Annonce

2. juli 2012 - 13:19

Flere røde tal! – en fælles opgave

Vil man skabe et mere ”økonomisk ansvarligt” skattesystem, hvor skat flyttes fra værdiskabende arbejde, står nu tilbage at beskatte andre arbejdsfri indkomster end bolig. Det må betyde, at øget skat på arv, formue og aktier bør komme i spil – der er jo ingen binding, der forhindrer det.
Her ligger der en lige strækning at finde fælles fodslag på for landets røde partier, trods forskellene i farvetoningen. Og skulle de radikale være imod, vil de få svært ved at forsvare det, nu de har droppet boligskatten.
På samme måde må vi på andre dele af den økonomiske politik lægge os hårdere i selen for at stå sammen om at sikre en rødere politik, så opgørelsen over regeringens resultater skrives med røde tal – i politisk, og ikke regnskabsmæssig forstand.

Efter tre uger, jeg bedst kan betegne som politisk hæsblæsende og ret hæslige, står den danske venstrefløj forslået tilbage. To store forlig er indgået, hvor vægten er lagt til højre i stedet for til venstre.

Førtids- og fleksreformen var forligsstof med de borgerlige, så det kom ikke som nogen overraskelse, at det skulle indgås med dem. SF kunne her sætte et aftryk, men ikke sikre en rød reform. Så meget desto værre, at skatteaftalen ikke blev rød. Man må, trods sin frustration, bare konstatere, at stærke kræfter i regeringen ønskede forliget til højre og at vi til venstre ikke var stærke nok til at forhindre det.

Enhedslistens forhandlere kunne måske have givet tilsagn tydeligere eller tidligere – måske så sent som om formiddagen fredag, da folketingsgruppen havde godkendt aftaleskitsen.  I stedet fik vi den blå aftale samme aften. Processen med at give tilsagn, for så senere at få aftalen godkendt i hovedbestyrelsen, er jo ikke ukendt. Det var den fremgangsmåde, finanslovsaftalen blev lavet efter.

SF’s forhandler kunne på vores side måske nok  have sat foden hårdere ned – også allerede da regeringens udspil kom. Et udspil, der nok gjorde en blå aftale lettere end en rød. Vi var mange SF’ere, der holdt tand for tunge i håb om at en aftale med Enhedslisten ville fjerne nedreguleringen af overførselsindkomsterne. I en situation, hvor dagpengenes dækningsgrad på 30 år er styrtdykket – næsten halveret for nogle faggrupper – er det svært at bære, at skatteaftalen udhuler dagpengene yderligere. Kontanthjælpen er bestemt heller ikke for høj i forvejen. Derfor har jeg - også i medierne - ærgret mig over det element og at aftalen ikke blev lavet til venstre, men med Venstre. Jeg tror, at mange røde danskere havde brug for at se, at den opfattelse også var i SF.

Vi får ikke meget mere ud af at se tilbage på det, der er gået skævt. ”Lad os nu se fremad”, ville Fogh have sagt: Hvad er perspektiverne for rød omfordeling nu?

En finesse, som de færreste har hæftet sig ved omkring skatteaftalen er, hvilken status den har, rent Chritiansborg-teknisk. Den er udformet som en minimalt bindende stemmeaftale, hvor partierne kun har forpligtet hinanden på  at stemme for elementerne, når de kommer i Folketingssalen. Undtagen lige når det gælder fastfrysning af boligskattestoppet de næste ti år og vist også nedreguleringen af overførslerne. De to elementer, som vi i SF’s landsledelses vedtagelse har betegnet som ”ikke i overensstemmelse med SF’s politik”, er nu forligsbelagt og kan dermed kun ændres, hvis alle aftaleparter indvilliger, eller hvis det opsiges før et valg, hvilket der dog ikke er meget tradition for. Det eneste realpolitiske argument for et bredt forlig er, at det normalt fremtidssikrer resultatet. Det argument hænger ikke sammen i denne skatteaftale.

Er glasset halv tomt, har vi altså trods det brede forlig ingen sikring for at aftalen består efter et valg, undtagen boligskattestoppet – og måske også nedreguleringen af overførslerne. Nu har Venstre og konservative vetoret over det. De andre elementer i skatteaftalen ser Løkke gerne ændret på, hvis han får flertal.

Er glasset halvt fyldt kan man sige, at regeringen står frit til at lave nye tiltag - og måske endda omgøre dem, der er i den indgåede aftale – i et rødt flertal med Enhedslisten. Det ser vi allerede et spædt tilløb til, i forsøget på at fjerne sukker- og fedtafgiften.

Jeg er af natur optimistisk anlagt. Mit glas er oftest halvt fyldt, men jeg kan mærke, at det kræver kreativt  mentalt arbejde at bevare optimismen over denne situation.

Det bedste svar, der kan gives på om glasset er halvt fyldt eller halvt tomt er nu engang, at det afhænger af hvilken side af glasset man er i. For Løkke ser det – som oftest – halvt fyldt ud, men for os andre er udsigten mindre festlig.

Dels er vi bundet til en stigende ulighed og et boligskattestop, som er det nærmeste, man kommer et fælles hadeobjekt for økonomer. De radikale har da også (teater)tordnet mod det og deres latterlige ”Vi lytter. Også til økonomer.” klinger pivfalskt, efter at de med vold og magt fik hevet V og K ind i aftalen og velvilligt, faktisk på grænsen til det vellystne, støbte boligskattestoppet i beton.

Deres hjemmeside siger ellers, at: ”Radikale Venstre vil lette skatten på arbejde for alle. Det vil øge beskæftigelsen betragteligt, fordi mange vil arbejde mere. Finansieringen skal ske gennem flere grønne afgifter for private og erhverv og ved bl.a. at reducere rentefradraget for de rigeste husejere, som spekulerer i skattereglerne.”

Og dels viser det, at de radikale har en hed flirt kørende med de borgerlige, som de holder døren på klem for. Som i ethvert forhold skaber det mistillid og mistrivsel – også i en regering, hvis overlevelse nu er langt fra sikker.

Vil man skabe et mere ”økonomisk ansvarligt” skattesystem, hvor skat flyttes fra værdiskabende arbejde, står nu tilbage at beskatte andre arbejdsfri indkomster end bolig. Det må betyde, at øget skat på arv, formue og aktier bør komme i spil – der er jo ingen binding, der forhindrer det.

Her ligger der en lige strækning at finde fælles fodslag på for landets røde partier, trods forskellene i farvetoningen. Og skulle de radikale være imod, vil de få svært ved at forsvare det, nu de har droppet boligskatten.

På samme måde må vi på andre dele af den økonomiske politik lægge os hårdere i selen for at stå sammen om at sikre en rødere politik, så opgørelsen over regeringens resultater skrives med røde tal – i politisk, og ikke regnskabsmæssig forstand.

Enhedslistens frustration og modstand mod de to indgåede reformer er helt fair og forståelig. Så længe den ikke fører til at hive tæppet væk under regeringen – uanset at det fra Enhedslistens vinkel kan synes som om regeringen er godt i gang med at gøre det selv, oven på de sidste par uger.

Det er en gravalvorlig situation for regeringen, men også for hele venstrefløjen – ikke kun SF. Som sagerne står nu, er jeg af den opfattelse, at det vil være skadeligt for muligheden for en rødere politik, hvis venstrefløjen - Enhedslisten eller SF - vælter regeringen.

Vores opgave som venstrefløj i og uden for regering må være at holde sammen og presse på for så socialistisk en politik som muligt. Et pres, vi ved også skal komme fra neden, hvis vi skal gøre os håb om et folkeligt forandringspotentiale, og som partierne ikke skal patentere! Dermed lettes regeringsdeltagelsens ”ansvarets åg”  fra vores skuldre. Så må de radikale påtage sig det, hvis de ikke jubler over at være i en regering, der hviler på tre røde partier og følgelig vil føre (lyse)rød politik.

Jeg vil slutte af med at citere en anden og sikkert mere indsigtsfuld PW på den danske venstrefløj. I Information skrev Preben Wilhjelm denne appel til Enhedslisten for en uge siden:

”Hvis de borgerlige spiller på EL’s mytologisering af finansloven, sådan som de tydeligvis lægger op til, skal man selvfølgelig ikke gøre sig til deres nyttige idiot. Man stemmer ikke imod, fordi den indeholder elementer, som man har gjort, hvad man kunne for at forhindre og således ikke har ansvar for. Og man stemmer ikke for, fordi man i slutforhandlingerne opnår nogle indrømmelser (som jo aldrig vil komme på højde med tilbagetrækningsreformen og andre forringelser). Man har klargjort sin stilling til hvert enkelt element og kan evt. tydeliggøre det ved at kræve enkeltposter til afstemning. Så er det klart, hvad man har ansvar for, og hvad man ikke har ansvar for. Og afstemningen om det samlede katalog gælder det simple spørgsmål: Foretrækker man alt i alt, at regeringen bliver siddende eller går?”

Annonce