Spanien på spanden

Lørdag blev det officielt, at Spanien er på  spanden. Landets økonomi-minister, Luis de Guindos, måtte bide i det sure æble og bede de 16 euro-lande om hjælp. Og efter et hasteindkaldt telefonmøde mellem euro-gruppens finansministre, som varede flere timer, kom tilsagnet så.

De 17 finansministre havde næppe andre muligheder. Set fra deres side ville alternativet have været værre, nemlig en hurtig nedsmeltning af den spanske økonomi fra krise til kollaps.

En sådan udvikling ville ikke bare have været endnu en pind til euroens ligkiste, men en solid planke. Hvor de hidtidige modtagere af en redningspakke – Grækenland, Portugal og Irland – er relativt små økonomier, så er Spanien euro-zonens fjerdestørste økonomi efter Tyskland, Frankrig og Italien.

Spaniens kurs mod afgrunden har længe været afstukket. Den skyldes ikke så meget en stor offentlig gæld, som i 2011 var på relativt beskedne 68,5% af bruttonationalproduktet. Det svarer nogenlunde til Hollands offentlige gæld (65,2%) og er en del mindre end f.eks. Tysklands på 81,2%.

Spaniens problemer hænger i højere grad sammen med, at dets konkurrenceevne ikke svarer til den høje euro-kurs, som landet er bundet til, samt de spanske bankers absurd uansvarlige udlånspolitik, som har ført til store tab.

Resultatet er en dramatisk udvikling i arbejdsløsheden, hvor over 20% af arbejdsstyrken står uden arbejde og hvor over halvdelen af alle unge i Spanien er arbejdsløse. Samtidig står de spanske bankers på fallittens rand.

Denne situation fik i torsdags det New York-baserede rating-bureau, Fitch, til at nedgradere Spanien til ”BBB”, hvilket kun er et niveau højere end det niveau, hvor de ikke anbefaler nogen investeringer overhovedet, da der er stor risiko for kollaps.

Og at den risiko er reel kom frem for nylig, da det blev klart at bare én af de større banker i Spanien, Bankia, har anmodet den spanske stat om 23 milliarder euro (cirka 170.000.000.000 danske kroner) for at undgå et krak.

Hvor stor redningspakken fra EU bliver, er der i skrivende stund ikke sat tal på. Men et af de tal, som nævnes, er 100 milliarder euro (svarende til ca. 750.000.000.000 kroner). Men det kan sagtens vise sig at blive endnu større i takt med, at bankerne stiller sig op i tilskudskøen.

Ingen af disse mange milliarder vil gå til den almindelige spanier eller til de mange arbejdsløse unge. Tværtimod. Selvom pressen hele tiden ævler om ”hjælpepakker”, så er der jo ikke tale om EU-tilskud, men om lån, der skal betales tilbage med renter.

Dette lån vil medføre en kraftig forøgelse af Spaniens offentlige gæld, som så vil blive brugt som argument for yderligere nedskæringer på de offentlige udgifter til velfærd og jobskabelse.

Dermed minder situationen i Spanien på mange måder om situationen i Irland.  Finanssektorens tøjlesløse spekulation, som truer bankvæsenet med fallit, bliver dækket ind af staten ved hjælp af enorme lån fra EU, som befolkningen så sættes til at betale via nedskæringer. Spekulationsgevinsten er privatiseret, mens tabet bliver nationaliseret!

De store lån til Spanien vil muligvis i en periode dæmpe snakken om euroens snarlige kollaps. Men bare vent, den vil hurtigt vende tilbage. Dels fordi de grundlæggende problemer i bl.a. Grækenland, Portugal og Spanien overhovedet ikke er løst. Og dels fordi nye brændpunkter vil komme til.

Det gælder f.eks. Cypern, hvor landets banker har mistet enorme summer på deres indeståender i de græske banker. Og det gælder Italien, hvor væksten er svag og den offentlige gæld i 2011 passerede 120% af bruttonationalproduktet, hvilket ret præcist er det dobbelte af de højst 60% som det foreskrives for at kunne være med i euroen.

På den måde minder situationen i euroen mere og mere om den gamle børnesang om de ti små cyklister, som afsluttes på følgende vis:

”Der var een, der var to, der var tre,  
der var fir´, der var fem´, der blev til grin.  
Der var seks, der var syv, der var otte,  
der var ni, men den tiende var fin.”

Hvem ”den tiende” er, det kan man jo så gætte sig til!