Skal venstrefløjen ud af den accelererende krise er første skridt en psykoanalyse hvor symptomer og psykopatologiske tendenser kortlægges. Venstrefløjen burde gå i psykoanalyse. Men hvilke strukturer findes der, i den måde venstrefløjen positionerer sig og taler om politik?
Efter krisen ovenpå skattereformen må venstrefløjen se indad. Her følger en guide:
Skemaet
Venstrefløjen består af fire måder at tale og positionere sig politisk på. Hverken mere eller mindre. Partisoldaten eller mesteren, der aldrig tvivler; den politiske hysteriker, der altid tvivler; den akademisk engagerede, der aldrig ved nok og til sidst analytikeren, der piller alting fra hinanden.
De fire positioner kan opdeles efter to variable:
1: Om der findes et venstreorienteret politisk projekt eller ej.
2: Om man har det godt med, at der findes et politisk projekt eller ej.
Dette leder til fire positioner:
Dem der har et politisk projekt, og har det godt med det (partisoldaten)
Dem der ikke har et politisk projekt, og har et problem med det (hysterikeren)
Dem der har et politisk projekt, og har et problem med det (akademikeren)
Dem der ikke har et politisk projekt og ikke har et problem med det (analytikeren)
I perioder strides de, i andre perioder er de hinandens forudsætninger.
Den loyale partisoldat
Den som har et politisk projekt og ikke har et problem med det
Partisoldaten fortrænger sin egen tvivl. Tvivlen står i vejen for samfundsforandring ifølge partisoldaten. Der kæmpes for et bedre samfund gennem vedvarende partiarbejde, fremsættelse af konkrete lovforslag, der tages regeringsansvar og findes løsninger på aktuelle problemer, uden tvivl.
Loyaliteten overlader ikke plads til tvivl. Enhver diskussion i partiet eller organisationen føres med henblik på, at kunne træffe en beslutning og føre den ud i livet. Længerevarende uenighed betragtes som støj eller krise og skal undgås, fordi klare politiske synspunkter er det afgørende. Partisoldatens største mareridt er Asmaa-skandale, arbejderist-opgør, skatteforligsbrud, eksistentiel tvivl eller fløjkrig. Tvivl om de politiske mål skal skubbes til side til fordel for fremdrift.
Partisoldatens værste modstandere er dem på venstrefløjen, der ikke mener, at partisoldaten reelt laver politiske forandringer: ”Det spiller ingen rolle om jeg stemmer eller ej”. Udsagnet angriber selve grundlaget for partisoldatens engagement; at politisk forandring ikke altid kommer i forlængelse af vedholdenhed. En anden fornærmende kritik kunne være: ”Er det ikke bare noget du engagerer dig i for, at opretholde din egen identitet som BZ’er, klimaaktivist eller lignende?”
Partisoldaten er som struktur, at finde hos dem der bliver ved med, at være aktivist, BZ’er, partimedlem eller noget andet. Partisoldaten er den principfaste, der ikke afviger fra Mesteridéen. Med andre ord dem som har et klart politisk mål og ikke har et problem med dette mål.
Den politiske hysteriker
Den som ikke har et politisk projekt og har et problem med det
Den politiske hysteriker er den, der begærer den sande politiske idé eller retning, men uden selv at have den. Den politiske hysteriker gennemløber et hav af venstrefløjspositioner, fra anarkist til Mellemfolkeligt Samvirke over Enhedslisten til Socialdemokratiet. Hver gang forsøges den politiske linje gennemført konkret, hurtigt og med et meget loyalt engagement, men resultatet bliver det samme hver gang. Der opstår en grundlæggende tvivl om retningen eller det politiske mål. Det var alligevel ikke den anarkistiske levemåde, der gav det ønskede politiske fremskridt. Det var alligevel ikke Enhedslisten, der formåede at lave politiske resultater. Det var alligevel ikke SF’s regeringsansvar, der skabte forandringer.
Hysterikeren henvender sig mod organisationsarbejde eller politiske ideologier med begæret efter at finde den sande politiske idé, men sandheden erfares efter kortere eller længere tid alligevel som grundløs, i ordets egentlige forstand. Det politiske projekt bliver aldrig gennemført på den måde som den politiske hysteriker først troede. De politiske mål blev aldrig opfyldt.
De politiske hysterikere er personer, der fx i en periode er meget aktive queer-feminister, hvorefter selvkritikken ramler ned over dem: ”Det var alligevel bare noget middelklasse-avantgardistisk selvrealisering”. Erfaringen slår fx derefter om i et voldsomt engagement i Enhedslisten: ”Nu skal vi lave politik for almindelige mennesker”. Men også dette mislykkes. Fordi de politiske idealer alligevel ikke kan realiseres osv.
I en vis forstand står den politiske hysteriker i modsætning til partisoldaten. Hvor partisoldatens ”fejl” er, at den politiske idé eller retning aldrig bliver genstand for grundlæggende tvivl, er den politiske hysteriker sygeligt optaget af sandheden ved den politiske idé. En sandhed, der dog før eller siden vil erfares som grundløs eller netop fejlagtig. Trangen til sandheden om det rigtige politiske projekt, er det der gør ondt: nemlig, at politikkens ide er grundløs. Hvor partisoldaten aldrig finder ud af dette, møder hysterikeren denne erfaring ofte. Med traumatiske følgevirkninger.
Den politisk bevidste akademiker
Den som har et politisk projekt og har et problem med det
Den politisk engagerede akademiker, er ikke altid en universitetsansat eller en studerende, men skal mere betragtes som én der sætter viden om venstrefløjens historie og venstrefløjens politiske begreber højest. Akademikeren har en helt klar politisk ide om verden som uretfærdig og et hav af data og teorier, der kan underbygge hendes synspunkt.
Personens politiske engagement ligger i vidensophobning om venstrefløjen. Ophobningen af viden legitimeres med, at netop studierne af venstrefløjen i sig selv er en politisk aktivitet. Analyse af den politiske situation betyder alt for den politisk engagerede akademiker.
Objektivitet, videnskabelighed og redelighed er vigtige dogmer for denne type politisk engagement. Nuanceret kritik af den etablerede venstrefløj og det ’store billede’ er det, der må diskuteres. Fx folk, der altid henviser til nye undersøgelser eller nye filosofiske værker, som først må læses og forstås, før der endeligt kan tages stilling for eller imod.
Sandheden er dog, at denne venstrefløjsposition i virkeligheden blot reproducerer de vante forestillinger. For vidensophobning om venstrefløjens problemer ender aldrig, og den akademisk engagerede ender ofte som underviser, administrativ medarbejder eller ekspertmedarbejder i et parti eller organisation uden, at hendes politiske engagement har nogen effekt. Det er blot et arbejde uden politiske konsekvenser eller håb.
Læring og viden om venstrefløjen, dækker så at sige over, at der aldrig bliver truffet politiske valg. Akademikeren hævder selv at være yderst oplyst om venstrefløjen og absolut selv en del af venstrefløjens projekt. Men dette projekt er hele tiden genstand for kritik, viderebygning, nuanceringer, forbehold osv. Denne venstrefløjsposition kommer aldrig rigtigt i gang med at handle på verden. Den politisk engagerede akademiker har et problem med at den politiske ide, som ganske vist er der, aldrig fyldestgørende kan færdigtænkes. Der er altid løse ender, der skal håndteres inden der kan handles.
Venstrefløjsanalytikeren
Den som ikke har et politisk projekt og ikke har et problem med det
Analytikeren er god til at lytte. Venstrefløjsanalytikeren bliver især kontaktet af venstrefløjspersoner eller organisationer, der er i en politisk krise. Enten partisoldater, der har erfaret intern splittelse, eller hysteriske venstreorienterede, der endnu engang har mistet deres tro på et politisk projekt.
Mødet med analytikeren kan være farligt for partierne og deres tro væbnere, fordi analytikeren producerer hysteriske symptomer. Venstrefløjsanalytikeren er kynikeren, der godt ved, at forestillingen om et venstrefløjsprojekt, en særlig ideologi eller kapitalismekritik aldrig finder nogen sikker grund. Det politiske projekt har ingen absolut værdi eller oprindelig kerne.
Analytikeren kan ofte findes på kaffebarer hvor der lyttes til politiske kammeraters jamren over venstrefløjens fremtid. Hun stiller ofte spørgsmål som: ”Hvordan går det i jeres hovedbestyrelse for tiden?” eller ”Hvordan tror du næste valg vil udarte sig?” eller ”kommer der mange til jeres foredrag?”, uden selv, at have et klart synspunkt på emnet.
Analytikeren har ofte selv erfaringer med politik, men har trukket sig tilbage, efter en erfaring af en manglende politisk ide eller retning. Analytikeren nævner sjældent dette, fordi det fremstår som uberettiget kritik af partisoldaten eller den hysteriske venstreorienterede. Kritik som vil udarte sig til skænderier: ”Du er sgu også så negativ. Du sidder bare her og snakker. Du burde selv gøre noget!”.
Analytikerens trick er, at lade sine politiske kammerater tale om politiske modsætninger i deres egne politiske synspunkter, usammenhænge i programmet eller splittelser i hovedbestyrelserne. Analytikerens rolle er således, at virke som medium for kammeraternes egne erfaringer af manglen på et politiske projekt. Hun er derfor den som producerer politisk tvivl. En tvivl som netop opretholder hendes legitimitet, men som hun samtidig holder en anelse skjult for de fleste.
Analytikeren er afhængig af, at folk synes han er værd at tale med. Derfor må analytikeren holde sig opdateret om politiske emner og fremstå som om hun er oprigtigt interesseret i politiske kammeraters problemer med organisationssplittelser, identitetskriser eller mangel på legitimitet eller penge.
Kommentarer
Jeg forstår ikke helt , hvad sigtet er...
Formålet med at putte folk i kasser er som regel at skabe system i rodet og dermed tryghed.
Eskil: Er det en patologi at være venstreorienteret?
Tak for turen på briksen - altid godt med en kildetur :-D
...
Er det dig akademiker?
@Stefantysk
Umiddelbart er det vel et symptom på, at du tilhører gruppen af partisoldater.
Jo, og jeg er glad for det, at jeg har et politisk projekt og synes, at dette projekt kun kan lykkes gennem organisering i en revolutionær organisation, men fred være med det...hvis du føler dig godt sådan...kan blot ikke se dine praksisforslag...Revolutionær hilsen
@Søren L
Ja. Altså lige i forbindelse med denne tekst, indtager jeg nok positionen som analytiker, da det politiske projekt ikke spiller nogen rolle for teksten.
I andre sammenhænge har jeg vel haft andre symptomer. Ikke mindst hysteriske symptomer.
Sagen er, at patienters symptomer ændre sig over tid eller i forbindelse med nye sociale rum. Derfor kan man godt svinge mellem forskellige positioner.
Man kan have to posistioner på "Fløjen"....
1) Blød, småintellektuel", kapitalismekritiker, medlem af Enhedslisten og lign.,
2) Venstreradikal politisk aktivist der er paratv til, at bruge de nødvendige midler for, at stoppe den galoperende fascisme....
Pkt. 2. Er det den position, hvor man bruger "offensivt forsvar", og tilpasser sin fascismeanalyse alt efter hvem der er i byen?
http://www.youtube.com/watch?v=k7jEk_f04pE&feature=plcp
@ MortenG
Det kunne også være, at formålet er refleksion... Men det er vel for abstrakt, eller hvad?
@MLA: Måske har du ret. Måske er et skema med 2 x 2 felter for abstrakt for mig.
Eller måske er kassetænkningen fordommens fætter. Hvis der endelig skal reflekteres.
Nu tror jeg til gengæld, det blev for abstrakt til mig :) Jeg tror bare, jeg er træt af, at folk altid har sådan en "buhu eskil, du skriver altid sådan nogle verdensfjerne pseudoting". Og det her indlæg synes jeg egentlig er ret godt, fordi jeg godt kan se mig selv og andre i en til flere af de her kasser.
Okay. Jeg kan se, hvad du mener.
Og jeg har ikke noget mod kassetænkning. Vi gør det alle sammen hele tiden. Ellers ville verden være så uoverskuelig, at den ikke var til at holde ud.
Så godt ord igen.
OPRØRNU: Arh... Synes du ikke selv det er lovlig unuanceret? Til tider optræder de mere pragmatiske dele af venstrefløjen radikalt, ligesom du til tider finder både pragmatik og blødhed hos de mere radikale.
JONAS: Hentyder du til nogen eller troller du bare?
Det fremgår vel ret tydligt af "oprørnu"'s inklusiv dennes link en video om Ulrikke Meinhof, hvad der menes med "nødvendige midler".
Og hvis skelet går mellem det og Enhedslisten, så er jeg klart for Enhedslisten.
Jeg finder heller ikke 70'er nostalgien oplivende. Det er dog nok heldigvis kun for de største tågehoveder, at der overhovedet er anledning til at "vælge" mellem RAF og Enhedslisten. Også på den radikale venstrefløj er der bred enighed om, at RAFs kampagne slog fuldstændig fejl, uanset hvad man så mener om deres intentioner.
Men alt dette har da intet at gøre med "'offensivt forsvar', og tilpasser sin fascismeanalyse alt efter hvem der er i byen?" Hvad er nu det for noget?
Umiddelbart tror jeg godt du ved hvad jeg taler om.
Men; jeg opfattede det indlæg som jeg kommenterede på, som værende i tråd med noget af det voldspladder der huserer i visse miljøer på venstrefløjen. F.eks i forbindelse med martsbegivenhederne i Århus etc.
Det mener jeg nu stadig er en helt andet diskussion. I øvrigt er din udlægning af den lidt besynderlig.
Jeg tror umiddelbart godt jeg ved hvad det handler om.
Det handler om at finde på noget mere ædelt end blot at være hærværk og voldsmand.
Jeg var godt underholdt af analysen :-) og kommentarerne viser da med al tydelighed at du har ramt nogen på kornet, Eskil.
Hej Eskild
Det er fremragende, som du kan sætte ord på noget, man bare har gået og fornemmet.
Især har jeg det svært med de akademiske typer, som f.eks. Michael Voss og Jacob Lindbom, der mener, de har en højere indsigt og udfra deres klassekamps-horoskoper kan se ind i fremtiden, som godt nok er noget tågede. Men det ender med, at der kommer en revolution, hvor masserne vil rejse sig, og så vil de få brug for gode socialister til at lede dem. Verdens folk vil falde på knæ og tilbede Michael og Jacob, som skal føre dem igennem Sinaiørkenen til det forjættede land.
Det ville selvfølgelig være godt, hvis det gik den vej, men det bliver nok på trods af den slags typer og deres henvisninger til Marx' skrifter om Pariserkommunen.
Eskil det var dog aligevel det mest fladpandede jeg har læst længe.
1)Hvad er pointen ?
2)Forestillingen om at der kun findes 4 stereotyper på venstrfløjen er usædvanlig fladpandet.
3)Tror du selv på din egen tese eller skriver du det bare fordi du ved det provokere og du får et kick ud af at være den frække dreng i klassen ?
Hvor høre man til i dine kasser hvis man som jeg bare er pisse træt af akademikere og stenbroes socialister der er ved at drukne i deres egen selvtilstrækkelighed og selverklæret indsigt i divs. evigt gyldige politiske sandheder. Undskyld mit fransk men i snakker og røven den går. Jeg har endnu til gode at møde en eneste socialist, kommunist, anarkist, akademiker, partisoldat eller hvad faen du nu vil kalde det der ikke vil falde død om af sult præcis 14 dage efter kapitalisterne stoppede med at fylde hylderne i supermarkedet.
Det grundlæggende problem på venstrefløjen er at alle gerne vil snakker om alt der Vi burde gøre imens man i vid udstrækning forsømmer mulighederne for at gøre noget selv. At frigøre sig fra kapitalismens lænker koster blod sved og tåre og det er ikke noget man kan overtale samfundet til ved hjælp af smart retorik eller via demonstrationer og gadeteater. Det er ikke noget der sker fra den ene dag til den anden i et trygt fællesskab hvor vi kan holde i hånden og sidde i rundkreds og klappe hinanden på skuldrene imens. Det er ikke noget der på magisk vis materialisere sig fordi vi sætter krydset rigtigt hvert fjerde år og håber på den hellige grav er velforvaret.
Hvis du vil lave revolution og indføre socialisme må du ALTID starte med at gøre dig uafhængig af det samfund du vil omstyrte. Alt andet er forkælet tågesnak.
Helt ærligt, din internetforbindelse er baseret en kapitalistisk relation (med mindre du har lagt dine egne kabler eller sådan der). Man kan ikke blive uafhængig med mindre man flytter i skoven og leger Into The Wild, og selv da vil formentlig mindst én af de ting, du tager med, være et produkt af kapitalistisk produktion. Kom nu videre.
Måske man skulle tilføje en femte gruppe: Lupus-typen.
De har en sag, de har det godt med at have en sag, og de vil bruge yderliggående midler. Men fordi de færreste kan acceptere disse midler, kommer de til at stå ret alene. Folk vil nok befries, men ikke af dem, og så ender man med, at midlerne beskriver målet.
Ja gu er min internetforbindelse et produkt af en kapitalistisk relation og det har jeg intet problem med af to årsager. 1) min internet forbindelse er en luksus ting såfremt min udbyder foretager sig ting jeg ikke bryder mig om kan jeg stoppe og leve fint videre. 2)Kapitalisme er ikke i sig selv et problem. Problemet er når den står alene. Når du ikke har andre alternativer, så er du reelt slave af systemet og så kan du lege nok så meget revolutionær men det klinger bare ret hult.
Tilføj du bare en Lupus kategori for folk der ikke har tænkt sig at befri en levende sjæl og som ikke giver en bøjet femøre for frelste revolutions romantikere med store svulstige ideer og små tynde arme. Det er da evt. noget af det mest langt ude arrogante pis at påstå at man skal befri nogen, fra hvad ? fra dem selv ? Befri dig selv først og så kan vi jo se hvis det er så fedt som du får det til at lyde kan det være vi andre joiner dig. Men indtil da. Hvad faen adskiller dig fra alle de andre autoriteter der gerne vil bestemme over andre når du vil ``befri nogen´´ ? Befri verden fra dig selv mand, du er problemet.
Du skriver om at lave revolution og indføre socialisme, så jeg fik det indtryk, at du vil befri andre. Men hvis revolutionen kun omfatter dig selv personligt, så stopper det ligesom her. Så kommer jeg og kigger og ser bagefter, om din revolution er bedre end min. Jeg skrev faktisk også tidligere, at jeg ikke kan fordrage alle akademikertyperne, der tror, de har en højere indsigt og skal lede os allesammen.
Men hvad betyder det, at du vil ofre blod, sved og tåre? Det er jo i hvert fald ikke demonstrationer og retorik, men noget mere alvorligt.
Jeg ser ikke kapitalismen i sig selv som et problem. Problemet ligger i at den står alene. Hvis du kan vælge kapitalismen fra i det omfang den ikke behager dig så må kapitalismen også gøre sig umage for at behage dig. I praksis betyder det at jeg forsøger at blive gældfri og selvforsynende. Det er en langsom process men når der engang sker så kan jeg selv vælge hvor meget arbejde jeg vil lægge i kapitalismen dvs. jeg kan vælge at bruge mindre tid på lønarbejde og jeg kan vælge hvad jeg har lyst til at købe og hvornår fordi jeg strengt taget kan klare mig selv med det jeg selv producere. Det er revolution i praksis. Det kommer til at tage 10 år og det bliver sindsygt hårdt, men måske kan jeg i processen blive så klog at jeg kan gøre det lettere for andre eller evt. den næste generation. Revolution fungere kun sålænge man kan tilbyde noget bedre end det eksisterende. Det kan min lille personlige revolution, nemlig frihed. Op i røven med demonstrationer jeg kan lære dig at dyrke , hvordan du bedst feder en gris op og hvordan du bygger et hus for små penge ;) Og du er altid velkomne til at kigge forbi.
Befriende med en smule venstreorienteret selvironi. Og Lupus. Din tanke er netop produkt af det samfund, der skal omstyrtes. Læs partisoldaten. Uafhængigheden hænger sammen med selvkritikken. Læs analytikeren. I alle tilfælde et ok opkog på Lacan.
Sort snak. Hvordan er min tanke et produkt af et samfund der skal omstyrtes ?
Hej Eskild,
Tak for indlægget. Sjovt og potentielt vigtigt med typologier. Især hvis (eller måske rettere: netop når) de bliver bragt i anvendelse - når de bruges til noget, der kan bruges til noget.
Har du et bud på en analyse baseret på skemaet? En analyse, som måske både kunne stille en diagnose og komme med bud på en kur? Spørger kun, fordi jeg synes det kunne være interessant og gerne vil høre et bud på det.
Mit bud går på, at regeringen domineres af analytikere, som nu får et mere og mere hysterisk bagland.
Nu hvor projektet er væk, er partisoldaten i krise. Det reageres der forskelligt på blandt S-SF-partisoldater. Nogle af partisoldaterne bliver analytikere, forbliver hvor de er og forsvarer partiet trods tabet af politisk projekt - den tilbageværende partisoldat er/bliver analytiker og omvendt.
Andre holder fast i det politiske projekt - de har fortsat et politisk projekt og har ikke noget problem med det. Det, de har et problem med, er partiet - det mest desillutionerende, der kan ske for en partisoldat. Nogle af disse desillutionerede partisoldater finder hurtigt et nyt parti, som de kan være soldater hos - et parti, hvor de gennem deres engagement kan få mulighed for at kæmpe deres kamp for at indfri deres politiske projekt. Dem, der ser Ø's politiske projekt som nogenlunde sammenfaldende med deres svigtende partis gamle (og fortsat deres eget) politiske projekt, kan falde til her.
Dem, der ikke ser Ø's projekt som værende i overstemmelse med deres eget, efterlades desillutionerede og frustrerede - de har et politisk projekt på et personligt plan, men ikke noget parti og ikke nogen reelle muligheder for at få det indfriet. De bliver hysteriske.
Hertil kommer, at partitoppen i S og SF nok er analytikere, hvilket i sig selv ikke er noget problem for dem og dem, der deler deres perspektiv. Det, der ikke bare skaber en mindre krise i form af desillutionerede partisoldater, der søger mod Ø eller bliver hysteriske, men en eksplosiv krise, er, at de ikke blot er dårlige partisoldater, men også dårlige analytikere.
Partitoppen har ikke har noget politisk projekt, og de har ikke har noget problem med at skifte politikken ud, hvis det betyder, at de genvinder regeringsmagten - fint nok for analytikerne. Hvad der ikke er fint nok for denne venstrefløjstype er de seneste meningsmålinger, der netop viser, at de er dårlige analytikere, der ikke kan finde ud af at vælge det rigtige politiske projekt på baggrund af deres analyser.
En partitop bestående af dårlige partisoldater og dårlige analytikere efterlader partisoldaterne hysteriske og de tilbageværende analytikerne frustrerede og stærkt kritiske. Der synes således kun at være to muligheder i den nuværende situation: 1) Intern revolution inden længe, 2) farvel S-SF.
Endelig kan man reflektere over, hvad dette betyder for Ø's situation. Ø er på mange måder venstrefløjens sidste tilbageværende partisoldat. Det tiltrækker som sagt visse af de gamle partsoldater fra (især) SF og (i mindre grad) S. Det voksende antal hysteriske eks-SF, som ikke kan forlig sig med Ø's mere revolutionære program, er imidlertid en fristelse for Ø'ere med analytiske tendenser: Hvis Ø modificerer programmet / det politiske projekt, så det i højere grad stemmer overens med de hysteriske eks-SF'eres politiske projekt, vil de partiet virkelig kunne kapitalisere på den aktuelle S-SF-krise.
Hvis analytikerne i Ø vinder over partisoldaterne i Ø og dermed modificerer profilen, samtidig med at den interne revolution udebliver i SF, vil SF forsvinde og Ø vokse markant. Dette kan imidlertid lede til hysteri blandt de originale Ø-partisoldater, som hermed vil få samme følelse som de nuværende hysteriske eks-SF'ere. Dette kan danne grundlag for etableringen af en ny revolutionær liste til venstre for Ø.
Hvis partisoldaterne i Ø vinder over analytikerne i Ø og dermed fastholder den mere revolutionære profil, samtidig med at den interne revolution udebliver i SF, vil der omvendt være overvejende sandsynlighed for etableringen af et nyt parti på venstrefløjen til højre for Ø, der kan kurere de tidligere og nu hysteriske SF-partisoldater ved at give dem et hjem.
Hvis der sker en intern revolution i S-SF, vil antallet af hysteriske S og SF'ere falde, og interessen i en modificeret profil blandt de analytiske Ø'ere vil hermed dale tilsvarende. Det vil betyde: Ingen nye partier, et ændret, men styrket S-SF if. de nuværende meningsmålinger og et uændret Ø if. den aktuelle profil og repræsentation.
Deles denne analyse af analytiske S-SF'ere vil der således bare være så meget desto mere grund til at presse på med den interne revolution. Stadigt flere hysteriske venter på et parti, der repræsenterer dem, og mere generelt på en venstrefløj, der har et reelt politisk projekt, og som kan gøre en reel forskel.
Andreas: Skal vi ikke bare sige, at alle partier med tiden går i fordærv, og det sker nok også med Enhedslisten om mange år ligesom med S og SF, men så kommer der bare nye partier. Så må vi lade den næste tid vise, hvilket af dine scenarier, der holder stik.
Hvad hvis man har et politisk problem, men ikke har noget projekt,
er man så melankoliker eller alkoholiker? Social dyslektiker? SFer?
Dette er ikke det samme som at ikke have et politisk projekt og have
et såkaldt hysterisk problem over ikke at have noget politisk projekt.
Man kan jo godt have et rigtigt problem uden at der er noget politisk
parti der har sagen, og de vil som regel have alt muligt andet for det.