8. marts 2012 - 8:13

Regeringen har skam et projekt

Dette indlæg blev bragt i gårsdagens Information (7.03.2012) og er en udbygning af min kritik af regeringens reformpolitik.

Jeg har, sikkert som mange andre vælgere, der ligeledes har stemt på det nye centrum-venstre projekt, undret mig en del siden d. 15. september - undret mig over hvad det egentlig var den nye regering ville. Det har været temmelig svært at se et overordnet projekt, men noget har forandret sig på det sidste.

Den nye regering har haft ti år i opposition til at skabe rammerne for et nyt projekt, ti år til at tænke over hvad centrum-venstre skulle i det nye årtusind. Alligevel sidder man tilbage med en følelse af, at det eneste, der er blevet fokuseret på de forgange ti år, var hvordan magten kunne vindes.

Men gemt bag den nye oppositions retorik om løftebrud og uprofessionalisme er regeringens projekt nu ved at tegne sig. Især har tilslutningen til finanspagten, afvisningen af Tobin skatten, udmeldingerne omkring den kommende skattereform og ændringer i børnechecken tegnet et billede af noget, som hænger sammen. Vi kan skimte konturerne af et reformprojekt.

Men hvad er det for et projekt vi ser tage form? Som det første eksempel er der tilslutningen til finanspagten. En tilslutning til at føre en konservativ økonomisk politik, hvor man forsøger at nedskære sig vej ud af krisen. For at sikre Danmarks stilling overfor de internationale finansmarkeder, er man gået med til at overdrage retten til at definere, eksempelvis dansk beskæftigelsespolitik, til ultrakonservative kræfter som Merkel og Sarkozy.

For at stå bedre i konkurrencen om finansmarkedernes gunst har man ligeledes afvist Tobin skatten, der skal regulerer de internationale finansielle handler, og som er et forsøg på at få bare en lille bitte smule styr på de kræfter, som var en del af årsagen til den nuværende finanskrise.

Udmeldingerne om den kommende skattereform giver også et vigtigt praj om indholdet i det nye projekt. Der lægges op til at sænke skatten på arbejde og det er inklusiv skattelettelser til de rigeste, som ellers er blevet forgyldt adskillige gange i de sidste ti år. Der er ikke noget til personer på overførselsindkomst i denne omgang.

Alt hvad vi har set af skattereformens indhold indtil videre peger mod, at konsekvenserne vil være at ulighedens øges. Når især SF skal forsvare at de vil føre politik, der øger uligheden, fremhæves det, at uligheden jo øges når den medicinstuderende på SU ikke får sænket skatten, mens lagerarbejderen gør, hvilket enhver jo kan se ikke er uretfærdigt. De glemmer bare lige at nævne at forskellen også øges mellem den fyrede lagerarbejder, den fyrede SOSU assistent og så de der er i arbejde. Udmeldingerne følges af en grundlæggende idé om at vi skal arbejde os ud af krisen - at der står 200.000 ledige, som ikke kan finde et job, ignoreres kækt.

Børnechecken er et andet område, der kan tænkes at indgå i en ny skattereform. SF har meldt ud, at de rigeste ikke skal have pengene fra børnechecken – noget der umiddelbart vil øge ligheden. Dog har de radikale med det samme tilføjet, at de rigeste så skal have skattelettelser til gengæld. Der har ikke været de store protester fra SF. Hvis vi ser på regeringens samlede forslag, vil der være tale om, at omfordele penge fra rige mennesker med børn til rige mennesker uden børn. Resultatet er dermed et forslag der ofrer en universel velfærdsydelse, til fordel for lidt omfordeling blandt de rigeste.

Der er selvfølgelig fremrykningen af de offentlige investeringer. Men for det første er der tale om en fremrykning og altså ikke flere penge. For det andet er der tale om et beløb svarende et en halv procent af bruttonational produktet. Noget der i bedste fald vil skabe omkring 10.000 nye jobs. At dette kun skulle være starten, at flere og massive offentlige investeringer skulle være på vej, strider i mod opbakningen til finanspagten.

Det vi ser er altså et centrum-venstre projekt der baseres på en neoliberal økonomisk politik. Et projekt der skal reformere velfærdsstaten grundlæggende, sådan at de som er i arbejde tilgodeses, men de der står udenfor taber. Et projekt hvor det universelle princip for velfærdsstaten må ofres.

Ligeledes kan man spørge hvad blev der af opgøret med dem, der skovlede penge ind inden (og efter) finanskrisen. Hvad vil S og SF gøre med de enorme gevinster, folk stadig henter på boligmarkedet? Hvordan vil man sikre, at de allerhøjest lønnede bidrager med mere? At spekulation beskattes bare minimalt. At disse spørgsmål er forsvundet ud i glemslen sammen med en række løfter er tragisk, fordi det viser, at den nye regering på ingen måde vil gøre op med den neoliberale doktrin.

Der er altså sammenhæng i de store tiltag regeringen forslår, der er et projekt, men det er et projekt, som ligger meget fjernt fra et centrumvenstre alternativ til den neoliberale dagsorden.

 

Annonce