8. maj 2012 - 17:39

Landbruget må udfris fra sine lidelser

Landbruget er teknisk insolvent, dvs. at dets gæld overstiger de priser det kan sælges til. Alligevel kan man frygte, at det i den netop nedsatte Natur- og Landbrugskommission vil kæmpe for at fortsætte udviklingen mod et stadig mere intensivt og højkapitaliseret landbrug, selvom det uden tvivl også vil foregive, at det vil fortære færre ressourcer. Landbruget er del af en sindssyg økonomisk logik, der er intimt forbundet med den naturforarmning og dyremishandling vi er vidne til.

Hvor meget er den danske landbrugsjord værd? Ikke kun Adam Smith, David Ricardo, Karl Marx samt Henry George er kommet med teorier om, at jordens ’værdi’ har at gøre med dens afkast, der i dette tilfælde kaldes jordrenten. Sådanne ideer har Fødevarøkonomisk Institut (FI) under Life også, se f.eks.  Landbrugets økonomi 2011.

Jordrenten definerer FI som det beløb, der er til rest til aflønning af jorden, når alle andre produktionsfaktorer (arbejdskraft, tjenesteydelser, afskrivninger af maskiner og bygninger) har fået deres. Iflg. Marx er det den rest, der er tilbage til ejeren efter kapitalens forrentning og arbejdslønninger, det ekstra, der ligger over den normale profit. Den aflønning gjorde det muligt både at have en kapitalist (en forpagter) og en grundejer til jorden. FI definerer også jordrenten som en slags forpagtningsafgift, så det er jo i grunden i god overensstemmelse med klassikerne, selvom instituttet ikke diskuterer, hvorfor man har to aktører i landbruget (tre med landarbejderne), men det er jo også en gammel historie. Derimod bør det gøres klart, hvor gældsbetalingerne i forbindelse med ejerskab af jorden hører hjemme. Skal forpagteren eller ejeren (i Danmark oftest den samme) afdrage og forrente gælden? Logisk set må det være ejeren, der så faktisk deler ejerskabet med realkreditten. Hvis man ser på FI’s opstillinger af landbrugets indtjening, skal landbrugets omsætning dække: køb af inputs og arbejdsløn, afskrivninger af maskinpark og bygninger, afdrag og forrentning af gæld og forpagtningsafgift. Efter alt det er der så en ekstra restpost, der repræsenterer det reneste og pureste overskud.

I 2011 lå nettoindkomsten i det danske landbrug før forpagtningafgift og renter på 16,5 milliarder kr. Renteudgifterne var lige ved 8 milliarder kr, så renset for disse var indkomsten 8,5 milliarder kr. Det er en betydelig forbedring fra 2008, hvor renteudgifterne var på næsten 17,5 milliarder kr. Ikke bare er markedsrenten faldet, men også de enorme tab på spekulation, f.eks. i scweizerfranc, som mange landmænd havde muntret sig med i opløbet til krisen, er nu mindsket.  I 2010 og 2011 nåede landbruget som helhed for første gang siden 2006 op på et positivt resultat efter forpagtningsafgift og renteudgifter.

Mange venstreorienterede mener i bedste overensstemmelse med borgerlige økonomer, at subsidier til landbruget kapitaliseres og får jordpriserne til at stige. Det er langtfra hele sandheden. Hvis vi ser på den rene jordrente i snæver forstand defineret som forpagtningsafgift, så er den ikke på mere end 3,5 milliarder (efter at have taget subsidierne i betragtning). Det giver en samlet værdi på 115,5 milliarder kr. til en kapitaliseringsrente på 3%, der svarer meget godt til gennemsnitsrenten. Lægger man overskuddet efter finansielle poster til, kommer man op på ovennævnte 8,5 milliarder kr, hvad der stemmer med en kapitaliseret værdi på ca. 280 milliarder. Det er svært at påstå, at subsidierne spiller direkte ind på priserne, udover at landbruget ekspanderer lige til den grænse, hvor indtjeningen er lig med subsidierne. Disse hjælper således kapitaludbygningen.

Men gælden skal naturligvis også dækkes. Landbrugets gæld er på omkring 350 milliarder kr. Der er omkring ca. 2,6 millioner hektar landbrugsjord i drift, dvs. at gælden per ha er på næsten 135.000 kr. I de gode dage i 2006 nåede prisen på jord visse steder op på 300.000 kr. per ha, men lad os sige, at gennemsnittet var på 250.000 kr. – altså 650 milliarder kr. i samlet markedsværdi i alt. Nu er gennemsnitsprisen for en ha nede på 125.000-150.000 kr., mange steder er prisen kun på 100.000 kr. per ha. Hvis de er 125.000 kr. i gennemsnit, giver det en samlet sum på 325 milliarder kr. Det er klart, at landbruget er teknisk insolvent over en bank, dvs. gælden er højere end markedspriserne på jord. Alt i alt skulle jordpriserne være på 465 milliarder kr. for blot at dække gæld og kapitaliseret forpagtningsafgift. Men det er de ikke.

Landbruget slæber gæld med sig fra generation til generation. I nullernes opsving steg friværdien. Ikke fordi landbrugets indtjening på noget tidspunkt var prangende, men formentlig var der afsmitning fra priser på jord til anden anvendelse. Adgangen til kredit blev stadig nemmere, bopælspligten blev ophævet og andre lovgivningsmæssige ”liberaliseringer” vedtaget. Dette falder sammen med hangen efter at reducere enhedsomkostningerne, eller gøre landbruget stadig mere ”produktivt”. Lånene blev brugt til jordopkøb samt fornyelse af maskinparken og alskens investeringer i nye stalde udstyret med teknologiske vidunderrobotter og computersystemer, der kan udmåle foderet med hysterisk præcision osv. Maskinparken er blevet mere og mere voluminøs og teknologisk spidsfindig. For slet ikke at tale om gifte og gødning, som jorden fyldes med for at prøve at gøre godt for dens tiltagende forarmelse. Lånene blev i høj grad taget i små banker og sparekasser, der nu er ved at bukke under, fordi de må nedskrive mange landbrugslån. En landbrugsfinansieringsbank, der skal sidde tilbage med de dårlige lån og redde hvad reddes kan, er under oprettelse.

Samtidig har landbrugets intellektuelle supportere støttet det i forestillingen om, at store brug er mere rentable, f.eks. har FI regnet sig frem til, at de store brug (målt i fuldtidsansatte per ha)  kan løbe rundt, hvorimod de små ikke kan, se ”Stordriftsfordele i landbruget”, http://www.foi.life.ku.dk/Aktuelt/stordriftsfordele.aspx. Dokumentet drejer sig kun om kvægbrug, skal lige siges, og det fremgår ikke, hvordan de økologiske bedrifter indgår. Igen er der det problem, at gældsbetaling ikke fremgår klart, og den kan ændre billedet.

Pointen er, at landbrugets finansieringsform og hele sindssyge økonomiske logik er intimt forbundet med den naturødelæggelse og dyremishandling vi er vidne til. Overkapitalisering af jorden, en underudnyttet maskinpark, affolkning af landet – i hvert fald af folk, der har noget nyttigt at tage sig til derude – er blot nogle konsekvenser af denne brugsform.

Det store landbrug har fået en uimodståelig hang efter at gå mod øst og køber op i Polen og Rumænien og Bulgarien med et forældet landbrug, der producerer det samme som vi gør. Rumænske småbønder bliver købt ud for en slik. Ukraine er næste mål, men det er ikke så nemt at få lov. De gode landmænd ruller deres helt moderne teknologi ud derovre  i østlandene og bidrager dermed til en accelereret udvikling, der hverken er god for folk eller fæ, fugle, frøer og fisk.

Nu har Natur- og Landbrugskommissionen begyndt sit arbejde. Kigger man på dens sammensætning er det tydeligt, at vægten vil blive lagt på et tvangsægteskab mellem intensitets- og produktionsøgning på den ene side og  (postuleret) naturbeskyttelse på den anden. Man ved godt, hvem der bliver den svage part i det forhold. Landbrugets toporganisation Landbrug & Fødevarer har mobiliseret den kampberedte Søren Gade som direktør. Det er om at opruste fra venstrefløjen i det her vitale spørgsmål.