Regeringen overgår VKO

Jeg har en ven, der har arbejdet med kommunikation i en del år. Han forklarede mig engang om det politiske spil, og præsenterede mig for talemåden: ”When Nixon goes to China”. Talemåden beskriver det forhold, at Republikanerne i USA altid var dem der nåede længst i forhandlingerne med Kina og Sovjet. Republikanerne kunne, frem for Demokraterne, bedre klare at snakke med fjenden, fordi ingen nogensinde ville råbe ”kommunist!” efter en republikaner. Demokraterne blev derimod nødt til at være mere anti-kommunistiske. Det var således Republikanerne, der stod for forhandlingerne, der førte til murens fald.

When SF and S cuts the social benefits

I dag kan man så læse, at Socialdemokraterne og SF gerne vil skære – endog ret voldsomt – i kontanthjælpen til unge. S og SF overgår nu VKO’s nedskæringspolitik. Regeringens nedskæringspolitik er nu mere aggressiv end den tidligere regerings. Hvis regeringen falder til efteråret fordi Enhedslisten ikke gider stå model til Nixon-goes-to-China-politik, er det regeringens egen fejl.

Jeg er helt med på, at Socialdemokraterne er neoliberale og de sociale forandringer aldrig vil komme fra SF, men at nedskæringspolitikken skulle intensiveres med den socialdemokratisk ledet regering, må alle tage til efterretning. Det er sagens kerne. Det er de faktiske forhold.

Til fordel for kapitalens styrkeposition

Socialdemokraternes Mette Frederiksen er, lige som jeg, højt uddannet og ved naturligvis godt, at flere i arbejdsløshedskøen fører til lønpres nedad. Hun ved også ligesom os andre, at der ikke er noget arbejde at få, og hun ved endda også godt, at økonomiske incitamenter ikke virker.

Konklusionen på alt dette er, at den nuværende regering er i gang med, at smadre en spæd opbygning af den brede venstrefløjs styrkeposition. Regeringen gennemtvinger netop nu politikker, der styrker kapitalens og arbejdsgivernes forhandlingsposition. Samfundet bliver i bredeste forstand dårligere for hver dag der går med den aktuelle førte politik i accelererende fart.

I øvrigt mener jeg at regeringens arbejdspolitik bør ødelægges

Noget helt andet er, at regeringens arbejdspolitik grundlæggende må afvises, fordi den handler om tvang. Der er fortsat tvang og kontrol så langt øjet rækker. Økonomiske incitamenter som nedskæringer af kontanthjælpen er tvangsproletarisering.

Jeg er udmærket klar over, at vi slet ikke er et sted hvor vi har tid, ressourcer, indflydelse eller styrke til at forestille os noget nyt. Lige nu må der blot apatisk råbes op når regeringen eskalerer nedskæringerne af det allerede udsultede og døende velfærdssystem.