke hoppe i den borgerlige fælde ved at vælte regeringen. Som sagerne står, mener jeg fortsat, at det vil skade muligheden for at føre venstreorienteret politik. Dels vil alternativet på kort sigt – en borgerlig regering med Løkke i spidsen – være langt værre for lovgivningen her til lands end S-R-SF-regeringen, uanset hvor mange forlig den måtte indgå til højre.

Det er en nødvendig, men ikke i sig selv tilstrækkelig grund til at opretholde regeringen. Derfor må det lange sigt tages med: Hvis venstrefløjen vælter regeringen nu, vil der gå årtier, før venstrefløjen igen vil blive opfattet som en potentiel faktor, der kan overtage regeringsmagten. Husk bare, hvordan billedet var efter det røde kabinets sammenbrud i 1967.

Jeg er derfor ikke enig med Esben i at det bedste vil være at trække stikket nu.  Af de to eksempler, Front de Gauche og Syriza er det jo Front de Gauche, der med sin klare venstreorientering kombineret med samarbejdsvilje over for et socialdemokrati, der er drejet til venstre, der vil få størst indflydelse på den faktiske politik i virkelighedens verden. At stille sig som Syriza, der - vist med god grund - har opgivet Pasok, der nu flyder endnu længere til højre, fører ikke til mere socialisme.

Så jeg opfordrer til en skarpere rød profil hos SF og S og til at man ikke vælter regeringen i denne situatione. Om SF skal forblive i regeringen er imidlertid en anden sag. Det nye principprogram siger (på s. 5)

”Vores almindelige strategi er – såfremt det er den bedste måde at virkeliggøre partiets politik på kort eller langt sigt – at indgå i regering med arbejderbevægelsens øvrige partier, og når det er nødvendigt, med progressive borgerlige partier, som vi kan finde et fælles grundlag med.”

Regeringsdeltagelse må altså i SF’s optik bero på en konstant vurdering af, om det skader SF for meget i forhold til de opnåede resultater. Der skal ikke mange flere højresvingsulykker til, før vi når dertil. Det er vi mange, der er os pinligt bevidst i SF – hvilket den nyligt åbnede debat om regeringsdeltagelsen fra baglandet såvel som partiformanden viser til fulde.

Til Rasmus vil jeg derfor bare sige: Tak for rosen og tilliden. Jeg skal nok gøre mit til at trække politikken til venstre, hvilket er det dominerende ønske internt i SF. Om Socialdemokraterne vil med til venstre er en anden sag. Det ville både klæde og gavne dem, er jeg sikker på.  Men det har du jo allerede skrevet om til Line.

Hej igen Peter,

Jeg må sige, at jeg stiller mig meget uforstående overfor, at du ønsker at fortsætte den nuværende linje, som jo netop har været katastrofal for venstrefløjen og arbejderbevægelsen. Som jeg skrev, så anser jeg det som dybt ulogisk at fortsætte med denne regering.

Jeg er godt klar over, at du lægger op til et yderligere pres fra venstre på regeringen. Som jeg skrev, så finder jeg det dog virkelighedsfjernt at tro, at dette vil kunne have noget effekt, specielt i lyset af det slag venstrefløjen har fået netop som følge af denne regering.

Når du skriver: "Det betyder, at alle gode kræfter i de røde partier må kæmpe hårdere og koordinere bedre for at vi kan rykke politikken til venstre. Det er en opgave, der påhviler S, SF og EL, såvel som den udenomparlamentariske venstrefløj, fagbevægelsens medlemmer og andre organiserede kræfter, der kan rykke fra neden" så mener jeg at du reducerer alt politik, ja endda fagbevægelsen og hele den udensomparlamentariske kamp, til et spørgsmål om forhandlingsposition i parlamentet. Det er klart, at hvis det hele handler om det, så giver det mest mening at blive i regeringen, og styrke sin forhandlingsposition, så man får bare minimum indflydelse på "lovgivningen her til lands". Det kan jo så tilføjes, at dette projekt bestemt ikke har været den store succes, tværtimod.

Jeg mener, at det vigtigste er ikke at falde i den fælde, og i stedet anse venstrefløjen og arbejderbevægelsens projekt, som et projekt hvis formål det er at etablere en samlet bevægelse. Denne bevægelse skal vokse sig stor, og være så stærk, at den både kan få indflydelse på lovgivningen i parlamentet (f.eks. via partier), men endnu vigtigere, at den kan etablere sig som en virkelig magt ude i det virkelige samfund.

Det er sådan set bare meget banalt og grundlæggende venstrefløjen og arbejderbevægelsens historiske projekt jeg hermed har beskrevet. Pointen er, at en stærk og samlet venstrefløj med et klart projekt, er langt mere værd end en forbedret forhandlingsposition i parlament eller regering. Den nuværende regering giver måske en minimal mere indflydelse på lovigvningen, men har tilgengæld været katastrofal for venstrefløjen som bevægelse. Resultatet er desuden det samme som det ville have været under en borgerlig regering: neoliberal politik.