3. juni 2012 - 20:09

Indflydelsen er åbenbart gået direkte i korttidshukommelsen hos Poul-Erik og Mattias

Kunden har altid ret, hed det sig i min tid som tankpasser og kassedame.

Udsagnet er selvfølgelig hverken fuldstændigt korrekt, ej heller fuldstændigt ukorrekt, men ca. midt i mellem. Det er et sjus, det indrømmer jeg, da jeg ikke har kunnet finde statistik på hvor ofte kunder faktisk har ret/uret.

Det er heldigt for regeringen, for det betyder at nedenstående citat fra chauffør Lars Andersen, som Politiken har talt med, formentlig ligger et sted mellem korrekt og ukorrekt, i hvert fald indtil andet er bevist.

»Jeg synes ikke, de klarer sig særligt godt, og jeg mener ikke, de kæmper for arbejderne. Jeg stemte selv på dem ved sidste valg (15. september 2011, red.), og det vil jeg ikke gøre igen. Jeg er lidt i tvivl om, hvem jeg ville stemme på nu, så jeg er glad for, at der ikke er valg lige nu. Jeg ville nok rykke til Venstre. Det virker som om, de er mere folkets parti. De tager sig mere af alle end Socialdemokraterne«.

Hovsa.

Udtrykket ’kunden har altid ret’ rummer, blandt flere komponenter, en kommunikationsdimension, da ’kunden’ må formodes at have været eksponeret for ’forretningens’ kommunikation. Kunden er her modtager, og opstår der uenighed, baseret på uklarhed mellem kunde og forretning, er noget formentlig gået galt i afsenderens - forretningens - kommunikation.

Det der måske er gået galt her er, at man har forsømt at skabe et sprog, bakket op af konkret handling, der adskiller sig tydeligt fra konkurrenternes.

Tal rødt, hvis du vil have folk til at tænke rødt

George Lakoff har været i byen, og Kforum har udlagt et par af hans pointer, i letfordøjelig form. I den linkede artikel står bl.a.:

Socialdemokraterne og SF har gjort det i Danmark. Demokraterne har gjort det i USA. De har flyttet deres politik – blandt andet den økonomiske – mod højre for at lokke mere højreorienterede vælgere ind i folden.

Men det er intet mindre end en snothamrende dum strategi. Vores hjerner er nemlig indrettet sådan, at vi bliver mere højreorienterede, jo mere vi udsættes for konservativ tankegang. Og vi bliver mere venstreorienterede, jo mere vi bliver præsenteret for socialistiske løsninger på samfundets problemer.

Og så kunne vi stoppe her, men vi skal da lige have et konkret eksempel på metaforikkens betydning:

Ordet ’skattelettelse’ gør os til liberalister

George Lakoff er kendt for at analysere, hvordan politikere kan sætte rammerne for deres kommunikation ved hjælp af metaforer i deres sprog. Han fortæller, at højreorienterede partier igennem mange årtier har været suveræne til at kommunikere i et sprog, som kan forføre den menneskelige hjerne.

»Da George W. Bush holdt sin første tale, efter han var blevet indsat som præsident, brugte han ordet ’skattelettelse’ (tax relief, red.). Og det samme gjorde han i stort set alle taler derefter.«

 »En ’lettelse’ opstår, når nogen fjerner et ubehag – for eksempel en smerte. Det vil sige, at den, der vil give dig lettelsen, er god, fordi han vil fjerne smerten. Og den, der ikke vil give dig lettelsen, er ond,« fortæller George Lakoff.

 »Når George W. Bush bruger ordet ’skattelettelse’, får han os til at tænke konservativt. Vi kommer til at tænke, at skat er noget ondt, og at det er en lettelse at slippe for den,« siger George Lakoff.

Aha.

Her bliver jeg så lige nødt til at citere min medblogger Jakob Lindblom, der citerer fra en Enhedsliste-beslutning på det nys overståede årsmøde:

Enhedslisten står fast på arbejderbevægelsens gamle princip om velfærd for alle.  Derfor fastholder vi, at de rige skal have samme ret til velfærd, som de fattige, men de rige skal via en kraftig omfordeling af skattebyrden betale langt mere til den fælles velfærd.

Skattebyrde? Ups.

Måske det er på tide, at vi bliver enige om den der skat: penge er som bekendt symbolet på udveksling af materielle og immaterielle værdier, og løn er en symbolsk anerkendelse for vores tid og krop – vores arbejde. Det vi egentlig overdrager til samfundet gennem Skat, er således arbejde. Symbolsk repræsenteret ved en pengesum.

Det regeringen nu lægger op til er, at de der får mest symbolsk anerkendelse for deres arbejde, skal arbejde mindre for fællesskabets praktiske løsning af vore fælles opgaver, og i stedet mere for dem selv.

Og for at det ikke skal være løgn, så skal de, der af forskellige årsager ikke har mulighed for at bidrage til fællesskabet, modtage en relativt mindre kompensation for at være afskåret fra at bidrage med tid og krop.

Hvad blev der af Skævt-kampagnen, Poul-Erik?

Det burde lige være en sag for 3F at slå i bordet i protest mod ovenstående absurditet, men nej. I stedet er 3F’s formand Poul Erik Skov Christensen gået til angreb på Enhedslisten for at kritisere regeringens udspil:

- Det vil være tudetosset, hvis Johanne Schmidt-Nielsen bliver siddende i det træ, hun er kravlet op i. Hun risikerer at misse en historisk chance, fordi hun af taktiske årsager lægger den her linje, fordi det giver godt i målingerne, siger han til Avisen.dk.

Den linje Poul-Erik her taler om, ligner ellers til forveksling linjen i den Skævt-kampagne, som Poul-Eriks forbund kastede millioner efter før og under valgkampen (a pro pos Lakoff):

 

Det eneste der er ændret, er at Lars Løkke formentlig skal bidrage endnu mindre til fællesskabet.

Mattias Tesfaye er åbenbart også blevet ramt af indflydelse

For en god ordens skyld, vil jeg dog lige pointere, at Poul-Erik Skov Christensen ikke er den eneste, for hvem al denne nyvundne liflige indflydelse er gået direkte i korttidshukommelsen.

Mattias Tesfaye begejstrede under den langstrakte valgkamp sit publikum med en række små Youtube-film, hvor han udlagde teksten. Her f.eks. en film hvor han forklarer, at 700 kroner er mange penge.

Det er længe siden nu, og i mellemtiden er den liflige indflydelse kommet til, så nu mener Mattias ikke længere, at 1000 kroner er så mange penge, at det gør noget:

Det er min egen personlige erfaring fra min familie og fra min vennekreds, at du kan give de mennesker 1.000 kr. mere om måneden, og du kan give 1.000 kr. mindre. Det er selvfølgelig fedest at få det første, men det er ikke det, der ændrer deres situation. (…)

Ak ja, den indflydelse.

Nu lyder det typiske argument, når disse besynderlige og pludselige ændringer i synet på den rigtige linje, og om hvorvidt 700 kroner, er mange penge eller ej, at det er de Radikale skyld.

Hvis ikke det havde været for de Radikale, så havde Poul-Erik stadig ment, at det er for galt at tage penge fra de arbejdsløse, for at give dem til de med de højeste indtægter, og Mattias havde stadig ment, at 700 kroner er mange penge i et stramt budget.

Men nej, på en for offentligheden ukendt – men formentlig modbydelig! - måde, har de Radikale tvunget, ikke bare Poul-Erik og Mattias, men stort set alle pinger i  S og SF, til at ændre syn på væsentlige spørgsmål. Og det er åbenbart tillige kommet som et lyn fra en klar himmel, at de Radikale, de pæne mennesker, har kunnet finde på den slags nederdrægtigheder.

Eller også har S bare sat sig i en håbløs forhandlingssituation, da man insisterede på at den underlige fætter SF partout skulle være med til at lege. Ok, svarede De Radikale, og deres pris var til gengæld, at så skulle de også have lov til at bestemme hvad der skal leges. Det blev så sjovt nok en leg, der handler om at foreslå og beslutte radikal politik.

Umiddelbart en no-brainer, men så helt åbenbart alligevel ikke.

Af al denne elendighed kan vi så endnu engang konstatere, at lige børn leger bedst, og at i det neoliberale mørke er alle katte grå, bare for lige at slutte af med et par velgennemprøvede metaforer.

 

Kommentarer

Tilføjelser:

1. Der er ikke et år, men tre dage mellem de mange 700 og de ikke så mange 1000 kroner.

2. Mattias Tesfaye føler sig dårligt behandlet af JP-journalisten: "Vil blot gøre dig opmærksom på at jeg har klaget til journalisten fra JP. Det fremstår som om jeg ikke mener 1000 kroner har nogen betydning for tilværelsen på kontanthjælp. Det er lodret forkert. Jeg har selvboet hjemme hos en alenemor på kontanthjælp - jeg kender alt til værdien af hver en femmer. 
Min pointe i interviewet var at hverken færre penge (som de højreorienterede siger) eller flere penge (som NOGLE venstreorienterede siger) hjælper matchgruppe 3 tættere på arbejdsmarkedet. Det er noget helt andet der fungerer: psykologhjælp, uddannelsesmuligheder og et arbejdsmarked der åbner sig op for andre end dem der kan yde 100 procent. 
Sådan fremstår det langtfra i interviewet, og det er jeg faktisk temmelig sur over."