Med livet som indsats – en fortælling fra et tyrkisk fængsel

I disse stunder, mens en larmende ligegyldighed og dræbende tavshed dominerer den danske offentlighed i forhold til de tragedier, der finder sted i Mellemøsten, har kurdiske politiske fanger i tyrkiske fængsler påbegyndt sultestrejke på ubestemt tid. Deres er mål er at gøre verdenssamfundet opmærksom på og presse det tyrkiske regime til at indfri kurdernes ønske om rettigheder og frihed. Den første gruppe af de sultestrejkende påbegyndte deres aktion på selve dagen for militærkuppet i Tyrkiet, der fandt sted 12. september 1980. En alvorlig og symbolsk handling og efter de sultestrejkendes eget udsagn et slag mod det regime, der siden militærkuppet i 1980 kun har skiftet form, mens dets indhold og metoder fortsat er intakte. Kurdernes ønske om frihed og demokrati knuses fortsat. Og den tyrkiske stat umuliggør fortsat kurdernes legale politiske kamp.

Dagligt deltager flere og flere politiske fanger i sultestrejken. Lige nu er det over 490 politiske fanger i 58 tyrkiske fængsler, herunder flere borgmestre og en parlamentariker. Særligt en historie gør dybt indtryk på mig midt i denne tragedie, hvor de første sultestrejkende har været i gang i 40 dage og nu er i risikozonen og kan miste deres liv. Det er Mazlum Tekdags historie.

Mazlum Tekdag i Diyarbakir fængslet. Nederst i højre hjørne BDP's forkvinde, der under oplæsningen af Mazlums brev, oplevede følelsesladede øjeblikke.

Jeg mødte ham første gang i 2008 i Ankara, hvor jeg var gæst til det kurdiske parti DTP’s kongres. Han gjorde stort indtryk på mig. I en meget ung alder viste han mod og trodsede det tyrkiske regimes brutalitet og kæmpede for demokrati. Hans historie er samtidig et tydeligt vidnesbyrd på det kurdiske folks lidelser og portrætterer de sidste 30 års brutalitet begået mod kurderne.   

”Det at spise har ingen betydning for os”

I et brev fra fængslet til sin partikammerat og formand for det pro-kurdiske parti BDP (Freds- og Demokratipartiet) Gültan Kisanak skriver Mazlum følgende:

“Vi er alvorlige. Så længe vi har denne vilje, tro, håb og beslutsomhed, er det at spise eller materielle goder i denne verden af ingen betydning for os. Det håb vi har i os bringer os tættere og tættere på friheden.”

Mazlum er opkaldt efter den unge kurdiske politiske leder Mazlum Dogan, som han på mange måder deler skæbne med. Mazlum Dogan satte ild til sig selv natten til det kurdiske nytår Newroz den 21. marts 1982, fordi han ikke vil give efter for det tyrkiske regimes tortur og undertrykkelse af kurderne og tilsluttede sig rækken af tusinder kurdiske unge mænd og kvinder, der har ofret deres liv i kampen for frihed og demokrati.

Mazlum Dogan sad dengang også fængslet i det berygtede fængsel i den kurdiske hovedby Diyarbakir, hvor Mazlum Tekdag nu går døden i møde i kampen for sit folks ønske frihed og demokrati.   

Mazlum Tekdogans far blev dræbt i 1993 dræbt af den tyrkiske stat på en højlys dag foran hans bageri i Diyarbakir. Hans onkel blev i 1995 bortført og likvideret af de tyrkiske dødspatruljer, der opererede i de kurdiske områder. Disse dødspatruljer var organiseret under det berygtede navn JITEM, en efterretningsenhed, der skulle handle og udføre militære operationer i både ind- og udland.

Ca. 20.000 uopklarede mord på kurdere

I 1990’erne, hvor konflikten mellem den kurdiske frihedsbevægelse og det tyrkiske militær var på sit højeste, forsvandt tusindvis af mennesker sporløst. I 1997 var antallet af uopklarede mord oppe på i alt 19.692, og ofrene var alt fra lokale bønder, lærere, advokater, politikere til fagforeningsfolk og andre. Dengang som i dag møder ofrenes familier en mur af tavshed i deres kamp for at finde ud af, hvad der skete med deres nærmeste.

Da Mazlums far uden rettergang på åben gade blev likvideret var Mazlum blot ni år gammel. Hans skæbne besegles engang for alle. Og de næste mange år skulle han bevidne en brutalitet fra det tyrkiske regime, der førte til systematiske, etniske udrensninger af 4000 kurdiske landsbyer og vilkårlige og udenomretslige myrderier af civilbefolkningen.

På trods af al den brutalitet og død Mazlum oplever i sin unge alder, vælger han ikke at opgive kampen for frihed og demokrati. Allerede i gymnasietiden engagerer han sig i politik. Han starter i det nu lukkede kurdiske parti HADEPs ungdomsorganisation, senere i det nu lukkede kurdiske parti DEHAPs ungdomsorganisation og når inden han fængsles 14. april 2009 at blive valgt til landledelsen i det nu lukkede kurdiske parti DTP.

Vigtigt at lytte til Mazlums appel

Mazlums arrestation skete kort tid efter kommunalvalget i Tyrkiet i 2009, hvor der blev indledt en kæmpe bølge af arrestationer mod flere hundreder af kurdiske politikere og aktivister i Tyrkiet. I dag sidder over 8.000 kurdiske aktivister fængslet på mere eller mindre absurde anklager om ”støtte til terrorisme”, herunder en lang række tidligere og nuværende parlamentarikere, borgmestre, byrådsmedlemmer, fagforeningsledere, journalister samt tillidsfolk i det kurdiske parti, BDP.

I sit brev som er følelsesladet og skitserer situationens alvor skriver Mazlum videre at det er tid til at sige stop til og kæmpe mod tyranners grusomheder og videre siger han:

”Desværre er vi fortsat vidner til dage hvor tårer fortsat hersker. Denne virkelighed som krigen udsætter os for påvirker os alle. Vi er nødt til at sige stop til døden og blodudgydelserne. Det kurdiske folks retfærdige kamp for frihed, prøver man med forskellige restriktioner og på uretfærdig vis at tilintetgøre. Dets (kurdernes) sprog, kultur, identitet benægtes og gennem militære og politiske operationer prøver man at knække kampen. På alle mulige måder er vi nødt til at kæmpe imod denne politiske plan.  Alle steder er kamppladser og vil kæmpe mod og holde stand mod AKP-statens holdning og politik. Tiden er kaotisk og det er svært at gennemskue hvor det bærer hen ad. Men vi vil, ved at ofre vores kroppe, opponere mod udviklingen. Vi kan desværre ikke gøre andet mellem de her fire vægge mod tyrannernes grusomheder.”

Jeg håber, i denne tid hvor Mellemøsten er hærget af kaos, ødelæggelse og krig, at Mazlums appel om fred, frihed og demokrati høres – også her hjemme. Og at den larmende ligegyldighed og dræbende tavshed, der eksisterer også her hjemme, ikke erstattes af en kortvarig samvittighedskval, men af en langvarig insisteren på fred og styrket solidaritet med de der kæmper for demokrati og frihed.