Kan man forstå regeringens aktuelle beskæftigelsespolitik gennem psykoanalysen og dens autoritetsbegreber? Og er Mette Frederiksen i virkeligheden vores allesammens far, der er kommet hjem efter en lang dag på kontoret?
Psykoanalysen arbejder med et fint autoritetsbegreb: Faderen. Faderen som autoritet, kan findes i mindst 2 former.
Den ene autoritetsfigur er den moderne industrifader, som var på arbejde og kom hjem og slog børnene hvis de ikke havde været i skole eller læst lektier. Eller hvis de ikke gik på arbejde som ham.
Den anden faderfigur er den postmoderne autoritet. En autoritet, der i virkeligheden er en onkel. Onklen er der kun for hyggens skyld. Når onkel passer ungerne, må man gøre hvad man vil, bare man hygger sig. Den postmoderne autoritet regerer ved sit fravær. Du kan uddanne dig til hvad du vil, bare du nyder dit job.
Kan man overføre de to autoriteter til regeringens aktuelle fordring om arbejde? Og hvilken tragikomisk teaterstykke medfører dette?
Onkel Hjort
Før krisen fandtes det kreative arbejdsmarked, hvor alle havde jobs. Der var konkurrence om at elske sit job mest. Hvem kunne realisere sig selv mest på jobbet? Og hvem var gladest for sit arbejde? Der var arbejde til (næsten) alle, og uddannelse førte automatisk til et kreativt selvudviklende arbejdsliv.
Det var let for Claus Hjort at skælde ud, når alle i forvejen var i arbejde. Claus Hjort var hyggeonklen i beskæftigelsesministeriet før 2008. For folk var glade for deres job. De elskede deres selvrealiserende arbejde og arbejdede så der blev råd til både nyt køkken og bil nummer to.
Claus Hjort regerede som legeonkel eller weekend-far.
Fader Mette Frederiksen
I dag – efter krisen har sat ind – er arbejdsmarkedet og arbejdets fordring forandret. I dag er mange arbejdsløse, arbejdets kreative og selvudviklende idealer er erstattet med pligter og skyldfølelse. Arbejde er først og fremmest surt slid som beskæftigelsesministeren påbyder sin befolkning.
Det er naturligvis Mette Frederiksen, der er faderen: autoriteten der er kommet hjem fra en lang dag på kontoret. Mette Frederiksen skal rydde op efter den slaphed, som onkel Hjort har hygget sig med. Vi skal alle arbejde os ud af krisen. Om vi vil det eller ej. Alle skal i job, og vi skal øge udbuddet i jobkøen.
Far er død
Men ungerne er uregerlige efter en længere periode i Onkel Hjorts favn. Claus Hjorts incestuøse omsorg for ungerne har ført til slaphed. Mette Frederiksen har noget af en opgave foran sig.
For efter Nietzsche satte kniven i ryggen på Gud, ved vi alle, at faderen også er død. For hvad giver Mette Frederiksen ret til, skide sur, at smække med døren og skælde ud. De ugidelige stiller kritiske spørgsmål og føler sig uretfærdigt behandlet; ”Jamen onkel Hjort sagde vi godt måtte!”.
Efter Claus Hjort har været på besøg er alt spoleret. Vi vil hellere nyde arbejdet, end tvinges til det.
Tragikomik
Den nye regerings beskæftigelsespolitik er helt latterlig. Skældud virker aldrig efter en weekend hos onkel; ”Vi vil passes af onkel Hjort igen!”.
Efter introduktionen af selvledelsens og kreativitetens arbejdsmarked, kan Mette Frederiksen ikke gå tilbage til den sorte arbejdspædagogik. Den autoritære ledelsesfigur er død og den kan ikke genoplives.
Det er Mette Frederiksens eget uheld, at hendes parti selv aflivede den autoritære fader i 70’erne.
Bare vent til Far kommer hjem
Selvom det var moderen, der var hjemmegående under industrialismen, var det faderens ansvar at opdrage børnene. Moderen opdragede ved faderens fravær; ”Bare vendt til far kommer hjem”, sagde moderen, når der skulle skældes ud. Faderen regerede gennem moderen.
Nu er fader Frederiksen kommet hjem. Men hvorfor virker deres beskæftigelsespolitik, så fortsat så latterlig? Svaret skal nok findes, i netop det forhold, at faderen altid har regeret gennem sit fravær. Gennem truslen om sin hjemkomst. Hvis faderen først træder ind i rummet, kan vi se, at han er fordrukken og blot et menneske som alle andre. Ligesom Mette Frederiksen.
Det var det Claus Hjort vidste, under hans regime. Han regerede gennem truslen. Han smilede imens alle vidste, at vi frivilligt skulle gøre hvad han sagde. Autoriteten skal mangle, for at vi kan føle dens fulde styrke.
Og hvem andre end Margrethe Vestager har sans for denne detalje. Margrethe Vestager har andre til at lede for sig. Det er næsten så man kan høre Mette Frederiksen sige; ”Bare vendt til Vestager kommer hjem”, mens ingen hører på hende og ungerne fortsat hellere vil have onkel Hjort tilbage.
Kommentarer
..du skriver løs - jeg fatter intet af hvad du siger - og jeg var selv arbejdsløs i næsten 10 år. Jeg gav også andre skylden.
Det første jeg gjorde da jeg fik et job var at aktivere min bedste ven, som besluttede at han hellere ville ryge joints og være forfatter.
Min bedste ven før det har nu brugt 10 år i øveren og skriver om hvordan han nu er parat til at dræbe sig selv, men han er nok ikke kreativ nok til Onkel Eskil.
Vil gerne være far, men jeg er nørd og dårlig til at score.
..tak for at få lov til at lave den første kommentar på din galde.
Sikke et dejligt blogindlæg Eskil :)
"du skriver løs - jeg fatter intet af hvad du siger"
Det er vi nok mange der ikke gør. Eller det vil sige: Som regel forstår jeg godt Eskil, hvor han vil hen, osv. Jeg fanger godt de smarte venstreradikale referencer (Hardt&Negri, Zizek, Deleuze) som danner udgangspunktet for hans tynde politiske analyser og banale postmodernistiske tweets. Men det her indlæg er sgu godt nok kryptisk. I folkeoplysningens tjeneste vil jeg dog gerne gøre en indsats for at afkode denne mands vigtige tanker om vigtige ting. Here goes:
"Psykoanalysen arbejder med et fint autoritetsbegreb: Faderen. Faderen som autoritet, kan findes i mindst 2 former. Den ene autoritetsfigur er den moderne industrifader, som var på arbejde og kom hjem og slog børnene hvis de ikke havde været i skole eller læst lektier. Den anden faderfigur er den postmoderne autoritet. En autoritet, der i virkeligheden er en onkel."
- Eskil er her inspireret af den slovenske filosof Slavoj Zizeks betragtninger om det postmoderne autoritetsbegreb, formodentlig efter at have stødt på følgende interview på youtube: http://www.youtube.com/watch?v=KjEtmZZvGZA
Hvad Eskil imidlertid ikke helt får med, er at den postmoderne autoritet netop ikke er en hyggeonkel. Den postmoderne autoritet regerer ikke ved sit eget fravær, men gennem fraværet af den direkte trussel. Han anvender ikke eksplicit disciplinering, men italesætter hans subjekt på en måde der fremmer subjektets selvdisciplinering. Skåret ud i pap: I Eskils eksempel ville hyggeonklen sige til sine nevøer og niecer: "I kan lege det I vil, men husk at far og mor kommer hjem om lidt, og de har haft en rigtig hård dag. Og hvis de skal tørre mudder af jeres sko og vaske jeres tøj bliver nok rigtig, rigtig kede af det."
"Det var let for Claus Hjort at skælde ud, når alle i forvejen var i arbejde. Claus Hjort var hyggeonklen i beskæftigelsesministeriet før 2008. For folk var glade for deres job. De elskede deres selvrealiserende arbejde og arbejdede så der blev råd til både nyt køkken og bil nummer to. I dag – efter krisen har sat ind – er arbejdsmarkedet og arbejdets fordring forandret. I dag er mange arbejdsløse, arbejdets kreative og selvudviklende idealer er erstattet med pligter og skyldfølelse. Arbejde er først og fremmest surt slid som beskæftigelsesministeren påbyder sin befolkning."
- Før 2008 var arbejde tilgængeligt, kreativt, selvrealiserende og profitabelt, men - vupti-vupti - det ændrede krisen med et trylleslag! Jeg er sikker på at denne forsimpling tjener at (prøve at) kommunikere en eller anden pointe, som Eskils mentale tegn- og lixtalbegrænsning ellers ville have censureret væk - men den er stadigvæk ret svær at greje.
Jeg tror at Eskil prøver at reflektere over det faktum, at krisen og den stigende arbejdsløshed har ændret stemning på og opfattelsen af arbejdsmarkedet blandt de fleste af danskerne. For det første er der ikke særlig mange ledige stillinger længere. For det andet har den stigende arbejdsløshed og det medfølgende pres på arbejdsmarkedet for en stor dels vedkommende flyttet fokus fra arbejdets selvrealiserende karakter til den lidt mere rå kamp om at bevare jobbet i en nedskæringstid. Krisen har altså ændret folks opfattelse af arbejde og arbejdsmarkedet mellem Claus Hjorts og Mette Frederiksens tid som beskæftigelsesminister.
"Det er Mette Frederiksens eget uheld, at hendes parti selv aflivede den autoritære fader i 70’erne."
- Fejl. Dette udsagn er en fejl. Ungdomsoprøret (aflivede? bop-bop..) tog et opgør med den autoritære samfundsstruktur, som stod stærkt blandt politikere og fagbevægelsens ledere i efterkrigstidens socialdemokratisk dominerede periode. Men det lyder godt at tilskrive socialdemokratiet opgøret - så virker det lidt som om det rammer Mette Frederiksen som en boomerang i fjæset. Hah, dumme-Mette - og dumme socialdemokrater. Eskil har nemlig mad revisionist skills, og han bruger dem, når det lyder godt!
"Og hvem andre end Margrethe Vestager har sans for denne detalje. Margrethe Vestager har andre til at lede for sig. Det er næsten så man kan høre Mette Frederiksen sige; ”Bare vendt til Vestager kommer hjem”, mens ingen hører på hende og ungerne fortsat hellere vil have onkel Hjort tilbage."
Noget med at de radikale er økonomisk højreorienterede, og at deres skyggespil narrer de blå bjarner. Noget med psykoanalyse. Noget med en tynd efterligning CVA. Gab, hvor er det tyndt og forudsigeligt.
Må jeg ikke godt få din blog, Eskil? Jeg lover jeg gør det bedre :)
Hej ...
Du lyder som ualmindelig begavelse. Det er i hvert fald et ualmindeligt forsøg på en anonym tilsvining. Du lyder som om du har forstand på psykoanalysen. Hvorfor så ikke deltage i diskussionen i stedet for?
Du spørger om du må få min blog? Der må du nok ringe op til redaktøren. Det er ikke mit bord.
Jeg vil dog imidlertidigt godt give dig en udfordring:
Skriv et blogindlæg. Det kan handle om hvad du vil. Send den til min mail: tilspamogspil@gmail.com (det er faktisk en mailadressen, ikke en subtil joke). Du får en uge fra nu. Med mindre det har en uhyrlig og nedladende tone vil jeg gerne poste det. Du skal naturligvis give dig til kende ved dit navn.
MVH
- Eskil
Jeg vil vædde en omgang på, at bitterakademikeren '...' ikke tør tage udfordringen!
Kan vi ikke være lidt sødere ved hinanden, også selvom om vi kan få lov til at være anonyme? Man kan godt skrive en kritisk kommentar uden at være ondskabsfuld. Det kunne være dejligt hvis folk prøvede i hvertfald:) Så kan vi måske undgå at modkraft blvier nødt til at kræve logins, som det er ved at blive almindeligt. F.eks. på pol.dk.
@anonym
Jeg er helt enig. Hvis kommentarerne på Modkraft fortsætter med at udvikle sig i retning af "Nationen!" (http://ekstrabladet.dk/nationen/), bliver det da først rigtigt uinterressant at følge med i debatten her på sitet.
Personligt synes jeg, at det er interessant at læse alternative analyser, som den Eskil kommer med her.
Hvis folk synes, at denne analyse er for "banal", er de da velkomne til at springe den over.
Jeg sætter stor pris på at følge med i de forskellige blogs her på Modkraft, men det må da være super demotiverende for en blogger at blive mødt med så mange personlige svinere, som det ofte er tilfældet.
Det ville derfor være super fedt, hvis der kunne komme lidt mere saglighed i kommentarerne ... !
Bare midt lille ydmyge ønske ...! :-)
"Claus Hjort regerede som legeonkel eller weekend-far."
Var det dét, venstrefløjen sagde om Hjort, da han var beskæftigelsesminister ?
Jeg husker det anderledes.
Og så er jeg i øvrigt enig i, at vi skal tale ordentligt til hinanden.
Enig, det vil være en god idé at holde igen med forargelsestrip og spydige "jeg kunne gøre det bedre end dig kommentarer". Det er ikke et specielt godt oplæg til en god debat i hvert fald. Men når det så er sagt, så synes jeg en del af kritikken berettiget (uden at måden den udsiges på dermed er det). Med andre ord: hvis man gerne vil bruge teori som grundlag for sin argumentation - og læne sig op ad "postmoderne" (som i virkeligheden nok nærmere hedder post-strukturalistisk) psykoanalyse (der henvises her indirekte til enten CVA eller Lilian Munk Rösings autoritetsbog, som igen henviser til Zizek og Lacan) så skal man måske ha lidt bedre styr på sit stof, og lave en analyse, der yder teorien og den, ret vigtige, problemstilling retfærdighed (men altså: al ære og respekt for øvelsen!). En stor pointe i den psykoanalytiske autoritetsanalyse er, at der i den moderne organisering af samfund i stigende grad sker det, at det enkelte menneske inderliggør autoriteten - dvs. autoriteten glimrer ved sit fravær, men den er egentlig aldrig fraværende, fordi den bor i os selv: i vores overjeg. Den internaliserede autoritet skaber noget, der kan ligne en splittelse mellem "indre" lyst og "ydre" pligt. Men! - argumenterer de overbeviste psykoanalytikere - der er i virkeligheden ikke tale om et modsætningsforhold. Tilbøjeligheden til at følge sin lyst styrer efter det helt samme princip som tilbøjeligheden til at gøre sin pligt. Konsumsamfundets pligtdiktum er jo netop: gør det du har lyst til! (det er så at sige en "omvendt" måde at få folk til at gøre deres pligt på: du har pligt til at have lyst, fx). Lysten og pligten har del i samme autoritetsinstans, hvilket bl.a. Zizek tit eksemplificerer med Kafkas Processen: inde i lovens (autoritetens) inderste rum bor den vildeste obskønitet: der kneppes i krogene, der råbes og skriges og grines i én lang miserabel, uendelig og meningsløs proces. Det er med ord andre magtens rum, der ligner psykosen mere end noget andet rum i samfundet.
ok, puha, hej hej!
"der henvises her indirekte til enten CVA eller Lilian Munk Rösings autoritetsbog, som igen henviser til Zizek og Lacan"
Tak! jeg var lige ved at gå helt galt i byen. Jeg havde ikke selv lagt mærke til den lemfældige omgang med de ikke-skrevne referencer til CVA og Lilian Munk Rösings autoritetsbog. Jeg læste indlægget op oplevede en opstemthed og indre satisfaktion af humoren og budskabet. Jeg havde slet ikke opdaget den overhængende fare som denne tekst repræsenterer, med sin lemfældige fortolkning af ikke-citerede tekster. For en ikke-indviet læser som mig, er det godt at vide, at jeg ikke skal lade mig forføre af Eskils tilskrevne "postmoderne" analyse. Jeg vil straks, efter dit forbillede, ruste mig med esoteriske og post-mysticistiske analyseredskaber, afvise al substans til side og kaste mig over det uskrevne, mellem linierne, for at klare mig helskindet igennem kvaksalveriet. Af hjertet tak!
Jeg vidste ikke, at det er forbudt eller uhørt overakademiserende at have styr på den teori, man baserer sine argumenter på. Det beklager jeg. Jeg var bare af den opfattelse, at det måske er en god idé, at man i det omfang, man vil læne sig op ad eller benytte sig af teori også må have godt fat i begreberne og pointerne, der ligger i den. Ellers kunne man jo ligeså godt lade være at henvise til den (?). Kritikken betyder ikke at jeg synes indlægget er irrelevant. Tværtimod. Jeg tænker til gengæld ikke at det er specielt fordrende (for sagligheden) eller konstruktivt (for debatten) at personer, der tillader sig at rette en kritik fluks bliver fremstillet som overakademiserende fjolser - når det nu faktisk var et indlæg, der ret åbenlyst baserede sig på teori ("kan man forstå den aktuelle beskæftigelsespolitik gennem psykoanalysen og dens autoritetsbegreber?").
Men kan dén store forskel mellem neoliberal "demokratisk" finanspolitik i henholdsvis blåt og "rødt" antræk, som Eskils indlæg tager afsæt i, virkelig siges at gøre sig gældende?
Jeg er med på, at finanskrisen har medført forskubbelser inden for arbejdsmarkedet og at folk før lå mere lunt i svinget i den forstand, at de ikke i samme grad behøvede at bekymre sig om en fyring, der lurede bag ethvert gadehjørne. Men derfra og til at tale om en forandring af arbejdsmarkedets beskaffenhed samt regeringens sirlige spin omkring det, forekommer der mig at være noget i vejen.
Da VKO regeringen i sin tid (2001) gik til fadet og hulemanden tog hul på sin utilstedelige kulturkamp - som nok mest bør anses som en kamp imod alt det, hvoraf det kulturelle udspringer - der husker vi vel alle, hvordan han med sit urovækkende mantra 'noget for noget' slog til lyd for et småligt og rethaverisk opgør med vores ellers så kære kulturkristne idealer om storsind og barmhjertig samaritanervirksomhed. Med andre ord: Fogh og Hjort lod den danske befolkning vide, at man ikke længere skulle forvente at få lov til at gå og drive den af på statens regning. For at nyde måtte mand yde og således forsøgte de to kapilakajer af værste skuffe, at indpiske en pligtfølelse i det danske såkaldte fællesskab. Der var altså tale om en relancering af det, som Eskil kalder den gamle moderne eller den endnu ikke postmoderne autoritetsform og ikke om en hyggeonkel, som bare lader stå til. Latterliggørelsen af rundkredspædagogikken bebudede netop, at tiden var inde til at få hænderne op af lommerne og komme i sving og at man ikke skulle nære sig nogle forhåbninger om at have tid til at træffe beslutningerne i fællesskab eller for den sags skyld om, at arbejde var noget specielt fornøjeligt. Næh, folk blev tværtimod kommanderet til at arbejde mere effektivt og enhver krone og øre skulle nu vendes og drejes; mange oplevede en stærkt forøget skematisering af deres arbejdsdag i form af test- og kontrolskemaer og beslutningerne blev taget ud af folks hænder som led i sammenlægninger, der øgede afstanden mellem dem, der faktisk har med sagen at gøre og dem oppe på de højloftede kontorer. Alt sammen gjorde det, at børnene ikke længere bare selv måtte bestemme, hvad og hvordan de ville lege.
Når det så er sagt, er jeg såmænd også af det synspunkt, at magten har undergået en transformation fra at have været institutionelt og disciplinært funderet til i højere grad at antage en flygtig og internaliseret skikkelse, eller mangel på samme. Jeg vil dog mene, at denne udvikling satte ind væsentligt tidligere end 2001, nemlig som en reaktion på på ungdomsoprøret. De gamle autoritative magtformer fik sig en ordentlig rystetur og arbejdet måtte nu indordnes på ny fleksibel manér, hvor folk fik større råderum til at gøre som de lystede så længe der blev frembragt resultater, hvilket med tiden ikke så meget krævede, at folk mødte op på fabrikkerne - idet disse blev sourcet ud til fjernøsten - som at de sørgede for at finde på fikse designs, slagkraftige slogans og i øvrigt at bilde hinanden ind, at have brug for at låne en helvedes til bunke penge.
Ham hyggeonklen kan i den forstand siges generelt at have været på banen i en rum tid og er det fortsat, også efter finanskrisen. Hvis nogen derimod skal udpeges som havende taget initiativ til at forsøge at hive gammelfar tilbage op af den pose, hvor han hører til, er det da lige netop de to medløbere fra før, som gladeligt dansede markedets skruppelløse dans på den ene side, mens de med hård hånd strammede op i det offentlige og indskrænkede strækkeretten på den anden.
Hvad den nye Frederiksen har gang i, kan vel på den måde højst være at følge trop i forhold til det gamle og forlængst uddaterede faderideal, som hendes forgænger var med til påny at bringe for dagen, eller hvad?
Fremragende indlæg. Jeg er meget enig i det meste af det du skriver.
Diskussionen hvordan man kan forstå, det forhold, at vi stadig har at gøre med den gamle autoritetsfigur på arbejdsmarkedspolitikken. Og hvorfor er det ikke bare at den bliver besvaret med hånlig latter.
Hvis min far på samme måde beordrede mig til at blive anlægsgartner som ham selv, som en gammel autoritær fader gjorde, ville jeg blot grine af ham. Det vil jeg sguda selv bestemme.
Det andet er - som du også siger - at hyggeonkelmagtformen ikke er en frigørelse. Det er en magtform der styre gennem nydelsens tvang. Du skal elske dit job osv.